1864-Arkivet

Den 18. april, lige da jeg var kommen over broen fra Dybbøl til Sønderborg, blev jeg såret i hovedet af en granatstump eller en tagsten, eller hvad det nu var. Men der kom da en granat og slog ned i et hus lige ved os. Sten og jernstumper fløj til alle sider og sårede mange. Jeg fik ikke mere, end at jeg kunne klare mig selv. Men en anden soldat ville absolut følge mig til Sønderborg mølle, hvor jeg kunne blive forbunden. På den måde slap han selv væk fra tummelen. Han tog mig under armen og trak af med mig.

Sammen med mange andre let sårede blev jeg sejlet til København, hvor jeg blev til sidst i maj, da hele forstærkningen blev permitteret.

I København var hver dag 25 af de sårede på Amalienborg at spise hos enkedronningen. Det var bedre end at spise råt flæsk i felten. For det gjorde vi somme tider, når vi ikke kunne få ro til at koge. Her fik vi ½ flaske øl til mands, to retter mad og – når vi havde snakket lidt – kaffe og kage og hver to cigarer. Når vi så gik, fik vi tændt hos portneren, og det kan nok være, vi flottede os, når vi spadserede om på gaderne. Kl. 7 skulle vi være hjemme.

Enkedronningen kom tit ned og hilste på os, mens vi spiste. Så snart vi så hende i døren, sprang vi op og stod ret. Når hun havde snakket lidt med underofficererne, gik hun igen. Vi fik hver et Ny Testamente af hende, Deri stod først vort navn, og så: ?Herren velsigne din læsen? og til sidst hendes eget navn med hendes egen skrift. ? Jeg har da for resten mit endnu den dag i dag.