1864-Arkivet

‹ Ét niveau op

Armeens Overkommando – generalløjtnant Lüttichau

Rapporter ved generalløjtnant og midlertidig overgeneral Matthias Lüttichau vedrørende den danske hærs fægtninger under belejringen af Dybbølstillingen fra 10. februar til 15. marts 1864.

Armeens Overcommando
Hovedqvarter Sønderborg den 28. Februar 1864.
Idet vedlagte Rapporter fra den 1. Division, om forefaldende Fægtninger i Sundeved fra den 16. til den 22. Febuar, med Bilag, og fra Capitainerne Hertel [1] og Bartholin [2] over Skydningen fra Skandserne den 22. d. M. fremsendes, undlader Overcommandoen ikke at tilføje, at det 6. Infanteri Regiment, som omtales i Rapporterne, over Fægtningen den 22. Februar, holdtes i Reserve med sin ene Bataillon bag Centrum, med den anden bag høire Fløj, og først efter Fægtningens Ophør gik frem til Forposternes Afløsning.
I Anledning af det 18. Infanteri Regiments Retraite skulde Overcommandoen tillade sig følgende Bemærkninger:
Det couperede Terrain, i hvilket Overskueligheden i og for sig er ringe, i Forbindelse med de uheldige Vejrforhold og den Omstændighed, at en Deel af Geværerne vedblivende forsagede, forklarer det Overraskende ved Fjendens Angreb, og at Kundskaben om Angrebet ikke hurtigt udbredte sig langs Forpostlinien. Omendskjønt det overraskende Angreb, den store Styrke, som Fjenden strax førte frem, og den Voldsomhed, hvormed han udførte sit Angreb kunne ansees for medvirkende Hovedaarsager til Regimentets skyndsomme Retraite, maa man dog antage, at mere krigsvante Tropper bedre vilde have overvundet Vanskelighederne og udført Tilbagetoget med større Orden. Man ledes til denne Anskuelse ikke alene ved Forpostcommandeurens Melding af 22. d. M. Kl. 8½ Formiddag og forskjellige andre Meddelelser, men ogsaa ved det i Afskrift medfølgende Brev fra den ved det 18. Infanteri-Regiment staaende, tilfangetagne Sekondlieutenant Helms [3].
Lüttichau.
Til Krigsministeriet
[1] Kaptajn Harald Christian Hertel, kommandør for 6. Fæstningskompagni
[2] Kaptajn Frederik Bartholin, kommandør for 4. Fæstningskompagni
[3] Sekondløjtnant Henrik Steffens Helms, 18. Regiment 2. Kompagni