1864-Arkivet

‹ Ét niveau op

18. Regiment – oberstløjtnant Hirsch

Rapporter ved oberstløjtnant Frederik Georg Henrik Hirsch vedrørende 18. Regiments fægtninger under belejringen af Dybbølstillingen fra 10. februar til 15. marts 1864.

Fra Oberstlieutenant Hirsch,
Kommandeur for det 18. Infanteri Regiment.
Idet jeg herved fremsender Rapporterne fra Major Lundby [1] og Kapitain Weyhe [2] over den 22. sidstafvigte stedfundne Forpostfægtning undlader jeg ikke tillige, uagtet jeg da Regimentet var opløst i Forpostlinien fra Venningbund til Sandbjerg og stod under Forpostcommandeurens umiddelbare Befaling med Assistance af de 2 Bataillonscommandeurer, ikke havde Befalingen over dette, at meddele de Oplysninger jeg formaner at give deels med Hensyn til Angrebet paa venstre Fløi og deels med Hensyn til det store Tab Regimentet har lidt paa denne Dag.
Efter min Forgjængers Exempel, som havde haft deres Regimenter i Forpostlinien, tog jeg Ophold i den Kro son ligger paa Chausseen paa det Sted hvor Veien til Broager gaaer af og hvor tillige Kavalleripikettet var placeret.
Allerede om Aftenen saae jeg den vanskelige Stilling hvori Pikettet paa Chausseen under Major Lundby vilde komme, dersom Fjenden pludselig især medens Mørket endnu varede kastede sig paa, Pikettet ved Dybbøllund og nødsagede dette til at repliere sig ad Colonneveien der den 21. om Eftermiddagen var bleven indrettet for dette Kompagni. Jeg gik derfor til Major Lundby og tilraadede ham at sørge for sin Sikkerhed i saa Henseende. Der blev strax efter udstillet en Række dobbelte Forbindelsesposter mellem begge Piketter og ikke desdomindre lykkedes det Fjenden om Morgenen Kl. 7 at kaste sig ind imellem Feltvagterne Nr. 6 og 5 og i et rask Anløb ligeledes at kaste en af Lieutenant Ahlmann [3] (Piket i Dybbøllund) frempourseret Sikkerhedsvagt. Fjenden fulgte saa rask og uden at løsne et Skud, at da jeg modtog Melding ved en Dragonordonnants fra Lieutenant Ahlmann om hans Fremrykning og umiddelbar derpaa gik ud af Kroen saae jeg ham i Løb bevæge sig op ad Bakkerne Syd for og rigelig i Høide med Kroen.
Paa min Befaling havde Hestene om Natten været opstængede og jeg steg strax tilhest efter først at have varet Major Lundby ved 1 Dragonordonnants, sendt en anden til Dybbøl Kirke for at vare Hovedposten. Idet jeg red nedad Veien til Dybbøl sendte jeg Adjutanten til Major Lundby for at formaae ham til at repliere sig paa Dybbøl, da det var umuligt at trække sig tilbage ad chausseen med Paadrag fra Byen senere at vinde op paa denne. Selv red jeg til Dybbøl for at alarmere den bageste af Hovedposterne, for at denne itide kunde vinde op i de forskjellige for den bestemte Stillinger.
Efter Tilbagegangen til i Høide med Øster Dybbøl erholdt jeg Ordre af Oberst Lassen [4] med 1. Kompagni af 22. Regiment (Kapitain Schønning [5]) og Resterne af 18. Regiments 7. og 5. Kompagni – Premierlieutenanterne Ahlmann og Bretton [6] – at besætte Terrainet mellem Chausseen og Venningbund. Med disse avancerede jeg frem til Avnbjerg, hvor 6. Regiment afløste 18. Regiment i Forpoststillingen.
Med Hensyn til det store Tab Regimentet har lidt ved denne Fægtning:
6 Officerer, 7 Underofficerer, 26 Undercorporaler, 2 Spillemænd, 246 Menige og 2 Trainkuske, skal jeg kun bemærke, at det fornemmelig er fremstaaet ved at Regimentet ganske alene stod i 1. Linie paa, en Strækning af næsten 1 Miil og altsaa ene har maatte bære et Tab som i Reglen bliver fordelt paa, flere ved Siden af hinanden staaende Afdelinger og det under en Retraite af circa ½ Miil, hvor man i det Mindste har gjort Fordring paa at de spredte og paa flere Steder haardt trængte Afdelinger skulde blive i første Linie uden at blive optaget saaledes at de kunde gaa igjennem for at samle sig som Reserve. Ved 1. Bataillon, hvor jeg personlig opholdt mig veed jeg at der saavel i Aftenens som i Nattens Løb blev gjort det muligste for at hindre en Overraskelse, og der blev specielt af Premierlieutenant Ahlmanns Kompagni – ved hvilken Leilighed jeg med Roes maa omtale Fourer Frandsen – fægtet med Tapperhed og Udholdenhed, han holdt Avnbjerg over 20 Minutter imod en betydelig overlegen Fjende paa nært Hold, og jeg er den Overbevisning, at intet Regiment som havde været i samme Stilling ville have lidt mindre eller være bleven kastet mindre langt tilbage.
For 2. Bataillons Vedkommende kan jeg kun henvise til Kapitain Weyhes Rapport, da det var en Umulighed for mig paa den store Distance, at kunne følge Bevægelsen. Dog er jeg igjennem Oberstlieutenant Falkenskjold [7] underrettet om, at Sekondlieutenant Knutzon [8] af 6. Kompagni og Sekondlieutenanterne Jespersen [9] og Tønder [10] have viist sig flinke og stedse være forblevne i 1. Linie med deres Delinger.
Sebbeløv den 24. Februar 1864.
Hirsch.
Til Den 1. Infanteri Brigade
[1]Major Emanuel Andreas Lundbye, kommandør for 18. Regiments 1. Bataljon
[2] Kaptajn (senere major) Peter Conrad Rasmus Weyhe, kommandør for 18. Regiments 2. Bataljon
[3] Premierløjtnant (senere kaptajn) Heinrich August Michael Ahlmann, kommandør for 18. Regiments 7. Kompagni
[4] Oberst Georg Henrik Lasson, kommandør for 1. Infanteribrigade
[5] Kaptajn Otto Albert Schønning, kommandør for 22. Regiments 1. Kompagni
[6] Premierløjtnant Lucas Frederik Emil Anton Baron Bretton
[7] Oberstløjtnant Johan Arnoldus Frederik Falkenskjold, kommandør for 22. Regiment
[8] Sekondløjtnant Søren Christian Knutzon
[9] Sekondløjtnant Christian Adolph Diricks Jespersen
[10] Sekondløjtnant Arnold Trevylian Tønder

Viser 2 emner.