1864-Arkivet

‹ Ét niveau op

Menig Niels Christian Larsen

Niels Christian Larsen, der stod ved 22. Regiment 7. Kompagni med nr. 91 som forstærkningsmand, døde den 18. april på Dybbøl Banke.

Pilegårdsmøllen i Hellum ved Brønderslev havde kun været under Niels Chr. Larsens forpagtning i et par år, da han i december 1863 måtte forlade sin højgravide kone Inger Marie og lille søn Christian, og slutte sig til 22. Regiment som forstærkningsmand. Møllens drift var derfor et vigtigt emne i de mange kærlige breve, som Larsen sendte hjem til familien. Det sidste brev skrev Larsen d. 17. april, lige inden han skulle ud på vagt i løbegraven mellem Skanse 1 og 2. Niels Chr. Larsen døde d. 18. april, og ligger formodentlig begravet i en af de store grave på toppen af Dybbøl Banke. Hjemme i Hellum måtte Inger Marie opgive forpagtningen af møllen og sammen med Christian og nyfødte Marie leve af den årlige enkepension på 37 daler samt 12 daler for hvert barn til det fyldte 15. år.

Citater fra brev til hustruen Inger Marie, 17. april 1864:
Det er ikke nogen Behagelig stilling at være her thi det meste af Tiden maa vi Ligge for Fjendens Kugler og Granater uden at gjøre nogen Tjeneste og der falder undertiden over Tusind Skud om Dagen fra Fjendens Side og det værste er at Vi næsten ikke kan svare Ham igjen thi naar Vi Skyder et Skud faar Vi Ti igjen og mange af Vores Kanoner er gjort ubrugelig.
Gud har dog indtil denne Dag sparet mit Liv skjøndt mangen en Kammerat har vædet Jorden med sit Blod thi ingen ved hvilket Minut Døden kalder os saasnart Vi er over paa Dybbøl. Og min Bøn er Baade tidlig og sildig at Gud vil sende mig uskadt Hjem til Eder som jeg tænker saa tidt paa.

Viser 1 emner.