1864-Arkivet

Dalgas er født den 16. juli 1828 i Napoli, død den 16. april 1894 i Århus. Broder til Carlo Dalgas. Gift den 13. juni 1855 i Fredericia med Maria Magdalene Købke (1832-1916).

Dansk Biografisk Leksikon:

Dalgas, Enrico Mylius, 1828-94, Ingeniør og Hededyrker. D., der er født 16. Juli 1828 i Neapel, er en Broder til den foregaaende. Konsul D. havde været en velstaaende Mand, men døde, ruineret ved fejlslagne Spekulationer, allerede da Enrico D. var 7 Aar gammel. Moderen drog nu med sine Børn til Kjøbenhavn og levede der i smaa Kaar, understøttet af en Svoger, der boede i Livorno. Den unge Enrico kom fra Efterslægtsselskabets Skole ind paa den militære Højskole og blev 1849 Premierlieutenant, men afgik paa Grund af Krigen, i hvilken han tog nogen Del, først 1853 fra Højskolen. Kort efter blev han som Ingeniørofficer udkommanderet til Tjeneste ved de store Vejanlæg i Jylland, hvor han snart som Kaptajn fik et selvstændigt Distrikt med Bolig i Holstebro, senere i Aarhus. Denne Virksomhed blev af overordentlig Betydning for hans Fremtid, thi ved at lede praktiske Vejbygningsarbejder rundt om i Jylland, navnlig i den vestlige Del, fik han et meget indgaaende Kjendskab saa vel til Befolkningen og Samfærdselsforholdene som til Landets Terræn, Jordbundsforhold og Vandløb, foruden at han lærte at administrere paa en sparsommelig og energisk Maade.

Medens D. saaledes, til Dels i Selskab med Juristen G. Morville, færdedes i Heden, modnedes efterhaanden hans Plan at danne et Selskab til Frugtbargjørelse af de jyske Heder, en Tanke, som Carstens (s. III, 406) og Riegels forgjæves havde søgt at realisere. D. saa med sit klare Blik for praktiske Forhold, at man først og og fremmest burde stræbe at udbrede Kjenskab til Jyllands Hedeegne, og han forstod, at man mere burde arbejde paa at støtte og vejlede Hedeboernes Opdyrkningsforetagender end paa for egen Regning at bringe større Arealer under Kultur.

Efter nogle indledende Skridt dannedes i Aarhus 28. Marts 1866 «det danske Hedeselskab» med det Hovedformaal at fremme Frugtbargjøreisen af de jyske Heder, fortrinsvis ved at befordre Engvanding, fremme Plantning og søge udvirket, at Vejene i Heden bleve forøgede og forbedrede. Bestyrelsen kom til at bestaa af F. Mourier-Petersen, G. Morville og, som administrerende Direktør, D. Ved Landmandsforsamlingen 1866 i Aarhus lykkedes det D., der allerede forinden havde skrevet et Par orienterende Afhandlinger: «En Oversigt over Hederne i Jylland» og «Engvanding i de jyske Heder», at skaffe Selskabet stor Tilslutning, og i de følgende Aar blev han Sjælen i en ihærdig Virksomhed, som bar Frugt i et hurtig stigende Medlemstal og en tilsvarende Stigning i Tilskuddet fra Staten og forskjellige Institutioner. I 1867-68 udkom hans «Geografiske Billeder fra Heden» I-II, og i disse livlig skrevne Skildringer af Hedenaturen lægger Forfatteren allerede de Egenskaber for Dagen, der senere have præget hans litterære og praktiske Virksomhed: en ualmindelig Evne til at iagttage og til hurtig – maaske lidt for hurtig – at kombinere Iagttagelserne til anskuelige Billeder, som undertiden minde en Del om Blichers Noveller fra Heden, og som trods de Indvendinger, man kan gjøre mod Enkelthederne, i det hele taget vare ypperlig skikkede til at vække det store Publikums Interesse for «Hedesagen».

