1864-Tidende

<   8. July 1864   >

Danmark parat til at slutte fred

Krigstrætheden havde bredt sig efter tabet af Als – Nyt ministerium skulle søge fred.

Af Lars Lindeberg, 1964

Den vigtigste begivenhed den 8. juli 1864 fandt sted på den politiske front. Kort før et statsrådsmøde, der var berammet til kl. 10.30 om formiddagen, opfordrede kongen konsilspræsidenten, biskop Monrad, til at træde tilbage, så der kunne dannes et nyt ministerium med den opgave at søge fred med Preussen-Østrig. Kongen havde store dele af befolkningen bag sig. Efter tabet af Als havde krigstrætheden bredt sig, og fra alle sider blev kongen opfordret til at søge krigen endt. Samtidig var det sidste håb om hjælp fra England bristet, og kongens nærmeste rådgivere lagde ikke skjul på at de betragtede Danmarks militære situation som håbløs.

Vellykket

På krigsskuepladsen var der ro den dag, bortset fra at Aarøes strejfkorps fortog et vellykket commando-raid på den jyske østkyst ved Alshoved. En af soldaterne, der var med, fortæller: 

Vi var kommen til Bogense, hvor vi skulle have kul. Så var der en skipper, der fortalte os at der lå en østrigsk feltvagt i Palsgård Skov ovre på den tyske side. Så sejlede vi derover og lagde til land et stykke fra det anviste sted. Vi havde aldrig sabel på, for dens raslen kunne let røbe os. Men vi havde gevær med påsat bajonet og patroner i lommen. Et stykke inde i skoven var der tændt vagtild, og om den lå en post på 11 mand under sekondløjtnant Gablenz, generalens søn. Et stykke fremme mødte vi en halvvoksen knægt med to heste, der havde seletøj på, for feltvagt var kørende. Premiereløjtnant Esmann trak en revolver, og talte drengen til på tysk. Det kunne han ikke forstå, for han var dansker. Feltvagten havde imidlertid anet uråd og gjort sig kampberedt. Vi fægtede med dem et øjeblik, og to af østrigerne faldt. Resten måtte overgive sig. Løjtnant Gablenz græd, da han blev taget. Så skyndte vi os ned mod stranden, for der var faldet skud under vort sammenstød, så hele styrken inde på Palsgaard var alarmeret.

I stikken 

En af østrigerne var alligevel luppen væk. For da jeg løb ned mod stranden, så jeg en af mine kammerater, en rekrut, i fægtning med en stor østriger henne bag en hasselbusk. Jeg løb hen for at hjælpe. Men så løb min kammerat og lod mig i stikken. Jeg spurgte den anden, om han ville have pardon. For det er ikke sandt, det, der havde stået i de østrigske blade, at strejfkorpset hverken tager eller giver pardon. Nå, men det ville han ikke, og så skulle en af os dø. Han havde sabel på sin bøsse i stedet for bajonet. Han hævede bøssen med begge hænder og ville hugge som med en økse. Men jeg parerede slaget og stak ham. Så tog jeg hans våben og tornyster og skyndte mig af sted. De andre var sejlet, da jeg kom til stranden, men fourer Bon havde savnet mig, og så roede de tilbage efter mig. Da vi kom om bord, var der fuldt af østrigere nede ved stranden, men de kunne ikke nå at skyde efter os. Vi afleverede så vore fanger i Bogense og fik nu den kul forsyning, vi var kommen efter.

Danskerne tog fem mand til fange og efterlod fem døde østriger. Kun en dansker blev let såret i ansigtet af et bajonetstik.