1864-Arkivet

København var regimentets garnisonsby; det var blevet oprevet på Dybbøl, hvorledes vilde resterne nu blive modtagne i hjemmet? Derom havde samtalerne drejet sig under marchen, og da vi rykkede ud fra de sidste kvarterer mellem Roskilde og København, var det naturligt, at kompagnierne pudsede sig op så godt som muligt. Mon der flages i byen, eller er der bygget æresport? Vi skulde vel da marchere gennem byen. På Frederiksberg bakke gjordes holdt for at børste støv af støvler og klæder. Vi mente, at vi kunde vise en flot parademarch! Så begyndte indtoget ad Vesterbrogade – intet flag var at se – da vi kom til Frihedsstøtten – ingen æresport – ingen velkomsthilsen. Da kommanderede chefen: Venstre sving – og vi drog udenom byen, idet vi skjult af voldtræerne nåede hen til Sølvgades Kaserne, hvor vi trådte af uden et afskedsord. Stemningen var for bitter. Kan modtagelsen af veteranerne 50 år efter disse dage bøde herpå? Dengang brast meget. End mere, da fredsslutningen blev indledning til indskrænkning af forfatningen. Dette gjorde på menigmand indtryk af svig. Deraf kom det, at jeg med stor iver deltog i kampen for den gamle grundlov.