1864-Tidende

I løbet af 1964, 100-årsdagen for krigen, udgav B.T. en serie artikler af journalist Lars Lindeberg om krigens hændelser. Hver dag handlede om den tilsvarende dag 100 år forinden. På den måde kunne læserne følge med i slagets gang dag for dag.
Lars Lindebergs artikler er i 2012 suppleret med artikler om krigens optakt og våbenhvilerne, skrevet af Ditte Kock.


<   27. September 1864   >

Vinterkvarter

De tyske magter har besluttet sig for, hvor deres tropper i Jylland skal lægges i vinterkvarter.

Af Ditte Kock, 2012

Når tropperne lægges i vinterkvarter, kan de forventes at blive på dette sted hele vinteren. De valgte byer er blevet pålagt at efterkomme alle krav der stilles dem af de tyske kommandanter. Det østrigske armékorps har valgt Vejle, Kolding, Ribe og forskellige steder i Nordslesvig til deres kvarter. Preusserne har valgt Horsens, Skanderborg, Silkeborg, Århus, Ebeltoft, Grenå, Randers, Viborg, Skive, Ålborg, Hjørring og Frederikshavn. Preusserne har også anført hvor mange tropper hver by belægges med, her kan som eksempel nævnes Århus, der skal forpleje fire bataljoner, fire eskadroner og to batterier.

Yderligere krav

Foruden de nævnte kvarterer, har den tyske militærguvernør i Jylland v. Falckenstein udsendt en række forordninger, der ikke lader nogen tvivl tilbage om et systematisk pres på Jylland. Der skal nu betales told af alle varer der indføres i Jylland, inklusiv varer fra de danske øer. Alle aviser fra øerne er blevet forbudt, bortset fra Berlingske Tidende, Illustreret Tidende og Flyveposten. Disse tre undladelser kan undre, da de ikke har omtalt de tyske magters fremfærd anderledes end f.eks. Fædrelandet og Dagbladet, der begge er blevet forbudte. Forbuddet omfatter også de tidsskrifter, der ikke omhandler politik overhovedet. Følger man ikke disse regler til punkt og prikke, kan man være sikker på straf, enten i form af bøde eller fængsel. En fabrikant fra Århus klagede til v. Falckenstein over en forkert betalt told, hvorefter militærguvernøren overfusede ham med skældsord. Fabrikanten vovede at svare igen og er nu blevet smidt på vand og brød i 14 dage. Hensigten med de hårde vilkår står klart for alle. Jyderne skal lægges under så stort et pres, at de anmoder den danske regering om at slutte fred for enhver pris.