1864-Arkivet

Krigsministeriet havde d. 29. marts 1864 fået efterretning om, at fjendtlige orlogsfartøjer var på vej mod Nordsøen. En eskadre bestående af fregatten Niels Juel, korvetterne Heimdal og Dagmar under kommando af orlogskaptajn E. Suenson, blev sendt til området for at krydse mellem øen Helgoland og Elbens munding, hvor der dog ikke observeredes fjendtlige skibe. Den 14. og 16. april kunne de danske gesandter i London og Paris meddele, at to østrigske fregatter samt kanonbåden Seehund var ankommet til Brest.

Den 19. april modtog eskadren via Helgoland, der havde været under engelsk herredømme siden 1814, en depeche med den fejlagtige oplysning, at de østrigske krigsskibe havde forladt Brest for at gå til Cuxhafen ved Elbens munding, og at linieskibet Kaiser ventedes i næste uge. En anden depeche fra London, ved kammerherre Bille, var en gentagelse, at de østrigske skibe var ankommet til Brest d. 14. april.

Da eskadrechef Suenson ved et besøg ved Helgoland d. 21. april erfarede, at der ikke var nyt fra København, var han bange for, at forbindelsen var afbrudt. Han besluttede sig for, i enighed med de to andre kaptajner, i et krigsråd, der blev afholdt på Niels Juel, med den underlegne styrke, han havde til rådighed, at søge til Kristiansand i Norge for at afvente nærmere ordre.

Marineministeriet i København besluttede at forstærke eskadren ved at skifte korvetten Dagmar ud med fregatten Jylland. Den 28. april meddelte marineministeren i et telegram eskadrechefen, at de to østrigske fregatter ligger ved Dover, og man skal afvente Jyllands ankomst til Norge. Kaptajn Suenson bringer d. 4. maj Niels Juel og Heimdal ind til Kristiansand for at bunke kul og vand. Om eftermiddagen sejler de ud for at afvente Jyllands ankomst. Kl. 9 om morgenen d. 5. blev der fra udkiggen varskoet en damper i sigte øster fra. Det var fregatten Jylland, der var på vej. Klokken 10:30 den 5. maj var eskadren samlet, og chefen på Jylland, orlogskaptajn Holm, gik ombord i kommandoskibet Niels Juel, hvor han overrakte eskadrechefen en ministeriel skrivelse fra København, der beordrede eskadren syd på til en operationslinie fra den hollandske vadehavsø Texel til Cuxhafen ved Elbens munding i sikker forventning om derved at møde fjenden til kamp.

Fregatten Jylland skulle forinden afsejlingen ind til Kristiansand for at bunke kul og meddele sin ankomst til ministeriet i København. Da fregatten næste formiddag igen sluttede sig til eskadren, medbragte den marineministerens svar sålydende:

Orlogskaptajn Suenson, Fregat Niels Juel, Christianssand.

Modtaget deres Depeche af Dags dato. Intet Nyt. Lykkelig Rejse.

Den 5te Maj 1864.

O. Lütken.

Eskadrens data:

Skruefregatten Niels Juel: 300 nom. hestekraft, 42 kanoner, 422 mand

Skruefregatten Jylland: 400 nom. hestekraft, 44 kanoner, 437 mand

Skruekorvetten Hejmdal: 260 nom. hestekraft, 16 kanoner, 164 mand

Samme dag, d. 6. maj, forlod den østrig-preussiske eskadre Cuxhafen, styrende nordpå. Eskadren, under ledelse af linieskibskaptajn v. Tegetthoff, bestod af følgende skibe:

Østrigske:

Skruefregatten Schwarzenberg, nom. hestekraft 400, 50 kanoner, 498 mand

Skruefregatten Radetzky, nom. hestekraft 300, 31 kanoner, 372 mand

Preussiske:

Hjuldampskibet Adler, nom. hestekraft 150, 2 kanoner, 110 mand

Kanonbåden Blitz, nom. hestekraft 80, 2 kanoner, 66 mand

Kanonbåden Basilisk, nom. hestekraft 80, 2 kanoner, 66 mand

Eskadren fik d. 7. maj et orlogsskib i sigte, som man satte efter, og skuffelsen var stor, da det efter flere timers jagt viste sig at være den engelske fregat Aurora.

Efter at have rekognosceret farvandet omkring Helgoland vendte eskadren d. 9. maj tilbage til Cuxhafen for at bunke kul. Her fik eskadrechefen meddelelse om, at den danske eskadre var set i farvandet ved Helgoland. Tegetthoff sendte et telegram til marineministeriet i Wien med følgende indhold:

Var i begreb med at vende tilbage til Cuxhafen, efter ikke at have truffet noget i søen, da jeg igen fra Helgoland fik underretning om danske krigsskibe. Gaar atter til søs.

