1864-Tidende

I løbet af 1964, 100-årsdagen for krigen, udgav B.T. en serie artikler af journalist Lars Lindeberg om krigens hændelser. Hver dag handlede om den tilsvarende dag 100 år forinden. På den måde kunne læserne følge med i slagets gang dag for dag.
Lars Lindebergs artikler er i 2012 suppleret med artikler om krigens optakt og våbenhvilerne, skrevet af Ditte Kock.


<   23. August 1864   >

Pension til afskedigede embedsmænd

Danmark vil på fredskonferencen i Wien forsøge at sikre fremtiden for de afskedigede embedsmænd i hertugdømmerne. Konservative helstatsmænd har oprettet Augustforeningen som reaktion på den seneste tids politiske debat, hvor både den siddende og tidligere regering kritiseres kraftigt.

Af Ditte Kock, 2012

Mange danske embedsmænd i Slesvig og Holsten er siden december 1863 blevet fyret eller fordrevet fra deres embede, et emne 1864-Tidende omtalte den 17. august. Da disse ikke skal lide nød på grund af deres loyalitet og troskab mod den danske konge, skal deres fremtid sikres i den kommende fredsaftale. Statsrådet har derfor tilføjet en passus til de instruktioner der blev vedtaget på statsrådet d. 18. august. Heri står der, at hvis embedsmændene ikke ønsker at genindtræde i deres gamle stilling, skal de have så høj en erstatning, som det er muligt at skaffe dem, helst et beløb der svarer til deres fulde indtægt. Kan dette ikke lade sig gøre, skal de i det mindste have pension efter den almindelige pensionslov. Beløbet skal betales af hertugdømmerne, også selv om embedsmændene siden er flyttet til Danmark. Fredsforhandlingerne begynder d. 25. august.

En ny forening oprettes

Det er reaktionen mod den tidligere nationalliberale regering, den nye forening gerne vil støtte, da de mener der har været en for ensidig nationalliberal retning i dansk politik indtil nu. Den nye forening har opstillet en række programpunkter, hvor de blandt andet vil styrke båndet mellem folket og Kongen, bevare en fri og selvstændig stat og sikre, at den politiske udvikling går i en mådeholden retning. Desuden vil foreningen modarbejde tendensen, hvor pressen bliver brugt til at fremstille partianskuelser som folkets holdning. Den nye forening vækker harme i nationalliberale kredse, hvor der i forvejen er stor vrede over, at landet ledes af en regering uden opbakning blandt den største del af befolkningen.