1864-Tidende

I løbet af 1964, 100-årsdagen for krigen, udgav B.T. en serie artikler af journalist Lars Lindeberg om krigens hændelser. Hver dag handlede om den tilsvarende dag 100 år forinden. På den måde kunne læserne følge med i slagets gang dag for dag.
Lars Lindebergs artikler er i 2012 suppleret med artikler om krigens optakt og våbenhvilerne, skrevet af Ditte Kock.

<   24. February 1864   >

Fordobling af styrken i Dybbølstillingen

Den 24. februar 1864 rekognoscerede preusserne igen forpoststillingen over Avnbjerg, Dybbøl by og Ragebøl (se tegningen). Kampen kostede preusserne 2 mand, mens danskerne måtte notere et tab på 4.

Af Lars Lindeberg, 1964

Samtidig med at forposterne var blevet trukket tilbage, havde overkommandoen – klog af skade – fordoblet Dybbøl-stillingens infanteribesætning. I stedet for tre regimenter kom den til at bestå af seks, hvoraf de to udstillede posterne i for terrænet, to besatte skanserne og to holdtes i alarmberedskab i Sønderborg. Regimenterne skulle nu blive seks dage i Sundeved og havde derefter seks dages hvil.

Foran Vejle og Fredericia var alt roligt den dag, men samtidig opstod der vanskeligheder på en helt ny front. På Femern truede den tyskvenlige befolkning mere og mere åbenlyst med at gøre oprør mod de danske myndigheder, og amtmanden turde ikke mere tage ansvaret for opretholdelsen af ro og orden. Den 24. beordrede det danske krigsministerium derfor en styrke på 100 mand til øen, og en kanonbåd blev stationeret i Femernsund for at afbryde enhver forbindelse med Holsten. Senere blev yderligere to kanonbåde sendt til farvandet omkring den urolige ø.


 

* * *

Kommentarer fra 2012

En uklar dansk strategi

Af Bjørn Østergaard

Den danske krigsindsats i 1864 er præget af ofte uklare og andre gange helt urealistiske mål. Dertil kommer at forholdene mellem den politiske og den militære ledelse samt mellem hæren og flåden er uklare. Gang på gang griber den danske krigsminister ind krigsledelsen og dermed Overkommandoens ansvarsområde.

Den danske regering har en urealistisk forestilling om hærens og flådens militære formåen. Man ønsker at forsvare hele riget og oven i købet indlede en flådeblokade mod alle de tyske stater. De sparsomme danske militære kræfter spredes dermed over alt for mange opgaver. Man vil det hele og dermed intet.

Forsvaret af Femern, der havde en fjendtligt indstillet befolkning, er et tydeligt eksempel på dette. En lille ø ud for Holstens kyst, der ganske vist var en del Slesvig, men som på ingen måde har nogen som helst strategisk betydning. Øen ligger alt for langt væk fra de afgørende steder. Alligevel sender man 100 mand og ikke mindst en skruekanonbåd og senere yderligere to tilsvarende kanonbåde til øens forsvar. Det på trods af at man endnu ikke har mobiliseret hele den danske flåde og dermed har god brug for alt, hvad flåden har til at støtte hæren – ikke mindst ved Dybbøl.

Største parten af flåden anvendes i stedet til en flådeblokade af de tyske havne, som på ingen måde gavnede Danmark.

På dette tidspunkt af krigen, hvor den østrigske flåde endnu ikke var nogen trussel, så skulle flådens primære opgave have været at støtte hæren på Als. Men alt for få flådeenheder kan afses til denne opgave. Senere bliver det endnu værre, da et af flådens få moderne panserskibe sendes til Femern og væk fra Als. Dette sker selvom Overkommandoen modsætter sig reduktionen af flådestyrken ved Als. Af panserskibe havde man derfor kun Rolf Krake, der selvfølgelig ikke kunne være over det hele.

Dette var desværre kun begyndelsen. Det skulle blive meget værre!