Cuxhafen, den 9de Maj.

Tegetthoff.

Den 8. maj var den danske eskadre nået til området ved Helgoland. Op ad dagen fik man kontakt til det engelske skib Aurora. En officer fra Aurora kom ombord på Jylland og forklarede, at der var fem fjendtlige skibe i farvandet, som i de sidste dage havde vist sig nord for Helgoland, og derefter var gået østpå mod Vesterhavsøerne. Eskadren satte kurs mod Vesterhavsøerne, hvor man forgæves spejdede efter fjenden. Derefter gik man syd på til Smaldybet, hvor eskadren stoppede d. 9. maj ved daggry. Det besluttedes at gå mod Helgoland. Fjenden skulle findes. Næppe var man kommet fri af kysten, før udkiggen fik øje på nogle dampere, der sejlede ud fra Elben langs den holstenske kyst. Fregatten Niels Juel styrede med fuld kraft sydpå efter dem med Jylland og Hejmdal følgende i kølvandet. Efter en times forløb havde man vished om, at det var den østrig-preussiske eskadre, der dampede nordpå med kanonbådene Blitz og Basilisk forrest, dernæst Adler og til sidst fregatterne Radetzky og Schwartzenberg.

Slaget

Kaptajn Suenson kaldte nu de agterste skibe op på siden af Niels Juel og med en mægtig røst, som tydeligt kunne høres på alle skibene, opfordrede han mandskabet til at kæmpe som de tapre kammerater ved Dybbøl, idet han pegede hen mod de østrigske skibe. Et højt hurra råb var svaret fra mandskabet, hvorefter der atter blev formeret kølvandslinie og gjort klar til kamp.

Hos fjenden gjorde man ligeledes klar til kamp. Det to østrigske fregatter lagde sig forrest i formationen med kommandoskibet Schwartzenberg i spidsen. Kaptajn Tegetthoff, der stod på kommandobroen, kaldte sit mandskab sammen og sagde dem nogle opmuntrende ord. Til de andre skibe blev der signaleret:

“Vore armeer har tilkæmpet sig sejre, lad os gøre det samme”.

Straks efter lød signalet, der kaldte folkene til deres kanoner og ordre til at danne kølvandslinie i naturlig orden, hvorefter man dampede nordpå.

Først da de to kommandoskibe mødte hinanden ca. kl. 13.30 på ca. 1800 meters afstand, kom det for alvor til kamp. Kanonsalverne fulgte lag på lag, først mellem de forreste skibe på hver side, så mellem alle de følgende. Efterhånden mindskedes afstanden til 4 á 500 meter. Artilleriilden fra dansk side var voldsom. De østrigske skibe kæmpede tappert, men ombord var mandefaldet ved kanonerne stort.

På dansk side begyndte de fjendtlig skud også at gøre alvorlig virkning. Fregatten Jylland, der lå i midten af vores linie, fik flest skud, og navnlig et skud gjorde alvorlig skade. En granat slog gennem skibssiden ved kanon nr. 9, hvor den sprang og dræbte eller sårede besætningen ved kanonen. Batterichefen, løjtnant Giødesen, fortæller: Folkene stod i en klump, fortumlede og forskræmte og stirrede på kanonbesætningen fra nr. 9, der lå blødende på dækket på deres pladser ved kanonen.

Kl. 15.30 var slaget stadig i gang. Den lille engelske koloni på Helgoland fulgte slaget med stor interesse uden at kunne se meget andet end toppen af masterne og nogle røgskyer. Pludselig viste der sig et syn, der skabte røre blandt tilskuerne. Ud af røgskyerne dukkede en brændende fregat frem med kurs mod øen. Det var det østrigske kommandoskib Schwartzenberg, der var blevet ramt af en dansk granat, som antændte fokkemasten, hvorfra luerne snart slog højt i vejret. Fra de danske søfolk blev branden ledsaget af høje hurra-råb, medens der affyredes skud på skud mod det brændende skib. Det brændende skib satte kursen mod Helgoland, fulgt af de tre preussiske skibe, medens Radetzky forsøgte at dække det brændende skibs tilbagetog. De danske skibe forfulgte den fjendtlige eskadre, til den nåede i den neutrale zone ved Helgoland.

De østrigske skibe havde, selv uden hensyn til branden, lidt alvorligt, og deres tab af mandskab var betydeligt større end på dansk side. Østrigerne havde 49 døde og 72 hårdt sårede.

Det danske tab var på fregatten Niels Juel: 3 døde og 5 hårdt sårede. På fregatten Jylland: 12 døde og 9 hårdt sårede.

