1864-Arkivet

‹ Ét niveau op

8. Kompagni – premierløjtnant Satterup

Rapport ved kompagnikommandør premierløjtnant Frederik Lauritz Wilhelm Satterup vedrørende 5. Regiments 8. Kompagnis deltagelse i kampen den 29. juni 1864. Rapporten er først skrevet i januar 1868.

Rapport
fra 5. Infanteri Regiments 8. Kompagni
over Fægtningen den 29. Juni 1864.
Efterat hele Regimentet havde trukket dig tilbage fra sin Forpoststilling i Løbegravene og Kommunicationsgangene langs Alssund, og samlet sig i Høide med Baadsager og Kompagniet havde modtaget Ordre til at udvikle sig, befalede jeg Secondlieutenant Echeroth at opløse sin Deling i Kjæde bag det foranliggende Gjærde imellem Regimentets 7. og 2. Kompagni, medens jeg selv imidlertid søgte at bringe Orden i den øvrige Del af Kompagniet, der under Tilbagegangen fra Kommunicationsgangen var bleven stærkt beskudt i Ryggen. Derefter begav jeg mig ud i Kjæden, der endnu ikke havde den rigtige Forbindelse med 7. Kompagni. Da dette var ordnet, og Lieutenant Echeroths Deling imidlertid var smeltet noget sammen, gik jeg henimod min Reserve, som jeg beordrede Premierlieutenant A. Müller at føre langs Hegnet, bag hvilket den stod, nærmere til Kjæden, for i paakommende Fald at kunne benytte den. Samtidig opfordrede jeg 2 Underkorporaler til frivillig at gjøre Tjeneste som Ordonnantser hos mig; der meldte sig ogsaa strax tvende saadanne, men den ene af dem, Underkorporal Hjeronemus, faldt strax ved min Side, og den anden kort derefter.
Paa Tilbageveien til Kjæden saa jeg, at 7. Kompagnies venstre Fløj – der dannede en vinkel med 8. Kompagnies Kjæde og havde Front imod Vest, i Løb over en Græsmark nærmede sig Kommunicationsgangen. Lieutenant Echeroth kom mig i Møde og udtalte, at han fandt det ikke rigtigt, at Lieutenanterne Schleppegrell og Schaaaup (der førte 7. Kompagnies venstre Fløi) vare gaaede frem med deres Delinger, da Forbindelsen med den øvrige Deel af Regimentet derved var brudt og Fjenden desuden samlede sig stærkt i Kommunicationsgangen. Paa samme Tid bemærkede jeg, at den øvrige Deel af Regimentet trak sig tilbage, men da jeg ikke vilde lade de to oven omtalte Lieutenanter i Stikken, beordrede jeg Lieutenant Echeroth foreløbig at forblive med sin Deling hvor den var, indtil jeg nærmere havde undersøgt Situationen. 
Jeg begav mig altsaa frem i Retning af Kommunicationsgangen, men inden jeg havde naaet denne, hørte jeg fra den Deel af 7. Kompagni, der befandt sig der, Raabet: “5. Regiment herhen”, hvilket gjentoges flere Gange. Da jeg heraf sluttede, at de trængte til Hjælp, raabte jeg til Reserve Korporal Hansen, der laa nærmest med en ½ Deling, at han skulde rykke frem, medens jeg selv gik henimod Lieutenant Echeroth, der med den anden Halvdeling laa noget mere til Siden, og hvem jeg ligeledes beordrede at rykke frem, hvorpaa jeg vendte om, for at begive mig hen til Lieutenant Schleppegrell og Schaarups Delinger, for at see hvad der var paa Færde, idet deres Folk havde klumpet sig sammen i et Hjørne, der dannedes af to sammenløbende Hegn. Jeg var imidlertid kun gaaet nogle faa Skridt, da jeg gjennen et Debouchee i et Gjærde saa omtrent 2 à 3 fjendtlige Kompagnier i rask Marche passere den Nord for tilstødende Mark. Med Undtagelse af de to omtalte Delinger af 7. Kompagni og den Deling af 8. Kompagni, som Lieutenant Echeroth førte, var hele Regimentet gaaet tilbage. Vi stode altsaa temmelig isolerede, og Situationen var bleven vanskelig, idet jeg opdagede, at Lieutenant Schleppegrells og Schaarups Delinger, der som oven for omtalt havde klumpet sig sammen, nu vare stærkt blandede med fjendtlige Elementer, saa at jeg ikke kunde see, om der muligviis var foretagen en større Tilfangetagelse, og i saa Tilfælde hvem de Overvundne vare. Min Tanke var derfor strax den, at trække min Reserve til mig, underrette Lieutenant Schleppegrell om Faren og derpaa trække mig tilbage i Høide med den øvrige Deel af Regimentet. Idet jeg derhos vendte mig om, for at vinke min Reserve frem, saa jeg denne i Løb trække sig tilbage langs et Gjærde, der løb i sydlig Retning og Grunden til denne dens Handlemaade blev mig strax indlysende, idet jeg samtidig bemærkede, at Fjenden havde besat Terrainet bagved os og laa med Ryggen imod os. Jeg var altsaa afskaaret tilligemed den Deling, som Lieutenant Echeroth førte. Udsigten til at føre Delingen tilbage var kun ringe, men da det muligviis kunde skee, hvis Terrainet øst for Lindegaard endnu ikke var besat af Fjenden, begav jeg mig hen til Gaarden men jeg havde næppe naaet den, før en fjendtlig Underofficer og 4 Mand styrtede ud derfra, greb mig i Brystet og førte mig bort. Tiden var omtrent Kl. 5½ om Morgenen.
Lieutenant Echeroth med sin Deling blev kort efter ligeledes tagen til Fange.
Angaaende Kompagniets videre Deeltagelse i Fægtningen maa jeg henvise til Lieutenant A. Müller, som førte Kompagniets Reserve.
p.t. Aalborg, den 13. Januar 1868.
Satterup
Kapitain.

Viser 1 emner.