1864-Arkivet

‹ Ét niveau op

Reporter (Nådestødet)

Klokken er lidt over halv elleve mandag den 18. april 1864, omkring 120 skridt vest for den sammenskudte Dybbøl Mølle.

Den svovlstinkende sky af krudtrøg fra selve stormen for en halv time siden er ved at lette fra området. Det er derfor muligt at følge, hvad der nu sker i det lavere liggende område her midt i Dybbølstillingen. 

De danske linjer er nu gennembrudt.

Mænd fra stormkolonnerne kæmper sig vej – nærmest i løb – frem gennem Dybbølstillingens tilbagetrukne forsvarslinje, der passerer lige her til højre. Den lille, åbne Skanse 7 er netop og uden kamp blevet erobret. Fra denne skanse forsøger preusserne nu ivrigt at tage zig-zag løbegraven over mod Skanse 8. Endnu større grupper af preussiske stormtropper sværmer fra Skanse 6 over mod Skanse 7 for at deltage i kampen om at nå Skanse 8.

Fra zig-zag løbegraven yder danske soldater vedholdende og bitter modstand og forsøger i dette øjeblik at gennemføre et modangreb for at generobre Skanse 7. Hvad der sker er vanskeligt at se. Den kraftige rumlen, som luftrummet fyldes af, kommer fra preussisk kanonild og fra nedslag af granater på og omkring Skanse 8. Fra denne skanse beskyder man med en enkelt kanon de preussiske soldater i zig-zag løbegraven med kartæsker, og at det holder dem tilbage. Samtidig er man fra Skanse 8 åbenbart at begyndt at beskyde mål nede på selve chausséen. På den anden side af Dybbøl mølle høres kraftig geværskydning, der kommer nærmere. Har danske styrker mon indledt et modangreb op ad Dybbøl Banke? Mod nord, fra den danske stillings højre fløj, høres også geværild. Kæder af danske soldater rykker frem fra hegn til hegn for at standse preusserne. 

Spredt i terrænet mellem skanserne ligger faldne, og også nogle hårdt sårede, som sanitetssoldater nærmest i løb er i gang med at bringe til forbindspladsen.