1864-Tidende

I løbet af 1964, 100-årsdagen for krigen, udgav B.T. en serie artikler af journalist Lars Lindeberg om krigens hændelser. Hver dag handlede om den tilsvarende dag 100 år forinden. På den måde kunne læserne følge med i slagets gang dag for dag.
Lars Lindebergs artikler er i 2012 suppleret med artikler om krigens optakt og våbenhvilerne, skrevet af Ditte Kock.


<   27. August 1864   >

Grænselinjen forhandles

Blandt de mange emner der skal debatteres på fredskonferencen i Wien, træder to hovedspørgsmål frem; grænselinjens fastsættelse og den finansielle opgørelse. Fortrolige forhandlinger om grænselinjen er netop begyndt i dag.

Af Ditte Kock, 2012

Forhandlingerne føres udenfor den egentlige fredskonference af Kauffmann for Danmark, v. Stiehle for Preussen og v. Schönfeld for Østrig. Danskerne vil helst vente med at diskutere dette emne, da fredskonferencens gang muligvis kan bringe bedre forhold med sig, men de tyske stormagter ønsker spørgsmålet afgjort, inden man diskuterer den finansielle opgørelse. Nu hvor det ikke er muligt at beholde væsentlige dele af Nordslesvig, er Kauffmanns instruktion at få grænsen fastlagt så tilfredsstillende så muligt efter militære, kommercielle og toldadministrative hensyn. Det indebærer at beholde så stort et område syd for Kolding som muligt og mod vest at beholde Ballum, da man eventuelt kan anlægge en havn der.

Kauffmann indledte derfor dagens møde med at foreslå en grænse der gik syd for Ribe, langs med Gram å og Taps Å, syd for Christiansfeld og over til Hejlsminde. Denne grænse var nogenlunde lige og dannes overvejende af betydelige vandløb, hvilket rent administrativt er en fordel for begge parter, da en sådan grænse er lettere at bevogte. V. Stiehle og v. Schönfeld nægtede alligevel at gå ind på dette forslag, da Kauffmanns grænse lå for langt mod syd. I tyskernes modforslag skulle Kongeåen udgøre grænsen på den længst mulige strækning og de eneste slesvigske områder, der måtte indlemmes i kongeriget, var områderne omkring Ribe og Syd for Kolding. Desuden skulle arealet og folketal i de slesvigske områder der gik til Danmark, svare til arealet og folketallet i de jyske enklaver omkring Møgeltønder. Kauffmann gik modvilligt ind på at forhandle ud fra dette forslag.

De næste dage skal bruges på en afvejning af areal og folketal i de omtalte områder.