Efter slaget styrede eskadren mod Kristiansand, hvor de faldne blev begravet d. 13. maj, og de hårdt sårede blev indlagte på Kristiansands hospital. På fortegnelsen over de faldne og hårdt sårede nævnes: Halvbefaren matros af 6. distrikt, nr. 63 Jens Christian Andersen. Nævnte halvbefarne matros var fra Hemmet sogn. Efter ca. 5 ugers ophold i Norge kom han på lazaret i København. Marinens kassations kommission erklærede ham d. 10. august 1864 “utjenstdygtig for tiden”. Dermed var hans pensionsforhold ikke afklaret, man vidste ikke, hvor skadet han reelt var.

Da han vender hjem, må han flytte ind hos sine fattige forældre, der ikke kan forsørge ham. Den 7. april 1865 får han udstedt sit for stedse udygtigheds-pas, sålydende:

Jens Christian Andersen (Toftum mark) af lægdsrullen for Ringkøbing Amts 6. lægd, løbe nr. 1, født i året 1841, som på grund af indtryk af hjerneskallen anses for stedse uskikket til al krigstjeneste, er i henhold til lov om værnepligt for kongeriget Danmark af 2. marts 1861 § 14 udslettet af rullen.

6. udskrivningskreds, den 7. april 1865.

Smith.

Jens Christian lider af svimmelhed, når han skal til vejrs og har smerter ved arret. Han kan ikke fortsætte som sømand, det eneste arbejde han har prøvet, siden han blev konfirmeret. Bondearbejde kender han ikke til. Han får pension fra 1865, men ikke tilstrækkeligt til hans underhold. Han skriver til Bestyrelsen d. 1. juli 1865:

“Det er mig ikke muligt fortiden at underholde mig med mit udkomme, og jeg må derfor i dybeste underdanighed henfly i forventning af Invalideforsørgelsens fremtids understøttelse må blive mig meddelt i muligst videste omfang.”

I 1866 ser det ikke meget bedre ud. Jens Christian, der, som han selv skriver, er født i ringe og fattige kår, kan simpelthen ikke klare sig for pensionen, hvis han ikke selv kan tjene noget, og hans fattige forældre ikke kan hjælpe. Hvis han skal indlogere sig hos fremmede “her på egnen vil det for en simpel arbejdsperson koste 10 á 12 rd. om måneden, og til klædedragten for en person af samme stand 16 á 20 rd. om året”. Han ansøger derfor om at få sin pension forøget.

I 1866 forsøger han at gennemføre en uddannelse som snedker, men det går ikke. Distriktslæge Wolter i Tarm skriver i forbindelse med en ny ansøgning i 1867:

“Jens Chr. Andersen lider endnu af den samme svimmelhed, især om morgenen, i forbindelse med hovedpine i omfanget af arret. Hans syn er desuden i den senere tid i ikke ubetydelig grad formindsket. Han har forsøgt at lære snedkerprofessionen, men måtte afstå derfra formedelst svimmelheden og det svækkede syn. Han formår således ikke at bidrage synderligt til sit underhold. Det er sikkert tvivlsomt om nogensinde forandring til det bedre vil indtræde.”

I 1868 blev Jens Christian gift. Af Hemmet sogns kirkebog fremgår det, at: Ungkarl Jens Christian Andersen, 27 år gl., af Toftummark, og pigen Sophie Kirstine Dinesen, 18 år gl., af Grauengaardmark, blev viet d. 8. oktober 1868. Deres fædre: Anders Christian Sørensen af Toftummark og Dines Peder Sørensen af Grauengaardmark var forlovere.

De nygifte bosætter sig i Kragelund, Lønne sogn, Ribe amt. Her fødes deres første barn, Ane Martine Andersen, d. 10. juni 1869. I Lønne sogn nævnes Jens Christian som husmand, daglejer og tømmermand.

Den 15. september 1871 døde Sofie Kirstines far, Dines Peder Sørensen, der var husmand og snedker, 47 år gl. Jens Christian og Sofie Kirstine overtager hendes forældres ejendom på Grauengaardmark. Sofies mor, Maren Hansen, skal nyde aftægt på ejendommen.

I 1872 indsendes følgende rapport om familiens forhold:

Rapport til Invalidebestyrelsen 1872:

Såret holder sig helt, men han har ofte stærk hovedpine, navnlig om morgenen, og når han vil tænke alvorligt over noget og lider tillige af svimmelhed, i det sidste par år er det i alt fald ikke blevet bedre med ham. Kan deltage noget i sit eget arbejde ved at pløje, høste og tærske, det sidste dog mindst. Han anser sit syn for svækket, siden han blev såret, så at han ikke kan se i afstand og heller ikke nøje nærved, hvilken sidste omstændighed har foranlediget, at han har måttet opgive snedkeriet uden til eget behov. Ejer et hus med 3 á 4 tdr. land ager og 1 td. land eng, hvorpå holdes 2 køer. Ejendommen er købt for 1200 rd., hvorpå 900 rd. gæld, og desuden har han løs gæld ca. 250 rd. Svarer aftægt til værdi ca. 60 rd. årlig. Gift og har 2 børn på 3 og 1½ år. Der ser rent og ordentligt, men småt ud hos dem. Manden er spinkel, ser bleg og lidt stirrende ud.

