1864-Tidende

I løbet af 1964, 100-årsdagen for krigen, udgav B.T. en serie artikler af journalist Lars Lindeberg om krigens hændelser. Hver dag handlede om den tilsvarende dag 100 år forinden. På den måde kunne læserne følge med i slagets gang dag for dag.
Lars Lindebergs artikler er i 2012 suppleret med artikler om krigens optakt og våbenhvilerne, skrevet af Ditte Kock.


<   19. March 1864   >

Stemningsfuld begravelse af ødelagt kanon

Fjenden bygger batterier foran Fredericia.

Af Lars Lindeberg , 1964

Preusserne byggede et fjerde batteri på Broagerland den 19. marts 1864, og i løbet af dagen sendte de 172 granater, hvoraf hovedparten var tiltænkt Skanse 2. Skansen , som var blevet grundigt sat i stand i løbet af natten, led meget under beskydningen, men kunne dog svare med 59 skud.

En 84-punds kanon i Skanse 2 blev ødelagt den dag. Senere blev den gravet ned bag kanonbænken, hvor den havde stået, og artilleristerne holdt en spøgefuld begravelsesceremoni. Da kanonen var trillet ned i sin grav, blottede folkene hovedet, og en af dem oplæste følgende vers, hjemmelavet til lejligheden:

Du har dagens byrde båret,

hvil nu sødt til dommedag;

heltens udgang har du kåret,

frem´st du stod i kæmpelag.

Nu skal du til Valhal rejse,

for at kæmpe der på ny,

de dig vist til kæmpe kejse,

mens kanonbuldret står mod sky.

Dagen tab af personel: Tre døde og en såret.

Foran Fredericia rykkede fjenden frem for at slutte ringen tættere om fæstningen. Under den kamp, der fulgte, mistede danskerne 15 døde og sårede, preussernes tab var 20, østrigernes 10 døde og sårede. Om aftenen begyndte fjenden at bygge batterier foran byen.

Østre strejfkorps marcherede den dag fra Århus til Hobro.