1864-Tidende
I løbet af 1964, 100-årsdagen for krigen, udgav B.T. en serie artikler af journalist Lars Lindeberg om krigens hændelser. Hver dag handlede om den tilsvarende dag 100 år forinden. På den måde kunne læserne følge med i slagets gang dag for dag.
Lars Lindebergs artikler er i 2012 suppleret med artikler om krigens optakt og våbenhvilerne, skrevet af Ditte Kock.
Vi skal tilbage
Danskerne beslutter at rømme Dannevirke-stillingen.
Af Lars Lindeberg, 1964
Den 4. februar 1864 inspicerede General de Meza for første gang de tropper og de forsvarsværker, han havde kommandoen over.
Det blev en kort inspektionstur. Den danske overgeneral, der nærede en panisk skræk for kulde, red hele tiden med læberne tæt sammenpressede for ikke at få kold luft i lungerne, og da en af hans divisionsgeneraler henvendte sig til ham, svarede han ikke med et ord. Da en anden af generalerne begyndte at forklare, hvor farlig hans stilling ville være, hvis frostvejret blev ved og oversvømmelserne i vest frøs til, vendte de Meza pludselig sin hest og red, stadig uden at have åbnet munden, hjem til sit kvarter.
Den kuldeskære overgeneral viste i det hele taget ikke megen interesse for krigsbegivenhederne. Da hans stabschef dagen før kom ind til ham for at redegøre for situationen, efter tabet af Kongshøj, sad de Meza ved klaveret og komponerede. Han vendte sig kun om mod stabschefen og sagde: Hør nu efter. Folk taler så meget om Beethoven. Dette kunne han ikke gør bedre.
Beslutningen
Den korte inspektionstur langs Dannevirke må alligevel have gjort indtryk på overgeneralen, for samme aften kl.18 sammenkaldte han sine generaler i hovedkvarteret i Prinsens Palæ i Slesvig og forelagde dem spørgsmålet om en eventuel rømning af stillingen, som han fandt uholdbar. Slien og oversvømmelserne ville fryse til, hvis frosten holdt, mandskabets kræfter var ved at være udtømt, hæren var i forvejen for lille til at besætte den langstrakte stilling, fjenden havde erobret forpostterrænet og kunne i løbet af to døgn ødelægge skytset i skanserne.
Var stillingen først gennembudt, ville et ordnet tilbagetog være umuligt, og overgeneralens instruks krævede, at kampen ved Dannevirke ikke førtes så vidt, “at hæren kompromitteredes”
At det militært var rigtig at rømme Dannevirke blev generalerne efterhånden enige om, men hvad ville offentligheden sige? For den danske befolkning var Dannevirke-stillingen en myte. Hvordan ville pressen reagere?
General de Meza affejede alle betænkelighederne: “Vi står ikke her for at give en forestilling, der kan vinde tilskuernes bifald”.
Dermed var beslutningen om tilbagetoget taget, og generalerne forlod hovedkvarteret med deres hemmelighed: Næste dags aften skulle stillingen rømmes.
Fjendens planer
Hvad den danske overkommando IKKE vidste var, at prins Friedrich-Karl samme aften fik ordre til at gå over Slien ved Arnæs, for at falde den danske hær i ryggen. I løbet af næste dag skulle hans Korps så ubemærket som muligt trækkes sammen syd for overgangsstedet, og før daggry den følgende morgen skulle operationen begynde.
På krigsskuepladsen havde der, bortset fra enkelte skudvekslinger mellem forposterne, været ro hele dagen.