1864-Arkivet

‹ Ét niveau op

4. Kompagni – sekondløjtnant Wandler

Rapport ved kompagnikommandør sekondløjtnant (senere premierløjtnant) Georg Wandler vedrørende 10. Regiments 4. Kompagnis deltagelse i kampen den 29. juni 1864.

Rapport
Fra 10. Infanteri Regiments 4. Kompagni over dets Deeltagelse i
Fægtningen paa Als den 29. Juni.
Den 28. Juni om Aftenen Kl. 10 blev Kompagniet, som i de sidste 24 Timer havde haft de yderste Forposter i Løbegravene langs Alssund fra Slugten ved Kirkebatteriet til noget Nord for Baadsagerbatteriet, afløst af 8. Kompagni og trak sig, efter de givne Befalinger, tilbage til Kommunicationsgraven bagved for i Løbet af Natten at staa som Reserve for 8. Kompagni. Den 29. om Morgenen klokken lidt over 1, da det begyndte at lysne noget, lod jeg Kompagniet gaa noget længere tilbage til et Sted, hvorfra det, naar det blev lysere, uset fra den fjendtlige Side, kunde trække sig tilbage til sit Kantonnement i Sundsmark Barakker. Men næppe var vi komne over Veien, som fra Sønderborg fører forbi Baadsagergaarden, førend en hæftig Skydning lod sig høre Nord fra, som bevægede mig til at gjøre Holdt, medens til samme Tid de fjendtlige Batterier paa Dybbøl begyndte at beskyde Sønderborg og Kirkebatteriet. Kompagniet forblev i sin Stilling bag et Hegn, der løber lodret paa Veien fra Sønderborg til Rønhave, indtil det af Regimentskommandeuren, Major Gedde, der var kommet til noget efter Skydningens Begyndelse, fik Ordre til at gaa tilbage som Reserve for 3. Kompagni bag Baunehøien Nr. 3. Efter et Kvarters Forløb kom Befaling til at rykke frem foran Baunehøien og, opløst i Kjæde, at indtage en Stilling bag 3. Kompagni, som alt da var i Fægtning. Vi laa her bag et lavt Hegn omtrent et Kvarters Tid med Front mod Nord, da 3. Kompagni trak sig dels igjennem, dels ud paa 4. Kompagnis højre Fløi, medens samtidig 6. Kompagni ligeledes trak sig tilbage og kom i Forbindelse med venstre Fløi. Saasnart Fronten var fri, beyndte Kompagniet Skydningen, Fjenden trængte imidlertid stærkt paa, navnlig paa de to Veie som fra Sønderborg fører til Baadsagergaarden og Rønhave, og vi nødtes derfor til at retirere fra Hegn til Hegn, stadig i Forbindelse med 3. og 6. Kompagni, i skraa Retning henimod Sønderborgs nordøstlige Udkant. Ankommen til Sønderborg-Rønhaveveien, opdagede jeg en stærk fjendtlig Kolonne, som i hurtig Marche kom ned ad Veien og forsøgte at afskære os, men ved at opstille en Deling paa hver Side af Veien skjult bagved Hegnene og ved at lade disse to Delinger paa nært Hold give nogle velrettede Salvet, nødtes Kolonnen til at gjøre omkring, og Retraiten fortsattes til henimod Møllerne ved den nordlige Udkant af Sønderborg. Her indtog Kompagniet tillige med 6. Kompagni en Stilling paa den saakaldte Lysthushøi med Front dels mod Sundet, dels mod Nord og var i noget over ½ Time i stærk Fægtning med en overlegen fjendtlig Styrke, der havde besat Kirkebatteriet samt vore Løbe- og Kommunicationsgrave, medens vi til samme Tid overøstes med Granater saavel fra Dybbøl som fra de paa Als overførte Kanoner. Fjenden saaes imidlertid at trænge frem ad Kirkealleen, og af Bataillonskommandeuren, Kapitain H. Glahn, fik jeg Befaling til at besætte de yderste Huse i den nordøstlige Udkant af Sønderborg for at forhindre Fjenden fra at trænge frem her, medens en Deling under Lieutenant Fauerholdt blev sendt frem og besatte Reimults Hotel ligeoverfor den Gade, hvori Kirkealleen udmunder. Endnu inden Husene vare besatte, kom der Ordre til at trække sig tilbage, og Kompagniet forlod da atter Sønderborg og gik igjennem Melby, hvor Lieutenant Fauerholdt, der gjennem en Baggaard var kommen ud til Veien, der gaaer forbi Thomsens Have, med sin Deling stødte til Kompagniet. Retraiten fortsattes derpaa i skraa Retning henimod Sønderskoven, uden at Fjenden forfulgte. Efter Ordre dirigeredes Kompagniet bag en Bakke mellem Ladegaardsveien og Sønderskoven, og efter at det her var bleven samlet, fortsattes Retraiten gjennem Skoven. Regiments- og Bataillonskommandeuren fulgte med Kompagniet. Ankommen til Klintinge By saaes en fjendtlig Kolonne at marchere nogle faa Hundrede Alen N.V. for os, hvorfor en Deling opløstes i Kjæde for at dække det videre Tilbagetog, som paaskyndtes igjennem Lambjerg Indtægt.
Da vi nærmede os Hørup Hav, saa vi for Enden af Veien, som fra Lambjerg Indtægt fører til Hørup Hav, en fjendtlig Kolonne opstillet. Jeg beordrede Kompagniet ind i Skoven for at naa ned til Stranden, hvor der mulig kunde tilbyde sig Midler til at undkomme; men ogsaa her stod fjenden i en saa betydelig overlegen Mængde, at alt Haab om at komme bort maatte opgives, saa meget mere som der kort i Forveien var bleven meldt at Fjenden trængte frem Vest fra. Dertil kom, at Kompagniet var i en højst udmattet Tilstand efter over 24 Timers Forposttjeneste, en hidsig Fægtning og en forceret Marche.
Afskaaren fra Retraitelinien og omgiven af Fjenden paa alle Sider overgave vi os samtidig med Regiments- og Bataillonschefen. Ved Hørup Hav stod alt en fjendtlig Brigade og et Batteri riflede Kanoner.
Kompagniet undlader ikke herved med Anerkjendelse at fremhæve den gode Aand, som paa hin Dag besjælede Alle, saavel Befalingsmænd som Menige, og maa det navnlig omtale den Iver, hvormed Slesvigerne toge Del i Kampen. Da jeg ved min Tilfangetagelse skiltes fra de tre Delingsførere, seer jeg mig ei i Stand til at kunne opgive Antallet af Døde og Saarede. Af samme Grund kan jeg kun fremhæve dem, som jeg selv har haft Leilighed til at see udmærke sig i Kampen.
Disse ere: Nr. 2, Sergeant og Foureer Wiese, Nr. 3 Sergeant og Vaabenmester Høvisch, Nr. 189 Underkorporal Andresen samt de Menige Frivillig Nr. 3 S. Larsen og Nr. 21 Adam.
G. Wander
Lieutenant i 10. Infanteri Regiment.
Til
Det 10. Infanteri Regiment
Sorø.