1864-Arkivet

‹ Ét niveau op

Danske soldater i Dybbøløsten

Opstillet kampscene i ruinerne af en gård i Dybbøløsten taget den 10. marts 1864. Oberst Neergaard har omtalt hændelsen i sin dagbog.

Stereofotografi fra krigen 1864.

Ikonografien nr. 4447.

Uddrag fra premierløjtnant Emil Neergaards dagbog om Jens Petersens fotografi:

“Kl. 8 ¼ Fdg afløstes Compagniet af Capitein Haxthausen af 6te Regiment, hvorefter jeg fægtende gik tilbage med mine 2 Feltvagter; ved Forsvaret af Ruinerne af den Gaard i Dybbøl, som jeg den 14. Februar havde belagt, stødte jeg paa Photograph Petersen fra Østergade, og opfordrede han mig nu til at blive for 1 Timestid, for at han kunde optage nogle Grupper i et veldædigt Øiemed. Jeg blev nu her med omtrent Halvdelen af Feltvagten No. 2, circa 30 Mand samt Lt Christensen, og lod Resten af Compagniet gaae tilbage til Barakkeleiren paa den Sydlige Side af Chausseen, hvor Compagniet fik 1 Officers-Barakke samt 4 Barakker (1 Række) til Underofficerer og Mandskab. Barakkerne vare kun halb færdige, utætte og til dels uden Halm. Efter Forløb af omtrent 1 ¾ Time, havde Petersen fuldendt 2 Grupper af Compagniet.”

Premierløjtnant Emil Neergaard stod ved 15. Regiment 7. kompagni.