1864-Arkivet

‹ Ét niveau op

1. Kompagni – sekondløjtnant Baggesen

Rapport ved sekondløjtnant Frederik Casper Conrad Friboe Baggesen vedrørende 4. Regiments 1. Kompagnis deltagelse i kampen den 29. juni 1864. Kompagnichef premierløjtnant Mads Johan Buch Linnemann bliver taget til fange under kampene.

Rapport
Fra 4. Infanteri Regiments 1. Kompagni over Fægtningen den 29. Juni 1864. 
Den 29. Juni om Morgenen stod Kompagniet i Løbegraven paa yderste høire Fløi fra Arnkilsøre til Hegnet S. for Arnkilsøreskoven. Opstillingen var temmelig spredt, dog vare Sectionerne nogenlunde samlede. Da den fjendtlige Ild begyndte Kl. 2½ Formiddag og Overgangen skete, var Kompagniet allerede i Begreb med at indtage Dagstillingen længere tilbage, saa at omtrent kun Halvdelen var tilbage i Løbegraven. Efter de Oplysninger, som de her til Fyen ankomne Underbefalingsmænd give, skete Overgangen paa tre Steder paa engang, ved Øret, ved Skovfogedhuset og ved et Hegn midt imellem disse to Steder. Den Del af Kompagniet, der allerede var gaaet tilbage i Dagstillingen, og navnlig første Deling under Seoondlieutenant Bjerring, var imidlertid atter rykket ned i løbegraven paa venstre Fløi af Kompagniet og Fjendens Ild besvaredes nu i nogen Tid, men da Fjenden uden at bryde sig om Besætningen i Løbegraven strax gik op ad Hegnene ind i Skoven og derfra angreb danne i Ryggen, gav Kompagnikommandeuren, Premierlieutenant Linnemann Ordre til at retirere; paa Veien til Skoven blev nemlig 3. Deling under Premierlieutenant Hindenburg omringet paa Marken og i Haandgemænget skal Premierlieutenanten være hugget ned. Resten af Kompagniet tilligemed Kompagnikommandeuren naaede dog Skoven og traf her 5. eg 7. Kompagni, der optoge Fægtningen i Forening med 1. Kompagni. Her i Skolen er Premierlieutenant Linnemann, samt Secondlieutenanterne Bjerring og Pingel bleven sete, men derimod ikke paa Veien fra Skoven til Gaarden Nr. 6 i Ulkebøl Nørremark, hvorhen Fægtningen efterhaanden trak hen gjennem Skoven og fra Hegn til Hegn.
Ved denne Gaard kom 18. Regiment til og optog Fægtningen, hvorefter Resterne af Kompagniet dirigeredes til Borup Kirke, hvor Regimentet skulde samles. Af Kompagniets tilbagevarende Befalingsmænd deltoge navnlig Officersaspirant Trane, Korporal Jensen og Underkorporal Blaase i hele Fægtningen, hvorimod de øvrige allerede vare indskibede og afgaaede fra Kegenæs flere Timer forinden Regimentet naaede dertil.
Om Kompagniets faste Underofficerer Kommandeersergeant Berg, Foureer, Korporal Petersen og Vaabenmester Petersen vides Intet. kompagniets Styrke den 1. Juli om Formiddagen, da jeg overtog Kommandoen var: 3 Officersaspiranter, 3 Korporaler, 9 Underkorporaler og 68 Menige.

Kantonnementet ved Faaborg den 1. Juli 1864.
Baggesen
Secondlieutenant
p.t. Kompagnikommandeur.