1864-Tidende

I løbet af 1964, 100-årsdagen for krigen, udgav B.T. en serie artikler af journalist Lars Lindeberg om krigens hændelser. Hver dag handlede om den tilsvarende dag 100 år forinden. På den måde kunne læserne følge med i slagets gang dag for dag.
Lars Lindebergs artikler er i 2012 suppleret med artikler om krigens optakt og våbenhvilerne, skrevet af Ditte Kock.


<   24. December 1863   >

Regeringen går af!

Efter at have siddet i møde det meste af natten, har regeringen besluttet ikke at efterkomme kongens ønske om at genindkalde rigsrådet, så Novemberforfatningen kan udskydes eller trækkes tilbage.

Af Ditte Kock, 2012

Regeringen vil ikke stå til ansvar for en udskydelse, og som en konsekvens deraf, har den valgt at gå af. Bortset fra denne klare beslutning, har regeringen i dag udmærket sig ved sin rådvildhed. Først meddelte Hall kong Christian 9., at den nu afgående regering gerne ville underskrive brevet der indkalder rigsrådet, da der ikke var nogen tid at spilde, hvis den skulle samles og træffe sin beslutning inden 1. januar. Kongen kunne så imens samle en ny regering, der ville tage ansvaret for tilbagekaldelsen af forfatningen. Der var dog ikke gået mange timer, inden regeringen fik betænkeligheder ved at indkalde rigsrådet, før der var fundet en regering der ville tage ansvaret for dens beslutninger. Hall gik derfor igen til kongen og meddelte, at den afgående regering alligevel ikke ville underskrive brevet, det måtte være den nye regerings ansvar.

Christian 9. er nu derfor under et stort tidspres. Der er kun en uge til at finde en ny regering, sammenkalde rigsrådet og træffe beslutningen om at trække forfatningen tilbage. Lykkes dette ikke, vil Novemberforfatningen træde i kraft d. 1. januar 1864. Den afgående regering vil fungere som forretningsministerium til en ny regering træder i kraft.

Holsten indtaget af forbundstropper

Det Tyske Forbund har netop indledt sin eksekution og har besat hertugdømmet Holsten. Tropperne er rykket ind umiddelbart efter de danske styrker har forladt hertugdømmet, og dette er sket efter aftale mellem Danmark og Det Tyske Forbund. Ingen af de to magter er interesserede i, at den store holstenske bevægelse for selvstændighed bryder ud i åbent oprør, og dette sikres bedst, hvis der ikke er længere perioder uden militær tilstedeværelse. Eksekutionen udføres af tropper fra Sachsen og Hannover, mens tropper fra Preussen og Østrig står i reserve syd for Holsten. Under besættelsen skal Holsten ledes af to forbundskommissærer, der udpeges af Hannover og Sachsen. Selv om disse kommissærer er en del af en besættelsesmagt, skal Holsten stadig ledes efter de eksisterende love i hertugdømmet.