1864-Arkivet

‹ Ét niveau op

2. Kompagni – kaptajn Grüner

Rapporter ved kaptajn og kommandør for 22. Regiments 2. Kompagni Hans Gustav Grüner under belejringen af Dybbølstillingen fra 10. februar til 15. marts 1864.

Fra 2. Kompagni (22. Rgts).
Sjelderup den 23. Februar 1864.
Rapport
over Fægtningen den 22. Februar mellem Ragebøl og Skandserne.
Omtrent Kl. 7½ Formiddag modtog Hovedposten ved Pythusene ved en Kavalleriordonnants den mundtlige Ordre fra Kommandeuren for højre Fløi af Forposterne, Kapitain Weyhe[1] af 18. Regiment:
at de to ved Pythusene staaende Kompagnier skulde rykke frem til Ragebøl Kro til Undsætning, da højre Fløi var angreben af 2 Kompagnier og 1 Escadron.2. Kompagni afmarcherede først. Ankommen til Ragebøl Kro, meldte jeg mig til Kapitain Weyhe, der strax efter sendte l. Kompagni tilbage til Pythusene. Da Fjenden allerede havde kastet 18. Regiments Afdelinger tilbage til Kroen og ud af Ragebøl, gik jeg med Kapitains Weyhes Samtykke 2-300 Skridt tilbage, hvor jeg tog en Stilling a cheval over Veien til Pythusene for at optage 18. Regiment. 1. Deling, Lieutenant Frandsen, tilvenstre og 2. Deling, Kommandeersergeant Lorenzen, tilhøire af Veien, 2 Delinger som Reserve paa Veien. Da 18. Regiment havde trukket sig igjennem mig, blev min høire Fløi snart enfileret, hvorfor jeg lod 3. Deling, Premierlieutenant Hoppe[2], indtage en defensiv Flankestilling tilhøire. Fjenden, saavidt skjønnes 2 Kompagnier, engagerede mig her heftigt baade i Fronten og høire Flanke, hvorfor jeg, efter i kort Tid at have holdt en Mellemstilling, lod de to Delinger paa høire Fløj gaae tilbage til en mindre Vei, der fører lige i østlig Retning fra Pythusene og samtidig gav den ene af disse Delinger Ordre til at samle sig paa Aabenraa Veien som Reserve, tillige lod jeg 4. Deling, Lieutenant Kemp[3], besætte Veien fra Pythuse til Dybbøl, hvor den optog 1. Deling, der imidlertid under en meget heftig Ild havde holdt et forom denne Vei beliggende Gjæide, hvor Delingsføreren, Lieutenant Frandsen[4], blev haardt saaret i høire Arm. 1. Deling samlede sig nu ogsaa paa Aabenraa Veien, men da 18. Regiment samtidigt gik tilbage ad denne Vei, blev en Deel af mit Mandskab blandet ind imellem 18. Regiment og gik dermed tilbage til Løbegravene. Med Resten af Kompagniet, c. 100 Mand, holdt jeg ovennævnte Stilling ved Pythusene vistnok i ½ Time (Fjenden førte her 2 Kanoner frem foran Ragebøl, men gjorde kun 2 Skud med dem). Da Fjenden nu igjen enfilerede min høire Fløj og trængte stærkt frem mod Pythuse og min venstre Fløi, gav jeg Lieutenant Kemp Ordre til at holde Pythusene, medens høire Fløj under Lieutenant Hoppe og Kommandeersergeanten udførte en Svingning bagud til høire og gik over Aabenraa Veien; da denne Bevægelse netop var udført, blev Lieutenant Kemp kastet tilbage fra Pythuse-Dybbøl Veien af Fjenden, der da alt var trængt helt frem til Pythuse. Jeg trak mig nu tilbage til Høiderne Syd for Pythuse, idet jeg støttedes høire Fløi til Aabenraa Veien. Her holdt jeg mig i nogen Tid, stærkt beskudt af Fjenden uden at have Forbindelse med andre Afdelinger, indtil jeg ved Fjendens Fremtrængen paa min høire og venstre Fløi blev nødt til efterhaanden at gaae tilbage til de i Høide med Suurlykkegaard 3-400 Skridt forom Mellemrummet mellem Skandserne Nr. 9 og 10 beliggende sløjfede Gjærder, hvor jeg opnaaede at komme i Forbindelse med 1. Kompagnies venstre Fløi. Klokken maa dengang omtrent have været 11. Fjenden standsede sin Fremrykning paa Høiderne mellem Skandserne og Pythuse og viste her efterhaanden en Styrke af flere Batailloner. Her stødte det tidligere omtalte Mandskab atter til mig, hvorfor jeg i en Lavning forom Skandsen samlede Kompagniet for atter at ordne det; medens jeg var beskjæftiget hermed, gik 6. Regiment frem fra Skandserne mod Pythuse og samtidigt fik jeg Melding fra 1. Kompagni, at det nu trak sig ind i Løbegravene, da det til Afløsning bestemte Regiment nu var ankommet. Da jeg var færdig med Navneopraabet, gik jeg derfor tilbage bag Skandserne og opstillede mig der som Reserve for høire Fløj af Løbegravene. Kort efter fik jeg Ordre af Brigadecommandeuren til sammen med 1. Kompagni at gaae som Reserve for 6. Regimant frem til Pythuse, hvor Kompagniet strax efter Ankomsten blev afløst af et Kompagni af 10. Regiment. Samtlige Befalingsmand gjorde deres Pligt og foregik Mandskabet med et udmærket Exempel under Fægtningen; det Mandskab, jeg under hele Retraiten havde hos mig, var meget flinkt og behjærtet, naar man tager Hensyn til at det var første Gang, det var i Ilden, og det andet Mandskab blev vildledt ved at see de andre Afdelinger gaae tilbage, hvilken Feil jeg alvorligt har foreholdt det. Hele Fægtningen har haft en god og opmuntrende Indflydelse paa Mandskabet.
Kompagniets Tab var:
af Saarede: Lieutenant Frandsen, 2 Undercorporaler og 9 Menige. af Savnede: 1 Undercorporal og 9 Mand (af hvilke det med næsten afgjort Sikkerhed vides, at mindst 3 Mand ere saarede).
Grüner
Kapitain, Kompagnicommandeur.
Noter:
[1] Kaptajn Peter Conrad Rasmus Weyhe, chef for 18. regiments 2. bataljon.
[2] Premierløjtnant Frederik Bechmann Hoppe
[3] Sekondløjtnant Victor Christian Kemp
[4] Sekondløjtnant J. C. R. Frandsen