1864-Arkivet

I Henhold til Hr. Oberstens Skrivelse af 31. Januar d.A. tillader jeg mig tjenstligst at besvare de i samme forelagte Spørgsmaal saaledes:

Om Natten til den 29. Juni 1864 da den fjendtlige Overgang skete fra Sundeved til Als, stod jer med 3. Kompagnies 1. Deling paa kompagniets høire Fløi saaledes, at min venstre Fløi stødte til Hegnet Nord for Rønhave Batteriet, og min højre Fløi til det næste Hegn nord for dette, hvor jeg havde Forbindelse med 1. Kompagni paa denne Strækning af c. 1.000 Alen havde jeg efter Befaling delt min Deling i 4 Grupper, og udstillet dem paa saadanne Punkter, hvor en god Ildvirkning kunde opnaaes, Grupperne vare indbyrdes forbundne med Poster, og foran min Stilling havde jeg udstillet et Par Lytteposter nede ved Vandet.

Af min Kompagnikammandeur havde jeg modtaget den Ordre, i Tilfælde at et fjendtligt Angreb, at ile til det truede Punkt, forsaavidt dette ikke laa for langt borte, og at beskyde Fjenden saa hurtigt som muligt uden at oppebie nogen nærmere Ordre. Kompagnikommandeuren inspicerede min Stilling flere Gange fra Kl. 9 Aften til Kl. 1 Morgen, navnlig var han hos mig fra Kl. 12 til 1, og underholdt vi os om den stærke Tummel der herskede paa den fjendtlige Side, ligesom vi anstrængte os for at opdage noget der kunde tyde paa Tilberedelser til en Overgang.

Omtrent Kl. 2 faldt der et enkelt Skud fra vore Poster nord for mig, og i samme Nu begyndte der en usædvanlig stærk Granat- og Geværild fra den fjendtlige Side, der strax blev besvaret af os, og tillige saa jeg en stor Mængde Baade bedække Sundet nord paa og styrede i Retning mod Skovfogedhus Batteriet. Uden at betænke mig et Øieblik ilte jeg med min Deling langs hen i Løbegraven mod det Sted hvor jeg formodede at Overgangen vilde ske. Da jeg omtrent var kommen 200 Alen Nord for Hegnet hvor min høire Flød stod, stødte jeg paa Lieutenant Bjerring som var i avancering nord efter, vi gik da i Forening længere frem til vi omtrent kom 6 a 700 Alen forbi samme Hegn, her gjorte jeg Holdt og lod da fyre i lidt skraa Anslag, alt hvad jeg kunde. Imidlertid var Kapitain Bügel ogsaa kommet til os med endel Folk (jeg antager 2 Delinger), han gjorte ligeledes Holdt for at virke med sin Ild. At vor Ild gjorde Virkning saaes deraf; at endel baade i Midten af Sundet gjorde omkring og heraf troede jeg at Angrebet tildels var afslaaet. Jeg kunde nemlig paa Grund af Mørket og den stærke Krudtdamp ikke se mere end den ene Kolonne. Kapitain Bügel bestemte da at vi skulde gaa lidt mere nord paa for endnu bedre at kunne standse de Baade der muligvis vilde forsøge at naa Land; men vi havde næppe sat os i bevægelse før vi fik en voldsom Ild fra Nord som flankerede og bestrøg Iøbegraven, der her ikke var forsynet med Traverser, at vi ikke kunde staa her længere. Folkene begyndte at vige tilbage og geraadede herved i en meget stor Forvirring i Løbegraven, som især forøgedes der ved, at endel af 18. Regiments Mandskab som var paa Arbejde laa og trykkede sig her. Da jeg havde trukket mig tilbage til det samme Hegn hvor før min højre Fløi stod, søgte jeg at faa saa mange Folk med mig som muligt, for med disse at naa op at besætte Arnkilsøre-Skovens sydvestlige Udkant, saaledes at jeg havde Skoven i Ryggen og den aabne Mark i Fronten: det lykkedes dog kun at samle faa, da Størsteparten vedblev at fortsætte deres Løb Langs hen i Løbegraven syd paa. Jeg gik da med disse og med en Del at Kapitains Folk, langs ad dette Hegn og efter Rønnehave Vejen til, men ved Ankomsten til det Sted hvor Hegnet ophører ved Kommunicationsgangen stod Fjenden allerede med en ikke ringe Styrke paa den aabne Mark mellem Skovudkanten og det Punkt hvor jeg stod, dog c. 300 Alen Nord for mig. Jeg avancerede da i hurtigt løb over til det Sted hvor Rønhaveveien støder til Arnkilsøreskoven, her gjorde jeg Holdt for at samle paa det Mandskab, som at andre forsprængte Kompagnier kom ad denne Vej. Omtrent til samme Tid ankom Lieutenanterne Westrup og Jessen, som ogsaa bleve staaende her, og lidt efter kom Oberst Faaborg med sin Stab ridende hen til os ad Vejen fra Rønhave, han gav mig Ordre til at blive staaende for at samle flere Folk, og da, at afvente nærmere Ordre fra ham, om hvor jeg skulde rykke hen; han red derpaa frem ad Veien til Skovløberhuset, men efter at han der var stødt paa Fjenden og formodentlig blevet saaret, kom han i ualmindeligt Trav tilbage, og red forbi, uden at give mig nogen Ordre. Da Folkene saa den skyndsomhed hverved han kom tilbage, og da tillige Fjendens Kugler begyndte at bestryge Veien fra Nord, saa løb de alle over Hegnet tilbage i Retning efter den Skov hvor 3. Kompagnis Barakker laa; dog fik jeg endel af dem standset, og med disse gik jeg da fra Hegn til Hegn indtil jeg naaede sidstnævnte Skov. Efter at have passeret denne kom jeg ind omtrent mod Gaarden Nr. 4 og fortsatte, stadig forfulgt, Retraiten i Retning efter Ulkebøl mellem Ulkebøimarkeveien og Skoven. Her omtrent traf jeg sammen med Lieutenant Wørishøffer og ved Gaarden Nr. 6 stødte jeg paa Regimentskommandeuren samt Lieutenanterne Paahlmann, Herts og Skow og en Del af Regimentets Mandskab; kort derefter kom 3. Regiment og rykkede frem omtrent ved den lille Skov som ligger sydøstlig for Brenderi Gaarden, derimod fik vi strax Ordre at gaa til Hørup Kirke, hvor vi stod en kort Tid, og derpa afmarcherede vi til Kegenæs.

Med Hensyn til de forlangte Oplysninger om landskabets og Underbefalingsmændenes Forhold under Kampen, da kan jeg kun tilføie, at under Fremrykningen og saalænge til jeg blev flankeret af Fjendens IId, udviste de alle et særdeles rosværdigt Forhold, men efter det Øjeblik kan jeg ikke nægte at Størsteparten ikke adlød nogen Kommando, dog maske paa Grund af den Forvirring som opstod ved Trængselen i Løbegraven, at fremdrage nogen enkelt seer jeg mig ikke i Stand til.

Tjenstligt

 C.F. Nissen, Sekondlieutenant ved 4. Rgt.

Bøivelbaarne
Herr. Oberst v. Scharffenberg Cmd. af Danb. og Danb. Mand.