‹ Ét niveau op
Det sidste brev
Menig Niels Larsen (22. Infanteriregiment 7. Kompagni nr. 91) skriver fra Dybbølstillingen den 17. april til hustruen Inger Marie. Niels Larsen dør den 18. april.
Als d. 17. April 1864
Uforglemmelige Venner. Da jeg Lever i det Haab at I ikke har forglemt mig fordi jeg er saa Langt Borte fra Eder thi jeg tænker paa Eder hver Dag og derfor vil jeg give Eder et par Ord om hvorledes jeg Lever herude. Det er ikke nogen Behagelig stilling at være her thi det meste af Tiden maa vi Ligge for Fjendens Kugler og Granater uden at gjøre nogen Tjeneste og der falder undertiden over Tusind Skud om Dagen fra Fjendens Side og det værste er at Vi næsten ikke kan svare Ham igjen thi naar Vi Skyder et Skud faar Vi Ti igjen og mange af Vores Kanoner er gjort ubrugelig. – I maa kalde Eder Lykkelig at I er fri for at høre og see alle disse Rædsler som her Hersker i høieste Grad thi Byer, Gaarde og Huse Bliver Brændt og paa anden Maade ødelagt i Bund og Grund. – Gud har dog indtil denne Dag sparet mit Liv skjøndt mangen en Kammerat har vædet Jorden med sit Blod thi ingen ved hvilket Minut Døden kalder os saasnart Vi er over paa Dybbøl. Og min Bøn er Baade tidlig og sildig at Gud vil sende mig uskadt Hjem til Eder som jeg tænker saa tidt paa. 0 hvilken en Glæde vilde det ikke være om Vi snart kunde opleve den Dag at vi kunde Betræde Hjemveien og Vi kunde Glæde os med hverandre. Men det er noget som Vi overlade til Guds uransagelige Villie og i Hans Navn vil jeg slutte mit Brev til Eder kjæreste Venner og jeg takker Eder for Eders Troskab som I hidtil har Beviist som er mig en stor Glæde at spørge. – Og dermed vil jeg slutte min skrivelse med en kjærlig hilsen fra mig
Eders Ven – Niels Larsen.
(Adresseret:) Til Inger Marie Christensen Piilgaards Mølle