1864-Arkivet

I marts under belejringen af Dybbølstillingen får Kauffman kommandoen over kanonbatterierne langs Alssund og bliver herefter næstkommanderende ved artillerikommandoen i Dybbølstilingen under major Jonquières. Efter Dybbøls fald bliver han chef for artilleriet på Als men beordres i slutningen af maj til Londonkonferencen for at yde militær vejledning.

Dansk Biografisk Leksikon, første udgave.:

Kauffmann, Wilhelm Frederik Ludvig, 1821-92, Officer, Broder til den foregaaende, er født 25. Marts 1821 i Rendsborg og kom 1838 paa den kongl. militære Højskole som Sekondlieutenant. Afgaaet der fra i 1842 blev han Premierlieutenant i Artilleriet og ansattes 2 Aar senere ved Landkadetakademiet som Skoleofficer og Lærer. I 1847 ægtede han Annette Tronier, Datter af Grosserer, Major i Livjægerkorpset Carl Chr. T. Ved Krigens Udbrud 1848 blev han Adjudant hos den kommanderende Artilleriofficer paa Fyn, men efter at være forfremmet til Kapitajn ansattes han ved 2. Batteri, og hermed rykkede han ogsaa ud i 1849 efter at have fortsat sin Virksomhed ved Landkadetakademiet i Løbet af den foregaaende Vinter. K. deltog i Kampen ved Kolding, i Ryes Tilbagetog og i Slaget ved Fredericia, hvornæst han fik Befalingen over et 24-pundigt Granathalvbatteri, hvormed han deltog i Slaget ved Isted 1850. Efter Krigen blev han ansat som Lærer i teknisk Mekanik og Teknologi ved den kongl. militære Højskole, hvilken Stilling han beholdt til 1866, men varetog ved Siden heraf forskjellig anden Tjeneste. Indtil 1852 var han saaledes ved Tøjetaten, indtil 1854 ved Brigadestaben, hvorefter han blev Chef for 4. Batteri. Som Medlem af forskjellige Kommissioner og som Forfatter til flere Artikler i “Tidsskrift f. Krigsvæsen”, hvis Chefredaktør han var fra 1865-73, udfoldede han desuden en betydelig Virksomhed. I 1856 foretog han en Udenlandsrejse til Sverige, Østrig, Sardinien, Frankrig og Belgien, overværede i 1858 en Troppesamling i Skaane og erholdt i 1860 Majors Karakter, medens han i 1862 under Troppesamlingen ved Slesvig attacheredes de fremmede Officerer. Da Krigen udbrød 1864, var K. endnu Chef for 4. Batteri, der var udrustet med 12pundige Riffelkanoner, hvilke gjorde Tjeneste som Positionsskyts under Dybbøls Forsvar. Tillige blev K. i Marts Kommandør for Batterierne langs Als Sund og senere næstkommanderende Artilleriofficer i Dybbølstillingen. Efter at vort Skyts i Skanserne for største Delen var bragt til Tavshed, fattede han den Tanke fra Als at forulempe Preussernes natlige Arbejder med sine Kanoner ved Bueskud ud over Dybbølbanken. Denne saakaldte “indirekte” Skydning fik ved denne Lejlighed sin første Anvendelse i Krigen, og dermed tilføjedes Preusserne ikke ringe Tab. Efter Dybbøls Fald blev K. højstkommanderende Artilleriofficer paa Als, men beordredes i Slutningen af Maj til London for at yde de derværende danske Afsendinger ved Konferencen den nødvendige militære Vejledning. I Sept. sendtes han i særlig Mission til General Falckenstein, den Gang civil og militær Gouvernør i det af Preusserne besatte Jylland. Efter Hjemkomsten blev han Formand for en Kommission til at tage Spørgsmaalet om Fodfolkets fremtidige Bevæbning under Overvejelse og beordredes i den Anledning i 1865 til England, Frankrig, Amerika og Belgien, hvornæst han blev Stabschef hos sin mangeaarige, fortrolige Ven, Artilleriets Chef, Oberst de Jonquières og Medlem af flere Kommissioner. Overvejelserne og Forsøgene førte i 1867 til Indførelsen af Remingtonriflen. Samtidig deltog han i den offentlige Drøftelse om Ordningen af Landets Forsvar og udgav 1865: “Om det danske Monarkis Forsvar i Almindelighed og Armeens Organisation i Særdeleshed” samt s. A. et Skrift om Tilbagetoget fra Danevirke, hvori han optraadte skarpt mod den tidligere Regering. I 1867 blev K. – som