1864-Arkivet

‹ Ét niveau op

2. Kompagni – premieløjtnant Raabye

Rapport ved kompagnikommandør premierløjtnant Stephen Julius Raabye vedrørende 5. Regiments 2. Kompagnis deltagelse i kampen den 29. juni 1864. Rapporten er først skrevet i januar 1868.

Rapport
over 5. Infanteri Regiments 2. Kompagnies Deltagelse
i Fægtningen paa Als den 29. Juni 1864.
Med en Styrke af 3 Officerer, 9 Underofficerer, 20 Underkorporaler, 2 Spillemænd og 199 Menige besatte Kompagniet den 28. Juni om Aftenen Kl. 10 Løbegravene langs Alssund, fra vest for Plankebatteriet hvor det støttede sig til 10. Regiment, til Slugten omtrent vest for Ringbæk hvor det stod i Forbindelse med 5. Regiments 1. Kompagni.
Intet Usædvanligt bemærkedes ved de fjendtlige Poster paa den modsatte Side af Alssund, indtil Klokken omtrent 2, da der hørtes en meget stærk Granat- og Geværild i Retning af Sandbjerg, som efter omtrent 10 Minutters Forløb sagnedes og endelig ganske ophørte med Undtagelse af enkelte Skud som fra de fjendtlige Batterier rettedes mod vore Batterier syd for Kjærvig. Alt blev herefter igjen roligt; nogle enkelte Geværskud hørtes vel i Retning af Rønhave, men da forøvrigt intet bemærkedes og det fra Kompagnies Stilling ikke var muligt at overse Kysten og Terrainet mod Nord længere end omtrent i Høide med Surløkkebatteriet, antog jeg at en af Fjenden mod Kjær Halvø forsøgt Overgang var bleven tilbageviist. Klokken omtrent 4 faldt imidlertid enkelte Skud i Kompagniets høire Flanke og samtidig bemærkedes Besætningen i Surløkkebatteriet at forlade dette, ligesom 1. Kompagni trak sine Poster bort fra Løbegravene og derefter samlet begav sig tilbage mod Ringbæk.
Da Kompagniet ikke havde modtaget nogen Ordre og fra sin Stilling ikke kunde opdage nogen Bevægelse fra Fjendens Side som kunde foranledige det til Tilbagegang begav jeg mig alene tilbage for hos Kompagnikommandeuren for l. Kompagni, Premierlieutenant Stonor, at erkyndige mig om Grunden til at dette forlod Stillingen; han meddelte mig at der var givet Ordre til at Regimentet hurtigst muligt skulde samle sig paa Rønhaveveien ved Engelshøi. Jeg begav mig nu tilbage til Kompagniet, lod Besætningen i Løbegravene trække sig langs de perpendiculairt paa Stillingen løbende Hegn tilbage til Kommunicationsgangen, hvorfra Kompagniet samlet rykkede til Engelshøi. Ankommen hertil erholdt jeg af Regimentskommandeuren, Oberstlieutenant Myhre, Ordre til at sætte mig paa venstre Fløi af 8. Kompagni, der tilvenstre af 7. havde besat Terrainet Nord for Lindegaard, mellem denne og Ringbæk, samt at søge Forbindelse med 10. Regiment. Den modtagne Ordre udførtes ved at lade 1. og 2. Deling formere Skyttelinier, saaledes at høire Fløi, støttende sig til 8. Kompagni, fik Front mod Nord, Midten besatte et parallelt med Alssund løbende Hegn med Front mod Kommunicationsgangen og venstre Fløi tog Opstilling bag et perpendiculairt paa Sundet løbende Hegn med Front mod Nord og i Forbindelse med Kompagniet Thesen af 10. Regiment, omtrent 300 Alen nordvest for Baadsagergaard; 3. og 4. Deling holdtes som Reserve i Haven bag den afbrændte Lindegaard. I Retning mod Kjærvig hørtes stærk Skydning, hvorimod Fjenden ikke bemærkedes foran Kompagniets Front.
Kort efter at Stillingen var indtaget blev der givet Signal “5. Regiment, Fremad” og Kompagniet rykkede nu frem imod Nord i den ovenfor angivne Formation, vedligeholdende Forbindelse til Høire og Venstre; Under Fremrykningen faldt enkelte. Skud fra Kommunicationsgangene, der besvaredes af den Deel af Skyttelinien som med Front mod Sundet bevægede sig i Flankemarche til Høire. Kompagniet var næppe rykket 200 Alen frem forinden høire Fløi blev stærkt beskudt fra Kommunicationsgangen og Terrainet mellem Frydendal og Møllestedgaard, medens dets Forbindelse med 8. Kompagnies Skyttelinie pludselig blev afbrudt formentlig ved at denne i det angivne Terrainafsnit