1864-Tidende
I løbet af 1964, 100-årsdagen for krigen, udgav B.T. en serie artikler af journalist Lars Lindeberg om krigens hændelser. Hver dag handlede om den tilsvarende dag 100 år forinden. På den måde kunne læserne følge med i slagets gang dag for dag.
Lars Lindebergs artikler er i 2012 suppleret med artikler om krigens optakt og våbenhvilerne, skrevet af Ditte Kock.
Fordobling af styrken i Dybbølstillingen
Den 24. februar 1864 rekognoscerede preusserne igen forpoststillingen over Avnbjerg, Dybbøl by og Ragebøl (se tegningen). Kampen kostede preusserne 2 mand, mens danskerne måtte notere et tab på 4.
Af Lars Lindeberg, 1964
Samtidig med at forposterne var blevet trukket tilbage, havde overkommandoen – klog af skade – fordoblet Dybbøl-stillingens infanteribesætning. I stedet for tre regimenter kom den til at bestå af seks, hvoraf de to udstillede posterne i for terrænet, to besatte skanserne og to holdtes i alarmberedskab i Sønderborg. Regimenterne skulle nu blive seks dage i Sundeved og havde derefter seks dages hvil.
Foran Vejle og Fredericia var alt roligt den dag, men samtidig opstod der vanskeligheder på en helt ny front. På Femern truede den tyskvenlige befolkning mere og mere åbenlyst med at gøre oprør mod de danske myndigheder, og amtmanden turde ikke mere tage ansvaret for opretholdelsen af ro og orden. Den 24. beordrede det danske krigsministerium derfor en styrke på 100 mand til øen, og en kanonbåd blev stationeret i Femernsund for at afbryde enhver forbindelse med Holsten. Senere blev yderligere to kanonbåde sendt til farvandet omkring den urolige ø.