Siden har D. fortsat og udvidet sin Virksomhed, støttet af sin varme Tro paa Hedesagens store nationale Betydning, og det skyldes fremfor nogen anden ham, at baade Landbrug og Skovbrug i Heden have taget saa stort et Opsving i den sidste Snes Aar. Saaledes har han ledet de storartede Anlæg af Vandingskanaler og Mergelsporbaner, som have frembragt Enge og Kornmarker, hvor der før kun var Kær og Lynghede; han har søgt at fremme Kulturen paa Hedemoserne for ogsaa at gjøre disse Strækninger produktive, og han har bevæget en Række Godsejere og, navnlig fra Midten af Halvfjerdserne, tillige de egentlige Hedeboere til under Vejledning og Tilskud fra Hedeselskabet at beplante 1 1/2 Kvadratmil med Naaletræer, hvorefter en stor Del af Arealet er paalagt Forpligtelse til stadig at behandles og drives som Skov. Paa Hedeplantningens Omraade har han virket meget for Indførelsen af den dybe Reolpløjning, ved hvilken Allaget bliver gjennembrudt, og for Udluftningen af Lyngskjolden, samtidig med at han er optraadt som en ivrig Forkæmper for en udstrakt Anvendelse af Bjærgfyrren (Pinus montana) og har vakt en hidtil ukjendt Sans for Træplantning og Havekultur i Vestjylland.

D.s Navn vil først og fremmest være knyttet til det praktiske Arbejde i Hederne. Hans store Udholdenhed og ualmindelige Arbejdsevne i Forbindelse med hans fremragende Egenskaber som Fører have bevirket, at han desuden har kunnet udgive Piecer om Skovplantning, Engvanding, Mosekultur, Planteskoledrift m. m., samtidig med at han for en meget stor Del har skrevet og redigeret Hedeselskabets periodiske Meddelelser, har holdt en utallig Mængde Foredrag, Møder og Sammenkomster om Hedesagen og har ledet Selskabets store Centraladministration saa vel som Driften af en Række ret betydelige Ejendomme, hvilke Selskabet efterhaanden paa forskjellig Maade er kommet i Besiddelse af. Hans betydeligste Skrifter ere, foruden de ovennævnte «Geografiske Billeder fra Heden», «Anvisning til Anlæg af Smaaplantninger, levende Hegn og Pilekulturer» (1875), «Hedemoser og Kærjorde» (1876), «Om Engvanding» (1877), «Om Plantning i Jylland» (1877), «Regler for Behandling af Planteskoler» (1884), «Fortids- og Fremtidsskovene i Jyllands Hedeegne» (1883-85); den sidstnævnte Afhandling er offentliggjort i «Hedeselskabets Tidsskrift». 

Det rette Tidspunkt for en Bedømmelse af Enkelthederne i D.s praktiske Virksomhed og Skrifter er vel endnu ikke kommet, men man vil sikkert til enhver Tid give ham en fremragende Plads blandt de Mænd, der have gjort sig fortjente af vort Jordbrugs Udvikling. Hans Karaktermærke er sydlandsk Livlighed parret med jysk Sej hed, Evnen til at føre militær Kommando paa administrative Omraader, forenet med et ypperligt Greb paa til enhver Tid at finde det aktuelle og slippe det, der ikke er gjennemførligt; det er disse Egenskaber, der have gjort «Kapitajnen», som for Resten 1880 er forfremmet til Oberstlieutenant, til Midtjyllands mest populære Mand.

Ved Siden af at virke for Hedesagen har D., vel fornemmelig af pekuniære Grunde, stadig været knyttet til Vejvæsenet. Indtil 1868 var han ansat i Ingeniørkorpset og blev derpaa Assistent hos Overvejinspektøren, hvem han afløste i 1885. Desuden driver han i Aarhus en betydelig Planteskole og har til forskjellige Tider ene eller sammen med andre ejet et Par Hedeplantager samt Gaarden Hesselvig, saaledes at han ogsaa paa denne Maade har haft Lejlighed til praktisk at lære Vanskelighederne ved Hededyrkningen at kjende. I 1876 blev han Medlem af Folketinget, men nedlagde snart sit Mandat.

D. ægtede 1855 Marie Magdalene Christiane Købke (f. 1832), hvis Fader, Niels Christian K., døde 1849 som Oberstlieutenant. 1875 fik D. Fortjenstmedaillen i Guld og 1888 Kommandørkorset. d. 16. April 1894.

H. R. Hiort-Lorenzen, De Fredericia Bruun?ers Slægtebog, 2. Udg. 

A. Oppermann, Bidrag til det danske Skovbrugs Hist. 1786-1886. 

A. Oppermann.