1864-Tidende

<   29. June 1864   >

Dansk misforståelse

Preusserne erobrede Als, men de var lige ved at blive kastet i vandet, inden de havde fået fodfæste på øen.

Af Lars Lindeberg, 1964

Preussernes plan om at gå over til Als den 29. juni 1864 var nær blevet røbet på det mest kritiske tidspunkt: halvanden time før operationen skulle begynde. Den preussiske kystbevogtning var af en fejltagelse ikke blevet underrettet om, at en del af de både, der skulle bruges til overgangen, ville blive bugseret på plads ved Snogbæk Hage kort efter midnat, og en preussisk soldat blev nervøs og åbnede ild. En dansk patruljebåd, der lå ude i Alssund, satte straks kurs mod stedet for at undersøge, hvorfor der blev skudt, men da bådens fører i det samme fik øje på en anden dansk båd i sundet, slog han sig til tåls med, at det var den, preusserne havde skudt efter. Klokken var da 0.30. Ikke en vind rørte sig. De danske strandvagter på Arnkilsøre kunne derfor af og til høre dæmpet støj, især fra Storskoven overfor, men de hæftede sig ikke ved det, og ved 1-tiden var alt blevet stille.

Overgangen

En Bataljon af 18. Regiment var i gang med at grave løbegrave ved Kjær Vig. En af officererne fortæller: “Dagen begyndte at bryde frem, og vore folk arbejdede som heste for at blive færdige, inden det blev lyst. Da just som klokken slog 2 på Sandbjerg tårn ur hinsides sundet, hørte vi på én gang den voldsomste geværild, hele salver ad gangen. Og endnu mens denne morderiske ild varede, og dækket af denne, skød en lang række både sig ud i vandet oppe ved Storskoven og arbejdede sig rask over sundet. Nu kom alle vor folk hurtig fra deres arbejde og til gevær, og hele regimentet samledes på sin alarmplads ved Fiskebæk.”

Preusserne overførte i første omgang 2.500 mand i de 163 både, de havde til rådighed. Kun én af bådene blev ramt af en granat fra de danske kystbatterier, en anden kæntrede og sank, fordi den var overfyldt.

Preusserne gik i land fire steder på Arnkiløre, og på et øjeblik var den danske besætning i løbegraven langs kysten løbet over ende. Besætningen bestod af 4. Regiments 1. Kompagni, i alt 183 mand. Og mens preusserne hurtigt rykkede frem gennem Arnkils Skov og gik i stilling i skovens sydkant for at vente på forstærkning, hentede bådene de næste 2.500 preussere, der stod parat på den anden side Alssund.

Panserskibet

Om bord på “Rolf Krake”, der lå for anker i Augustenborg Fjord, var der slået alarm, så snart en knitrende geværild og de tændte bavnene inde på Als røbede, at preusserne angreb.

Det tog sin tid at få fyret op under kedlerne, men en lille time efter rundede panserskibet Øret, og dampede ned i Alssund. Det åbnede straks ild, og i løbet af et øjeblik var sundet renset for både og al overførelse af tropper standset. De preussiske strandbatterier overdængede “Rolf Krake” med granater, men de prellede af på skibets pansrede sider. På det tidspunkt havde preusserne kun fået ca. 5000 mand over på Als, og en danske reserve, 2. Brigade (3. og 18. Regiment) var allerede på vej op mod preussernes brohoved.

Den danske øverstkommanderende, General Steinmann, åndede lettet op. Situationen syntes at være under kontrol. Før eller senere ville den lille preussiske styrke være nedkæmpet i sin isolerede stilling.

Da tav “Rolf Krakes” kanoner pludselig. Ikke fordi de preussiske artillerister havde haft held til at ødelægge dem, men på ordre af skibets egen chef, Orlogskaptajn Rothe. I hans instruks stod der, at “Rolf Krake” skulle hjælpe med evakueringen af de danske tropper fra Kegnæs, hvis Als måtte rømmes. Da geværilden inde på øen syntes at trække sydpå, troede kaptajnen, at forsvaret var brudt sammen, og dampede langsomt ud af sundet den vej, han var kommet.

Preusserne genoptog straks overførelsen af tropper, og samtidig begyndte de at færge artilleri over ved hjælp af 32 pontoner, forbundet to og to.

