1864-Arkivet

‹ Ét niveau op

Svar til undersøgelseskommission – reserve officersaspirant Meyer

Svar til undersøgelseskommissionen (oberst Scharffenberg) ved reserve officersaspirant Albert Meyer vedrørende 4. Regiments 1. Kompagnis deltagelse i kampen den 29. juni 1864.

Høivelbaarne
Hr. Oberst v. Schaffenberg

Jeg tillader mig at meddele Hr. Obersten de fuldstændigste Oplysninger, jeg er istand til at give.
Den 28. om Aftenen, blev der mig tildelt 3 Section af 1. Kompagnies 3 Deling, der var opstillet ved Feltvagten Nr. 1 i dobbelte vedetter med en 3 – 4 Skridts Afstand, og havde besat den Strækning der førte fra den kommunicationsgang, der løber fra Arnkilsøre Skov og ned til Løbegraven og til noget forbi det første Kanonplacement der laa tilvenstre for samme.
Omtrent Kl. 1½ blev der givet Ordre til Samling og til at indtage vor Dagstilling. Aspirant Kopp, der førte 1. Halvdeling af 3. Deling fik Ordre til at rykke op i Skoven, hvorimod 2. Halvdeling under Reservekorporal Jensen skulde blive staaende (den Halvdeling hvortil jeg hørte). Der blev arbeidet meget stærkt ovre ved Sandbjergskoven hele Natten, og en Menig bekjendt ved Kompagniet under Navnet “Dragonen”, talte om en sort Skive der bevægede sig ovre ved Kysten, som jeg troer, fik han af Kompagnikommandeuren, Premierlieutenant Linnemann Ordre til at afgive sit Skud; og i samme Øieblik var der Ild over hele Linien ovre fra Tyskerne, helt oppe fra Sandbjergskovens nordligste Pynt og ned til Teglværket.
Premierlieutenant Linnemann kaldte paa Hornblæseren, jeg løb for at søge ham, men han var ikke til at finde, Som jeg senere har erfaret, var han gaaet med 1. Halvdeling op i Skoven. Der blev nu givet Ordre til at skyde flittigt, jeg krøb op paa Brystværnet og kom til at staa ved Siden af Underkorporal Jensen Nr. 108, senere Reservekorporal, da Mandskabet kun stak Bøssepiben op over Brystværnet, uden at se hvor de traf, laante vi de ladte Bøsser og skød flittigt.
Baadene var imidlertid komne helt ind til Land og Reservekorporal Jensen, min nærmeste Foresatte, raabte at vi skulde trække os længere hen tilhøire da de gjorte landgang der (omtrent ud for Gjærdet) og der var ingen til at tage imod dem, da 1. Halvdeling, der var gaaet op i Skoven havde staaet der, jeg spurgte hvem der havde givet den Ordre, han svarede, den giver jeg; der er jo ingen hvor de kommer op. Vi løb derhen og der blev en alvorlig Fægtning, da de kom op i store Mængder, og vor Styrke var bleven megen lille, de der var luret mange uden Ordre. Tyskerne løb Imidlertid forbi os og op i Skoven; og Korporal Jensen raabte: “Tilbage”I vi løb nu langs Gjærdet op i Skoven, paa Veien derop blev vi beskudt fra 3 Sider, nede fra Løbegraven paa vor højre Flanke og oppe fra Skoven fik vi flere Skud.
Da vi kom lidt ind i Skoven hørte jeg et Hornsignal, og jeg spurgte hvad blæses der, og i det same saa vi at Tyskerne vare spredte over den nordlige Del af Skoven. De kom henimod os og der opstod en meget stor Forvirring, vi bleve fuldstændig spredte. Jeg fik ved at springe over en Grøft et let Kolbeslag over min høire Hofte saa jeg tumlede bedøvet ned i Grøften, jeg kom imidlertid op og kan kun takke Mørket i Skoven for at Jeg undgik Fangenskab; her tabte jeg de fleste af vore Folk af Sigte, jeg mindes heller ikke at have set Korporal Jensen i Skoven.
Da jeg var aldeles ukendt med Terrainet løb jeg lige igennem Skoven og kom ud ved Stranden, omtrent ved Arnkilsørebarakker, her ser jeg Rolf Krake løbe op ad Fjorden; her traf jeg paa en 3 – 4 Menige af 3. Deling. Da vi vare komne til enden af Skoven krøb jeg op ad Skrænten, og saa ind over Marken, her troer jeg at have set en Bauna brænde, men om det har været den Hr. Obersten i Skrivelsen taler om, siger jeg mig ikke istand til at sige med Bestemthed.
Vi fulgte nu langs Strandkanten til vi kom ud pea Hovedchausseen, her traf vi flere af 4. Regiment og dem vi spurgee om de ikke havde set noget til 1. Kompagni, at det var forud; paa mit Spørgsmaal om hvilke Befalingsmænd der var med, sagde de at de havde ikke set andre end Aspirant Kopp.
VI skyndte os for at træffe dem, men mit Ben smertede mig en Del og da den Kavaleriofficer, der havde med Trainet at gjøre skyndte paa os, kom jeg op paa en Vogn. Jeg kan ikke med Bestemthed sige Klokkeslottet ved min Ankomst til Kegenæs, men jeg tror den var 9-10.
Aspirant Kopp havde her opstillet 1. Kompagnies Fane og en c. 50 Menige, og jeg meldte mig til ham. En Søofficeer gav os Ordre til Regimentsvis at gaa ombord i de til Transport værende Skibe. 1. Kompagni, med Undtagelse af de 7 Mand, Aspirant Thrane og Sergeant Jensen, der var ombord paa Frederik VI, afgik paa et Dampskib og en Jagt til Faaborg.
Hvad Mandskabets Forhold under Kampen angaaer, maa jeg Henholde mig til, at da de fjendtlige vare komne iland, største Parten var gaaet tilbage uden Ordre.
SIutteligen maa jeg tillade mig at bemærke at jeg først den 7. Juni var kommet til Regimentet, og var aldeles ukjendt med Forholdene paa Als.

Ærbødigst
Albert Meyer
Reserve officersaspirant
ved 4. Inf. Rgt. 1. Komp.
Til
Høivelbaarne Oberst Schaffenberg.