1864-Tidende

I løbet af 1964, 100-årsdagen for krigen, udgav B.T. en serie artikler af journalist Lars Lindeberg om krigens hændelser. Hver dag handlede om den tilsvarende dag 100 år forinden. På den måde kunne læserne følge med i slagets gang dag for dag.
Lars Lindebergs artikler er i 2012 suppleret med artikler om krigens optakt og våbenhvilerne, skrevet af Ditte Kock.


<   3. October 1864   >

Udgangsforbud

Ålborgs politimester udsender bekendtgørelse efter flere sammenstød i byen.

Af Ditte Kock, 2012

Under den tyske okkupation af Ålborg har der flere gange været sammenstød mellem utilfredse borgere og tyske tropper. Det har fået byens politimester, justitsråd Johnsen til at udsende en bekendtgørelse, hvor han beder byens mænd om at holde deres sønner og unge lærlinge indendørs efter kl. 21, da der ellers bliver for mange problemer. Byens værtshuse skal lukke kl. 22, så folk kommer hjem i relativt ædru tilstand og ikke begynder at provokere soldaterne. De tyske soldater havde forladt Ålborg for et stykke tid siden, men er nu vendt tilbage for at bruge byen som vinterkvarter. I forbindelse med denne anden besættelse er udgivelsen af den lokale avis Ålborgposten blevet standset.