1864-Tidende

I løbet af 1964, 100-årsdagen for krigen, udgav B.T. en serie artikler af journalist Lars Lindeberg om krigens hændelser. Hver dag handlede om den tilsvarende dag 100 år forinden. På den måde kunne læserne følge med i slagets gang dag for dag.
Lars Lindebergs artikler er i 2012 suppleret med artikler om krigens optakt og våbenhvilerne, skrevet af Ditte Kock.


<   28. October 1864   >

Panserfregat søsat

Danmarks nye panserfregat “Peder Skram” er i dag blevet søsat og kan forhåbentligt tages i brug allerede næste år.

Af Ditte Kock, 2012

Store dele af det officielle Danmark var i dag mødt op på Holmen for at overvære søsætningen af skibet. Kongen, dronningen, kronprinsen og prinsesserne Dagmar og Thyra ankom i kongechaluppen og blev modtaget af flere af ministrene, medlemmer af både Folketinget og Landstinget, et stort antal officerer, samt en stor folkemængde. De officielle gæster sang en sang om bord på skibet, hvorefter støtterne blev slået fra og skibet gled i vandet til stor jubel fra menneskemængden. 

“Peder Skram” er et af Danmarks største skibe og har været længe undervejs. Kølen blev lagt allerede i september 1859 og skibet var da udtænkt som en fuldrigget træfregat. Grundet panserskibenes stigende popularitet blev arbejdet sat i bero, indtil spørgsmålet om hvorvidt den danske marine skulle forsynes med panserskibe, kunne blive afgjort. Diskussionen faldt ud til panserskibenes fordel og “Peder Skram” blev konverteret til en panserfregat.

Fregatten har 600 hestekræfter og skyder 11,5 knob. Den er 69 m lang, 15 m bred og stikker 6,6 m. Skibet skal armeres med 6 stk. 8 tommers og 8 stk. 6 tommers forladekanoner og 2 stk. 18 pundige kanoner. Selve bepansringen af skibet vil snart begynde og skal bestå af 114mm smedejern. Dette arbejde bliver forhåbentligt afsluttet så skibet kan bruges fra næste år.