1864-Tidende
I løbet af 1964, 100-årsdagen for krigen, udgav B.T. en serie artikler af journalist Lars Lindeberg om krigens hændelser. Hver dag handlede om den tilsvarende dag 100 år forinden. På den måde kunne læserne følge med i slagets gang dag for dag.
Lars Lindebergs artikler er i 2012 suppleret med artikler om krigens optakt og våbenhvilerne, skrevet af Ditte Kock.
Det finansielle mellemværende
Opgørelsen af det finansielle mellemværende mellem kongeriget og hertugdømmerne er meget kompliceret og er derfor blevet behandlet af specialister i løbet af september. Specialisterne har afholdt deres sidste møde i dag og spørgsmålet skal nu afgøres på fredskonferencen.
Af Ditte Kock, 2012
De forberedende forhandlinger er fra Danmarks side blevet ført af den tidligere finansminister Fenger. De tyske stormagter har valgt en meget interessant repræsentant, nemlig den holstenske stænderforsamlings tidligere præsident, baron Scheel-Plessen. Baronen kæmpede længe for en personalunion mellem Danmark og hertugdømmerne, men da det nu har vist sig umuligt, har han erklæret sig for Preussens annektering af hertugdømmerne. Dette forklarer hvorfor Bismarck, den preussiske ministerpræsident, har valgt ham, mens den østrigske udenrigsminister Rechbergs grunde er mere uklare, da en væsentlig styrkelse af Preussen ikke er i hans interesse. Trods ønsket om en tilslutning til Preussen har Scheel-Plessen bevaret en personlig hengivenhed for den danske konge, og han ville derfor ikke acceptere sit nye hverv uden Christian d. 9.s tilladelse. Denne fik han efter de danske delegerede i Wien havde kontaktet kongen, en venligtsindet mand på posten er nemlig en stor fordel for Danmark.
Forhandlingsgrundlaget
I de indledende møder har Fenger ført sine forhandlinger ud fra instruktioner fra den danske regering. Til forskel fra forhandlingerne om grænsen, har regeringen her lagt meget vægt på hvad der står i fredspræliminærerne. I dem består freden af en dansk afståelse af visse landsdele, ikke en deling af det danske monarki. Derfor mener regeringen, at monarkiets aktiver og passiver heller ikke skal deles. Fredspræliminærerne omtaler kun en deling af statsgælden baseret på folketallet og det har Danmark accepteret. I forhandlingerne er Danmark gået med til en afståelse af de ejendomme staten ejer i hertugdømmerne, så længe hertugdømmerne også overtager den gæld der er forbundet med ejendommene.
Øresundsfonden
I løbet af september har det vist sig, at Preussen og Østrig ikke vil nøjes med en deling af statsgælden. Aktiverne skal også deles, da der i fredspræliminærerne ikke gives direkte afkald på dem. I disse aktiver inkluderes Øresundsfonden. Danmark indgik i 1857 Øresundstraktaten med en lang række stater, inklusiv Preussen, Østrig og Storbritannien. Danmark opgav at opkræve told i Lillebælt, Storebælt og Øresund, og transittolden i Jylland blev sat ned. Til gengæld modtog Danmark 30.476.000 rigsdaler fra de andre lande, og dette beløb blev sat i Øresundsfonden. Preussen og Østrig mener hertugdømmerne har ret til en del af dette beløb, da deres toldindtægter også er blevet mindre. På dette punkt har Danmark nægtet at bøje sig, Øresundsfonden hører af mange grunde, især geografiske, til kongeriget og pengene skal ikke deles.
Den store forskel
Forskellen mellem det danske og tyske forhandlingsgrundlag ses også på mange andre punkter. Tydeligst træder den frem i den andel af statsgælden, som parterne mener, hertugdømmerne skal overtage. Ifølge de danske beregninger beløber andelen sig til 41,5 mio. rigsdaler, mens tyskerne sætter den til kun 22,9 mio. rigsdaler.