1864-Tidende
I løbet af 1964, 100-årsdagen for krigen, udgav B.T. en serie artikler af journalist Lars Lindeberg om krigens hændelser. Hver dag handlede om den tilsvarende dag 100 år forinden. På den måde kunne læserne følge med i slagets gang dag for dag.
Lars Lindebergs artikler er i 2012 suppleret med artikler om krigens optakt og våbenhvilerne, skrevet af Ditte Kock.
Rømningen af Fredericia begynder
Telegrafisk samtale mellem krigsministeren og Fredericias kommandant.
Af Lars Lindeberg, 1964
Trods General Gerlachs modstand fastholdt krigsminister Lundbye sin beslutning om Fredericias rømning, og den 25. april 1864 telegraferede han til hovedkvarteret i Assens: “Min i skrivelse af 23. ds. Udtalte mening skal sættes i værk. Nærmere tjenstlig skrivelse herom kan snart imødeses. Hold sagen så hemmelig som mulig under de første forhandlinger”.
Samtidig ankom Major Ankjær, krigsministeriets direktør, til Assens. Efter en samtale med General Gerlach indså også han det formålsløse i at rømme Fredericia og telegraferede straks til krigsministeren for at få tilbagekaldt ordren. Men Lundbye lod sig stadig ikke rokke.
Om aftenen telegraferede overkommandoen krigsministerens ordre videre til Fredericias kommandant, General Lunding, som blev forfærdet. Næste dags eftermiddag, den 26. april 1864, fandt følgende telegrafiske samtale sted mellem General Lunding og krigsminister Lundbye:
Samtalen
Lunding: Er evakuationen uigenkaldelig bestemt? Den vil forvolde et meget stort tab af materiel, og muligvis vil det ikke lykkes at få de sidste afdelinger over, da man kun har tre jerntransportbåde.
Lundbye: Ja, den skal udføres. Transportmidler må rekvireres om fornødent til afdelingerne.
Lunding: Da bevæggrunden til den modtagne ordre om evakuation er mig ubekendt, forespørger jeg, om jeg skal forsvare mig, hvis fjenden angriber, mens her endnu er så megen styrke, at der kan være spørgsmål om forsvar, eller om jeg skal kapitulere. Lykkes evakuationen, må efter min mening den styrke, som til allersidst markerer besætningen, omtrent en Bataljon og noget fæstningsartilleri, formentlig overlevere fæstningen til fjenden for at sikre byens invånere. Er ministeren enig heri?
Lundbye: Ja, men de mobile felttropper må sikkert føres over til Fyn for ikke at tabe dem. Derefter kan kapituleres.
Lunding: Hvis fjenden angriber, mens jeg endnu har en antagelig styrke af felttropper, skal jeg da slås eller kapitulere?
Lundbye: Kapituler, men skaf tropperne bort i så stor mængde som mulig.
Dermed var Fredericias skæbne afgjort, og allerede samme aften begyndte rømningen.
Tilbagetoget
I Jylland fortsatte Münsters division fremrykningen og nåede i løbet af den 25. og 26. Viborg.
General Hegermann-Lindencrones 1. Kavaleri-brigade var samtidig gået over på Mors, mens 2. Kavaleri-brigade gik over Limfjorden ved Ålborg. Dahls kommando gik til Skive og besatte byen, vestre strejfkorps marcherede til Struer og gik senere over Limfjorden ved Oddesund. Østre strejfkorps og Bechs kommando rykkede begge til Ålborg hvor strejfkorpset gik over Limfjorden, mens Bech tog stilling syd for byen.
Det var krigsminister Lundbyes tanke at forstærke Hegermann-Lindencrones styrke, så General “baglæns”, som HegermannLindencrone blev kaldt, atter kunne rykke frem. Efter ankomsten til Vendyssel modtog generalen følgende telegram: “Brigaden Neergaard afgår snarest mulig til Ålborg for at indlemmes i Divisionen, som ministeriet forventer bragt i sikkerhed bag Limfjorden, selv om fjenden trænger stærkt på”.
Det var igen krigsministerens egen idé, og den kom som sædvanlig overkommandoen meget på tværs.
Strandvagterne på Als meldte fortsat alt rolig.
Konferencen
Den 25.mødtes i øvrig for første gang deltagerne i en konference, England havde sammenkaldt for at bringe krigen til ophør. Foreløbig gik bestræbelserne ud på at få sluttet våbenhvile, men det kom til at tage længere tid end ventet.