1864-Arkivet

‹ Ét niveau op

Melding – overfyrværker Hanson

Melding fra overfyrværker A. Hanson vedrørende 9. Feltbatteris deltagelse i kampen den 29. juni 1864. Overfyrværker Hanson havde kommandoen over 9. Batteris 4. Deling, som falder i fjendens hænder under kampen. Overfyrværkeren skriver fra fangenskab i Glogau.

Melding!
Da Undertegnede den 28. f.M. Kl. 9 var kommen paa Forpost med 4. Deling, forefaldt intet Nyt før Kl. omtrent 2 om Natten, da der hørte en stærk Geværild fra Arnkilsøre Skov.
Jeg rykkede strax med Delingen ind i Skoven, lod protse af og Kanonerne føre ned i Placement Nr. 4, alt under en heftig Ild fra Fjendens Side. Det viste sig strax at Placemetet var alt for dybt saa at Kanonerne ikke kunde naa over Brystværnet, og maatte jeg lade dem trække tilbage op paa Veien.
Jeg lod fyre to Kardætskskud ligeud, hvorved Hegnet paa Gjærdet foran Placementet blev bortskudt og Udsigten derved fri.
Da der ingen Fjende var at see foran Kanonerne, men Geværilden meget stærk forud tilvenstre i Retning af Skovfogedhuset, lod jeg Kanonerne rette derhen og skjød i denne Retning c. 4 á 5 Kardætskskud pr. Kanon.
Da Geværilden imidlertid stadig tiltog paa begge Sider af Skoven, lod jeg protse paa og derefter gjøre omkring for at trække mig ud paa Veien, der fører til Skovfogedhuset, thi at gaa ad Kolonneveien fordristede jeg mig ikke til, deels fordi det var for mørkt i Skoven til at see Mærkerne paa Træerne hvor Veien gik, dels fordi en Bereden jeg tidligere havde sendt hen for at søge den i Skoven værende Bro, ikke kunde finde denne, og endelig fordi jeg antog, at Fjenden alt var forlangt fremme til at jeg kunde naae denne Udgang.
Da jeg satte mig i Bevægelse blev en af Mellemriderne ved den bageste (8) Kanon haardt saaret og maatte af Hesten, jeg lod en Konstabel tage hans Plads, men derved gik en Del Tid tabt. Jeg havde derefter kun travet 20 á 30 Alen da to af Trainkonstablerne ved 8. Kanon bleve saarede, hvorved Kjøretøiet standsedes, og, da samtidig dermed Fjenden trængte ind i Skoven fra højre Flanke, blev Kanonen taget. Med 7. Kanon søgte jeg saa hurtigt som muligt at naa til Skovfogedhuus Veien, men da jeg ankom dertil var den alt besat af Fjenden, der strax stormede ind og tog Kanonen.
Det maa her være mig tilladt at bemærke, at da jeg begyndte Retraiten ud af Skoven, var denne endnu besat af vort Infanteri, der blev tagen samtidig med Kanonerne,- og, at det fra den Standplads jeg havde, var mig umuligt at see, at Fjenden var rykket saa langt frem paa Siderne af Skoven.
Hvor stort Tabet af Delingens Mandskab har været er jeg ikke istand til med Bestemthed at kunne opgive, men jeg har Grund til at formode, at Størstedelen er dræbt eller saarede. Korporal Sørensen 1 Underkorporal, Hesteholderen ved 7. Kanon samt 3 Konstabler har jeg seet som Fanger, Andre ikke, skjøndt jeg vel troer, at der er flere af Delingen fangen.
En Underkorporal af 8. Kanon sendte jeg, paa Anmodning af Hr. Kapitain Mathiesen af 4. Infanteriregiment, tilbage fra Skoven til Oberst Faaborg, for at melde ham, at Fjenden var gaaet over. Underkorporalen kom ikke tilbage, og jeg har senere ikke set ham.
En Konstabel, der af Premierlieutenant Benzon var sendt ud til Delingen, for at forhøre om hvad der foregik, var tagen af Fjenden, først paa Gravensteen traf han mig.
Jeg tillader mig sluttelig ærbødigst at bemærke, at saavel Mandskabet som jeg selv har gjort vor Pligt til det Yderste, og at Delingens Ild ikke har været uden virkning fremgaaer af en preussisk Officers Udsagn, idet han nemlig for samtlige fangne danske Officerer, som jeg havde den Ære at være sammen med i Flensborg, erklærede at Kardætskilden fra Skoven havde gjort dem megen Skade.
Glogau, den 8. Juli 1864.
Ærbødigst
A. Hanson
Overfyrværker.
Høivelbaarne
Hr. Artillerimajor Schreiber
Ridder af Dannebroge.