1864-Tidende
I løbet af 1964, 100-årsdagen for krigen, udgav B.T. en serie artikler af journalist Lars Lindeberg om krigens hændelser. Hver dag handlede om den tilsvarende dag 100 år forinden. På den måde kunne læserne følge med i slagets gang dag for dag.
Lars Lindebergs artikler er i 2012 suppleret med artikler om krigens optakt og våbenhvilerne, skrevet af Ditte Kock.
Sidste soldat forlader Als
“Kl. 3 var hver kedel og potte borte”
Af Lars Lindeberg, 1964
De sidste danske soldater forlod Als den 1. juni 1864. En af dem fortæller: “Om morgenen kom nogle preussiske infanterister, men et par riffelskud og affyringen af en kanon bragte dem straks til at løbe. Formodentlig var det deres hensigt at lokke vore folk frem fra forskansningerne. Kl. 1 blev der givet ordre til, at de tilbageværende 250 soldater og nogle matroser skulle gå om bord kl. 2.30. Omtrent kl. 2.45 sås en stor mængde preussere i forbindelse med en stor kavaleri-styrke at nærme sig Drejet. Samtidig var preusserne i både gået over fra Høruphav, og allerede kl. 2.30 havde de ved Kegnæs landsat mindst 2000 mand, som marcherede mod syd for at angribe vore batterier i ryggen. Et par skud affyredes fra vore kanoner mod preusserne hinsides Drejet, derpå blev kanonerne fornaglet, krudtet kastet i vandet. Den brave løjtnant Bardenfleth trak sig med sine få matroser tilbage til dampskibet, som lå fem minutters gang derfra, og snart var de ude på søen. Samtidig skød to eller tre kanonbåde på de fremrykkende preussere, der ikke marcherede synderlig hurtig, da de ventede på at deres kammerater fra Høruphav skulle begynde angrebet førend de forsøgte at gå over Drejet. Kl. 3 var imidlertid hver soldat, hver hest, vogn, potte og kedel borte, og der var intet tilbage til vore rovbegærlige fjender undtagen de fornaglede kanoner og de opblødte løbegrave”.
Dagen bragte intet fra strandvagterne langs Limfjorden og Lillebælt.