er falden i Fjendens Hænder. Da Fjenden nu udviklede sig mellem Kommunicationsgangen og Rønhaveveien og min høire Fløi som anført var uden Forbindelse, lod jeg Skytteliniens høire Fløi og Midte aliniere sig med den venstre Fløi, der for at vedligeholde Forbindelse med 10. Regirnent vedblivende var noget tilbagetrukket, en Del af 8. Kompagnies Reserve, omtrent ½ Kompagni under Secondlieutenant Møller sluttede sig under denne Bevægelse til min høire Fløi og forlængede denne til Rønhaveveien. Fjenden udviklede sig stedse stærkere i Fronten samtidig med at han ad Kommunicationsgangen trængte frem mod 10. Regiment; i Forbindelse med dette tiltraadte Kompagniet derfor Retraiten mod Møllebakkerne mord for Sønderborg, idet de mellemliggende Hegn benyttedes som midlertidige Stillinger for at opholde Fjenden der vedblev Forfølgelsen. Under Retraiten trak Lieutenant Muller med omtrent en Deling af 8. Kompagni sig over paa den østlige Side af Rønhave-veien, hvor han sluttede sig til 4. Kompagnies Skytter der netop havde taget Stilling mod Veien paa Bakkerne øst for samme og noget tilbage.
Paa Bakkerne ved Sønderborg tog Kompagniet Stilling med Front mod Nord og Fjenden syntes et øieblik at standse Forfølgensen, men snart bemærkedes han med sluttede Afdelinger at bevæge sig frem ad Rønhave-veien medens fjendtlige Skytter saaes paa Høiderne øst for samme, som nu vare forladte af 4. Kompagni. Da min høire Fløi var uden Forbindelse og jeg ved at forblive i Stillingen paa Møllebakkerne vilde være bleven omgaaet i min høire Flanke, lod jeg Kompagniet med ?høire om; Løb” trække sig over paa den østlige Side af Rønhaveveien; her toges Stilling med Front mod Veien, høire Fløi noget tilbagetrukken og venstre Fløi i Forbindelse med Kompagniet Kühlmann af 10. Regiment. Den ved Kompagniet endnu tilbageværende Afdeling af 8. Kompagni kom her ud af Forbindelse med Kompagniet og skal, efter hvad jeg senere erfarede, have samlet sig bag de nordlige Huse i Sønderborg og herfra været gaaet tilbage over Klintinge og Høruphav til Kegenæs. Fjenden, der maa have bemærket Kompagniets Bevægelse, begyndte strax at beskyde Stillingen med Granater, formentlig fra Steengaarden, og da ingen af vore Afdelinger saaes i Terrainet mod Sundsmark, medens der herfra gjentagende blæstes “2. Kompagni” “Tilbage” trak jeg mig i Forbindelse med det ovennævnte Kompagni af 10. Regiment, uden Forfølgning af Fjenden, tilbage i Retning mod Barakkerne der saaes at brænde.
Efter Ankomsten hertil erholdt jeg af Regimentskommandeuren Ordre til at indtage Stilling bag Barakkerne hvilket udførtes med 3. og 4. Deling, høire Fløi støttende sig til Krattet nordvest for Sundsmark der var besat med 4. Kompagni og venstre Fløi i Forbindelse med 10. Regiment; 1. og 2. Deling holdtes tilbage som Reserve. I denne Stilling forblev Kompagniet i ¼-½ Time uden at noget fjendtligt viste sig; derefter blev givet Signal til Tilbagegang og denne tiltraadtes mod Sundsmark By, der blev heftigt beskudt med Granater. I Byens vestlige Udkant modtog jeg af Regimentskommandeuren Ordre til at samle Kompagniet og slutte mig til Reserven i den vestlige Udkant af Sønderskoven og herfra tiltraadtes senere under Regimentskommandeurens Kommando Tilbagegangen til Kegenæs. 
Under Retraiten fra Barakkerne til Sundsmark blev endel af 4. Deling under Fureer Mortensen, ved at fortsætte Retraiten gjennem Byen, skildt fra Kompagniet og sluttede sig til en Afdeling under Premierlieutenant Snertinge, under hvis Kommando den retirerede over Høruphav og efter Regimentets Ankomst til Kegenæs igjen meldte sig til Kompagniet.
Kompagniets Tab i Fægtningen var ialt 32 Mand, nemlig: døde 2 Menige; Saarede: 1 Underkorporal og 6 Menige; Savnede: 1 Korporal, 1 Overspillemand, 1 Underkorporal og 20 Menige.
Odense den 23. Januar 1868
Raabye
Kapitain i 26. Bataillon,
daværende Kommandeur for
5. Regiments 2. Kompagni.