1864-Arkivet

Bragt i “To Hundrede Træsnit fra Krigen 1864”.

Bragt første gang i Illustreret Tidende nr. 228, 5. bd. den 7. februar 1864.

I “Mindeskrift over de i 1864 faldne officerer” står:

Kaptajn Ludvig Carl Christian Maximilian Schow fødtes den 15. februar 1828 i København og var søn af kammerherre, generalmajor Henrik Maximilian Schow (død 1847) og hustru Ingeborg Elisabeth Nielsen (død 1871). Schow blev kadet den 1. november 1844, gennemgik Landkadetakademiet og udnævntes den 1. november 1846 til sekondløjtnant ved 1. Linie Infanteri Bataillon med anciennitet af 1. november 1845. Den 12. november samme år tillodes det ham at bytte plads med en anden officer, således, at han blev ansat ved 4. Jægerkorps. Fra 5. april 1848 til 24. april 1849 forrettede han tjeneste ved 1. Espingolbatteri. 1849-54 stod han ved 3. Jægerkorps, men var i 1849-51 vagtmesterløjtnant i Nyborg, 1854-58 ved 1. Jægerkorps, 1858-62 adjudant ved 1. Infanteri Brigade og fra 1862 til sin død ved 18. Infanteri Bataillon som chef for 2. Kompagni. Den 26. april 1849 blev han premierløjtnant og den 12. april 1861 kaptajn. Han deltog med ære i den første krig. I kampen ved Dybbøl den 5. juni 1848 fik han en kugle i højre arm. Den 23. april 1849 ved Kolding såredes han igen i samme Arm, der derefter blev amputeret på Lazarettet i Billeshave. Skønt Invalid deltog han dog i felttoget det følgende år. Schow var en brav og retskaffen karakter, en trofast kammerat og en ualmindelig dygtig og pålidelig Officer, der fordrede streng pligtopfyldelse af sine undergivne, men også selv foregik dem med et godt eksempel. Han var stille og af et noget melankolsk sind. For sin Deltagelse i krigsåret 1848 fik han den 30. september Ridderkorset. Man skulde tro, at tabet af den højre arm generede ham, men det var så langt fra tilfældet, at man endog sagde om ham, at han med sin venstre arm udrettede mere end andre med to arme. Med en mageløs viljekraft havde han lært sig at skrive med venstre hånd, og det endda smukkere end de fleste med højre. I det hele var det forbavsende, med hvilken lethed han klarede sig med sin venstre hånd. Man kunde ikke let gøre ham mere vred, end når man vilde hjælpe ham overfrakken på. Han frabad sig det vel på en høflig måde, men dog således, at man ikke let oftere tilbød sin Hjælp. Hans orden og akkuratesse under feltforhold syntes ofte noget vidtdreven, men han nåede altid derved, at kompagniet var i en udmærket stand og fortrinlig disciplineret. Han var en fuldendt gentleman i sin optræden, og overalt hvor han kom, blev han behandlet med særlig hensynsfuldhed og respekt, når folk først havde lært ham at kende. Hans undergivne ærede ham højt og holdt af ham, fordi de følte, at han altid vilde deres Vel, og fordi de vidste, at de altid kunde stole på ham. Han var af et smukt og imponerende ydre. Kort før hans regiment i 1864 skulde afgå til Slesvig, var han samlet med nogle venner i en selskabelig kreds, og her ytrede han: Jeg længes kun efter, at det skal gå løs for alvor, og at jeg kan komme med. Gud ved, hvad jeg denne gang skal miste! Han havde ligesom en anelse om, at han ikke vilde vende tilbage fra felttoget, men det gjorde intet skår i hans mod. Han gik altid med frejdighed faren i møde, når fædrelandet kaldte. Han faldt – som den første officer – den 2. februar 1864 i den sydvestlige skanse ved Mysunde og gav sit liv hen for det dyrebare fædreland, hvis ære, ret og selvstændighed hans trofaste hjerte omfattede med inderlig varme. Under kampen var han stadig ved brystværnet, søgte aldrig dækning, uagtet han opfordredes til at være mere forsigtig; men fjenden var for nær og hans våben for gode, til at han i længden kunde undgå sin skæbne. Han havde netop stået og talt med artilleriløjtnant Bache, til hvem han beklagede sig over, at 3. Regiment så hurtigt var kastet tilbage, da han så prøjserne trække betydelige forstærkninger frem i ilden. Han skønnede da, at skansens besætning var for ringe og råbte ned til fodfolket mellem begge skanser om forstærkning, men i det samme styrtede han død om i armene på løjtnant Brock-Rasmussen, der stod ved hans side. Hans lig førtes til København og begravedes den 9. februar på Garnisons Kirkegård. Han omtales i 18. Regiments rapport med udmærkelse for sit forhold under kampen den 2. februar.