1864-Arkivet

Supplement til Rapporten
over 4. Infanteriregiments 8. Kompagnies Deltagelse i Fægtningen paa Als den 29. Juni 1864.

Rapporten er skrevet af Undertegnede, da 4. Regiment laa indkvarteret i Diernisse Sogn (pr. Faaborg). Den er skrevet den 2. Juli (saavidt jeg erindre).
For at oplyse hvad jeg skriver vedsender jeg et Krokuis af Egnen og Terrainet ved Rønhave.
Naar jeg skal udtale mig om Mandskabets og Underbefalingsmændenes Forhold under Fægtningen, da gjør det mig ondt at matte tilstaa, at det var alt andet end godt. Dets Forhold var gjennemgaaende slet; thi da Obersten kommanderede Kompagniet frem, vaklede det, Folkene trykkede sig og vilde ikke strax “gaa paa”. Lieutenant Sellden skulde formere Kjæde med den forreste Deling, men Folkene klyngede sig til Hegnet (b) som vi fulgte langs med. De foretrak at søge Dækning bag hinanden for at sprede sig i Kjæde. Officererne, Kommandeersergeanten, Foureren gjorde alt hvad de kunde for at faa Mandskabet frem og hvad mig selv angaar da anvendte jeg baade godt og ondt for at faa dem afsted, først ved at gaa foran og opmuntre Folkene og da det ikke hjalp, brugte jeg min Klinge baade med Fladen og Skarpen. Obersten, Brigadeadjutanten og Ordonnants officeren understøttede os heri og tilsidst fik vi Massen frem (den havde ikke Kolonne formen) og Fjenden, der dengang var os langt underordnet i Styrte retirerede tilbage til Skoven. Som Karakteristisk for Underkorporaler og midlertidige Korporaler, maa jeg bemærke, at jeg ikke hørte eller saa dem kommandere, ikke en Eneste af dem. Det var i denne Farens Stund ikke tiI at see, at de var og skulde være Befalingsmænd, de manglede Pligtfølelse og Mod. Enkelte svigtede ikke, men deres Antal var desværre kun ringe. Deriblandt erindre jeg først og fremmest Nr. 401, der var modig, og frelste hen ydermere mit Liv ved at sende en Preusser, der var kommet mig vel tæt paa Livet, en Kugle gennem Hovedet, desuden Menig Haumann, Underkorporal Petersen (Nr. 514, troer jeg) som faldt ved Siden af mig, samt en 4-5 Menige, hvis Humor og Navn jeg ikke har kunnet oplyse, da de forsvandt under Træfningen og Kammeraterne ikke har kunnet give mig Oplysning desangaaende.
Iøvrigt er og var det meget vanskeligt for mig at give detaillerede Beretning om Mandskabet og Underbefalingsmændene, da jeg ikke have været mere end 3 Dage (3-5) ved Kompagniet forinden Affairen. Jeg kjendte neppe Underofficererne ved Navn endsige Mandskabet. Om Disciplinen i Kompagniet kan jeg efter et saa kortvarigt Kjendskab, ikke have nogen grundig Mening, men det vil maaske her være paa rette Sted at anføre Følgende: “At det 8. Kompagni mistede den 14. Marts næsten Halvdelen af sit Mandskab (80 Mand circa), dets samtlige Officerer og Kommandeersergeanten, at Mandskabet ikke havde forvundet Skrækken efter denne Affaire, at det var suppleret med Rekrutter til sin reglementerede Styrke, hvilket ikke indvirkede heldigt pas dets Kampdygtighed, At Suppleringen af Underbefalingsmand vanskeliggjordes ved Kommandeurens Fald og Kommandeersergeantens Tilfangetagelse saavelsom ogsaa derved, at Udvalget var blevet reduceret til (næsten) det Halve, eftersom man ikke kunde anvende Rekrutter til Befalingsmænd. Premierlieutenant Thrane var dengang ikke til Stede