i 1865 havde opnaaet virkelig Majors Grad – ved Gjennemførelsen af den nye Hærlov Oberst, men da Krigsminister Raasløff frygtede hans Modstand mod denne, blev han fjærnet fra Stabschefsposten og ansat som fungerende Tøjmester, hvilken Stilling han dog i 1868 ombyttede med den som Chef for 1. Artilleribataillon og Kommandør for Kjøbenhavns Søbefæstning, en Post af stor Vigtighed, da det gjaldt om at møde de Krav, som Skibskanonernes voxende Størrelse stillede til Kystbefæstninger. I de 11 Aar, K. beklædte den, arbejdede han stadig paa Værkernes Forbedring, men da Lovgivningsmagten ikke vilde bevilge de dertil nødvendige Pengemidler, maatte han for det meste lade sig nøje med at fremsætte de Krav, som han ansaa for nødvendige, hvis Værkerne skulde gjøre Fyldest. Dertil fik han Lejlighed som Medlem af en Række Kommissioner: den “store Forsvarskommission” (1872), den for Hæren og Flaaden fælles Søminekommission (1874), Kommissionen til Ordningen af det gjensidige Forhold mellem Kjøbenhavns Havn og Søbefæstningen (1874), som Formand i en Kystskytskommission, Medlem af en Søminekommission (1875) og Formand i en Kommission til Forsøg med elektrisk Lys (1878). Desuden overtog han flere andre Hverv og ledede 2 Vintre et Fæstningskrigsspil. Da General Dreyer (IV, 354) i Begyndelsen af 1879 traadte tilbage som Krigsminister, var det naturligt, at Valget af hans Eftermand faldt paa K., der paa Grund af sin overlegne Begavelse, sin uforstyrrelige Ligevægt i Sindet, sin Fordomsfrihed og sin Evne til strax at gribe en Sags Kjærnepunkt nød almindelig Anseelse i Hæren. Han blev saaledes Krigsminister 4. Jan., i det han Dagen forinden var udnævnt til General uden for Nummer. Hans Bestræbelser gik strax ud paa at ordne vort forsømte Forsvarsvæsen, og det lykkedes ham endnu i Rigsdagssamlingen 1878-79 at bevæge en Del af Venstre til at slutte sig til Forslaget om en Bevilling paa 2400000 Kr. til Anskaffelsen af 6 14 Tommers Kruppske Bagladekanoner til Kjøbenhavns Søbefæstning. Efter at have nedsat 2 Kommissioner, begge under Kronprinsens Forsæde, indbragte K. i Overensstemmelse med de af dem afgivne Betænkninger i Samlingen 1879-80 et Lovforslag om Hærens Ordning, ledsaget af Forsvarsplanen, og samtidig støttede han paa forskjellig Maade, ikke mindst ved at stille sig velvillig til Tanken om at lade Officerer holde offentlige Foredrag, den saakaldte “Forsvarsbevægelse”. Det lykkedes dog ikke K. at gjennemføre sit eget Hærlovforslag, vel nærmest fordi han havde søgt Støtte hos den Del af Venstre, der havde Berg til Fører, hvorimod Folketingets Højre i Forbindelse med de moderate af Venstre i den ellevte Time vedtog et nyt Udkast, som 25. Juli 1880 ophøjedes til Lov. K. forblev, da Loven indeholdt enkelte Fremskridt, paa sin Post i Haab om at kunne løse Spørgsmaalet om Landets Befæstningsvæsen, men da Rigsdagens Flertal ogsaa i den paafølgende Samling stillede sig meget kølig til dette (derimod gjennemførtes en ny Straffelov for Krigsmagten), traadte han 4. April 1881 tilbage som Krigsminister og udnævntes Dagen efter til Generallieutenant og kommanderende General i 1. Generalkommandodistrikt. Indtil han i 1891 naaede Aldersgrænsen, varetog han denne Stilling med Ære, og i 1888 udnævntes han til Storkors af Danebrog. 2 Gange, i 1883 og i 1887, var han Chef for Øvelsesdivisionen paa Sjælland, medens han i 1888 var Kejser Vilhelm II attacheret under dennes Besøg ved det danske Hof. Efter at K. med sin Konges og sine undergivnes Paaskjønnelse af hans Virksomhed havde forladt Tjenesten, flyttede han til sin eneste Datters Hjem i Nordsjælland og bortkaldtes efter et kort Sygeleje ved en stille Død 7. Jan. 1892. Nationaltid. Nr. 4454. Dagbladet 13. Jan. 1892. Illustr. Tid. 17. Jan. 1892. Vort Forsvar Nr. 290. P. N. Nieuwenhuis.4. Feltbatteri.