Jetsmark.

I 1877 modtog Jens Christian 226, 08 kr. i årlig pension. I 1884 får han maksimumbeløbet 500 kr. årligt. I 1911 ansøger Jens Christian om forhøjelse, da hans kone er så svagelig, at han må holde en voksen pige til hjælp med hendes pleje. Af en medfølgende lægeerklæring fremgår det, at Jens Christian, der er 70 år, ser ældre ud, og han angiver at have ringe arbejdskraft. Lægen skriver desuden: “Bedring kan næppe ventes, seniliteten synes derimod at være stærkt i tiltagende.”

Invalidebestyrelsen har ikke mulighed for at forhøje hans pension, da han i forvejen får maksimumbeløbet.

Den 9. maj 1914, på 50-års dagen for slaget ved Helgoland, havde Jens Christian den store glæde at modtage Dannebrogsmændenes hæderstegn for sin indsats. I den forbindelse blev han bedt om at indsende sin levnedsbeskrivelse til Ordenskapitlet i København, hvilket han gjorde:

Dannebrogsmand

Jens Christian Andersen af Hemmet sogn

Levnedsbeskrivelse:

Jeg er født d. 18. Oktober i Toftum, Hemmet Sogn, hvor mine Forældre, Anders Chr. Sørensen og Ane Mortensen, var Husmandsfolk. Da der var fattigdom til Huse, maatte jeg allerede i 9 Aars Alderen ud at tjene som Hyrdedreng og tjente hver Sommer, til jeg i femten Aars Alderen gik til Søs. Jeg fór til Søs, til jeg var 22 Aar. Derefter blev jeg indkaldt i December 1863 til Marinen. I Januar 1864 kom jeg om Bord i Fregatten Jylland, hvor vi en Tid krydsede i Østersøen, og først i Maj Maaned gik vi om i Vesterhavet, hvor vi den 9. maj deltog i Træfningen ved Helgoland. Jeg gjorde Tjeneste ved Kanon No. 4, underste Batteri, Entre Afdelingen. Midt under Kampen kom en fjendtlig Kugle, hvorved jeg blev saaret oven i Hovedet og straks besvimte og vaagnede først, da man fra vort Skib raabte Hurra i Anledningen af Branden paa det østerrigske Admiralskib. Derefter havde jeg bevidstheden, til vi landede i Kristiansand i Norge, hvor de sårede blev indlagt. Paa Lazarettet i Kristiansand var jeg bevidstløs i 5 Uger. Jeg blev senere sendt til København, hvor jeg blev indlagt paa Lazarettet og blev der paa Grund af, at jeg ikke kunde taale at sejle. Jeg blev saa fra København hjemsendt som utjenstdygtig og fik en Tid derefter Invalideforsørgelse. Denne Forsørgelse var lille i Begyndelsen, men ved Forhøjelse flere Gange er den nu 500 kr. aarlig. Desuden er der efter Ansøgning fra Central-Komiteen bevilget mig en Understøttelse, i Reglen 35 Kr. hver Gang.

Jeg blev gift d. 8. Oktober 1868 med Sofie Kirstine Dinesen, og vi har 8 Børn, alle endnu i Live. Da jeg blev gift, fik jeg en Ejendom her i Sognet, hvorpaa kunde holdes 3 Kreaturer. Der boede vi, til vi for ca. 7 Aar siden solgte Ejendommen og flyttede her til Byen, hvor vi beboer et lille Hus, hvorpaa jeg har et Laan af 1200 Kr. Jeg saa mig nødsaget til at sælge Landejendommen, da min Hustru var bleven saa svagelig, at hun skulde have Hjælp ved enhver Lejlighed. Hun formaar ikke at flytte sig fra en Stol ved egen Hjælp, hvorfor jeg stadig maa holde fremmed Hjælp til at pleje og passe hende. Selv kan jeg ikke fortjene synderligt. Jeg har de senere Aar gaaet lidt ud at kalke Huse, men paa grund af Saaret i Hovedet kan jeg ikke taale at vende Hovedet opad uden at blive svimmel.

Jeg benytter Lejligheden til at fremsende min dybtfølte Tak for Udnævnelsen til Dannebrogsmand.

Hemmet pr. Hemmet St. 25 Maj 1914

Jens Christian Andersen

Dbmd.