ved Kompagniet, da han var lazaretsyg. Det Tidspunkt, hvor Premierlieutenanten saaredes, kan jeg ikke med Bestemthed opgive, eftersom jeg Ikke selv saa det. Jeg modtog Ordre directe af Obersten der selv førte Kompagniet, hvorfor min Opmærksomhed unddroges Lieutenant Thrane. Alt hvad jeg ved herom er, at Lieutenant Sellden, og En og Anden af Mandskabet, have set Premierlieutenanten begive sig bort i Retning af Rønhave og Kjær By. Efter de seneste Oplysninger herom, som og stemmer overens med Premierlieutenantens Udsagn, men det maa have [været] forinden Sammenblandingen at Kompagnierne (Co og 81).
Meldingen om “at Premierlieutenanten var saaret, blev bragt mig af en Menig, hvis Navn og Nummer jeg ikke kan erindre, men maaske Premierlieutenanten er istand hertil. Jeg modtog den da vi stod bag Hegnet Vesten for Rønhave (Hegnet c). Det var i det Øjeblik, da Fjenden, ved en stærk Enfilerild fra Kommunicationsveiens vestlige Side, tvang os til en altfor skyndede Retraite. Det var altsaa nogen Tid efter Kompagniernes Sammenblanding, hvilket har foraarsaget at jeg tidligere ansaa det Moment, hvor Lieutenanten saaredes, for at ligge længere henne i Træfningen.
Befalingsmændene havde ligesaalidt Kommando over deres Mandskaber under Retraiten som under Fremrykningen. Ved Folkenes Vaklen og Trevenhed til at “gaa paa” nedbrødes den ufuldkomne Orden i Kompagnikolonnen, vi i den skyndsomste Fart havde formeret. Kolonnen vaklede, Mandskabet blandedes mellem hverandre, Angrebet blev mat og Retraiten kunde neppe under saadanne Omstændigheder udføres med Orden. Kommandeersergeanten og Korporal Baltser saaredes, deres Mandskaber løber herreløse tilbage. Hvad der iøvrigt vanskeliggjorde Retraiten var, at hele Kompagniet var opløst i Kjæde, uden at være understøttet af andre med det i samme Høide fægtende Afdelinger; begge Fløje svævede som man siger i Luften uden Understøttelse.
Aarsagen til at Kompagniet tabte saa mange Fanger maa dels ligge i Mangelen paa Understøttelse, navnlig paa dets venstre Fløi dels i at Retraiten fra Hegnet (c) vester for Rønhave førte igennem en Havremark, hvor Sæden alt var 2 Alen høi, hertil kom at Fjenden, som tidligere anført, alt havde naaet den vestlige Side Kommunicationsveien (k), der stødte til ovennævnte Hegn under en spids Vinkel.
Ikke saa meget bebreider jeg Mandskabet dets holdning under Retraiten, selv den fortrinligste disciplinerede Afdeling vilde vanskeligt have udført den med Orden, dertil var den fjedtlige Overmagt for stor, dertil var de Omstændigheder Kompagniet fægtede under, for uheldige, men hvad jeg kan og vil bebreide Mandskabet og meromhandlede Underbefalingsmænd var den Feihed, Trevenhed og Vaklen, da de skulde frem ved det første Angreb. Imidlertid troer jeg ikke herved at sætte nogen Plet paa hele 4. Regiment, om saa var skulde det gjøre mig særdeles ondt, eftersom jeg har seet og selv været med, da de kjæmpede den 17. Marts da det holdt sig bravt og Mandskabet var flinkt.
Den Plet jeg sætter, sætter jeg kun paa 8. Kompagni, paa dets Mandskab ag fornemmelig paa omhandlede Underbefalingsmænd.

S. B. Jochimeen
Secondlieutenant i Infanteriets Krigs-
reserve ved 4. Infanteriregiment.

Til
4. Infanteri Brigades Kommandeur
Oberst Scharffenberg
R. af D. og Dmb. m. m.