Modangrebet

4. Regiment havde i mellemtiden kæmpet forbitret mod de 5000 preussere, der var blevet sat i land på Arnkilsøre, før “Rolf Krake” viste sig, og uden at afvente reservebrigaden kastede regimentschefen Oberst Faaborg, gang på gang kompagnierne frem til modangreb. Men preusserne holdt stand i sydkanten af Arnkils Skov, og til sidst var der kun forsprængte rester tilbage af det danske regiment.

61 var faldet, 87 såret og 495 taget til fange, så 4. Regiment var omtrent blevet halveret under kampene.

Da preusserne havde fået omtrent to brigader over på Als, følte avantgardens chef, General Manstein, sig stærk nok til at fortsætte fremrykningen og 4. Regiment kunne ikke længere lægge hindringer i vejen.

Han nåede helt ned til Kjær by, før han tørnede sammen med den danske reservebrigade. Nord for byen, gik danskerne til modangreb. En løjtnant i 18. Regiment fortæller: “Bajonetten kom på, og fremad gik det med hurra. Preusserne stak af, deres skyttekæde gjorde omkring, så det var en lyst at se på, og vore Jenser leverede nogle hurraer, som var regederlige. Det var egentlig dette stadium af kampen, jeg fandt mest interessant, tilmed da situationen mindede mig så meget om billederne fra forrige krig; således vadede vi i rugmarker, der højere end os selv, og sprang over gærderne og var muntre og glade. Ikke desto mindre led vi meget under fremrykningen, og fra nu af gik vi hele tiden tilbage.”

Forgæves prøvede danskerne at holde Kjær by, men under voldsomme kampe om hvert hus, især om Chr. Bertelsens firelængede gård, måtte danskerne vige. De trak sig langsomt tilbage til en stilling mellem Ulkebøl og Sønderskov, og senere til Høruphav.

Imens havde 6. Brigade (5. og 10. Regiment), som bevogtede kysten fra Kjær Vig til Sønderborg, forsøgt at standse preusserne på venstre fløj, men også dette modangreb brød sammen, og danskerne trak sig kæmpende ind gennem Sønderborg og videre østpå til 2. Brigades retrætestilling.

Når danskernes modangreb ikke gav resultat, skyldtes det dels, at de blev sat ind lidt efter lidt uden samlet kraft, dels at preusserne efterhånden havde fået artilleri frem. De tre feltbatterier, danskerne rådede over, blev overhoved ikke sat ind i kampen.

Tilbagetoget

Kl. 5.45 gav General Steinmann ordre til almindelig tilbagetrækning og bad samtidig telegrafisk overkommandoen på Fyn om at sende alle til rådighed stående skibe til Kegnæs, hvor han agtede at samle sin slagne hær.

En soldat fra 3. Regiment fortæller: “Preusserne var holdt op med at følge efter os. Vi marcherede langsomt ad Kegnæs til; hvert øjeblik måtte vi gøre holdt og tage stilling for at vente på preusserne, men de kom ikke. Jeg havde stadig et godt stykke af mit halve pund chokolade. En anden havde et stykke kogt kød. Deraf fik jeg en mundfuld, så sult led jeg ikke. Marchen generede heller ikke. Mit tornyster havde jeg kastet fra mig og følte mig en del lettere.”

Drejet, den smalle landtange, der forbinder Als og Kegnæs var spærret af et batteri med tilstødende løbegrave. Kl. 12 var den sidste danske soldat i sikkerhed på næsset, og vejen derud mineret. Preusserne forstyrrede ikke indskibningen af tropperne, og i løbet af dagen blev størsteparten af styrken overført til Assens og Fåborg på Fyn.

Nederlaget

Kampen om øen havde kostet 216 dræbte, 462 sårede, 1878 fangne og 536 savnede et samlet tab på 3092 mand. Preusserne slap billigere. De havde 84 døde, 281 sårede og 7 savnede, i alt 372 mand.

Meddelelsen om nederlaget kom som et chok for den danske befolkning på en helt anden måde end efterretningen om Dybbøls fald. Ingen havde tænkt sig, at preusserne ville være i stand til at erobre øen så hurtigt. Man havde troet, at preusserne først ville nedkæmpe det danske artilleri, og at det ville vare dage, måske uger, før vore kanoner var bragt til tavshed. Hvor let kunne preusserne nu ikke gå over til Fyn og til Sjælland og måske true København?