1864-Arkivet

‹ Ét niveau op

Træffere på fregatten Jylland

Den danske fregat “Jylland” med angivelse af træffere efter kampen den 9. maj 1864 mellem den forenede østrigsk-preussiske eskadre og den danske Nordsø-eskadre.

Det ses at de østrigske kanonbesætninger ikke har formået at træffe skibet hyppigt midtskibs, hvilket var det mest effektive (se billede af den ramte østrigske fregat “Schwarzenberg”. Fregatten Jylland var et for den tid moderne krigsskib (dampskruefregat på 400 HK), som var tilgået den danske marine i 1860. Den var sat på stablen i 1857. Skibet havde et deplacement på 2450 tons og en besætning på 437 mand. Skibet var 64.1 m langt, 13,2 m bredt og det havde en dybdegang på 6,0 m. Højden fra vandlinien og til fløjknappen på stormasten var ca 54 m. Den var bevæbnet med 32 stk 30 punds (16,5 cm) glatløbede kanoner samt 8 stk 18 punds (13,5 cm) riflede forladekanoner og 4 stk. 12 punds (12 cm) riflede forladekanoner. Disse riflede kanoner havde en rækkevidde på ca. 3 km, hvilket var ca. det dobbelte af de glatløbede kanoner. Skibet havde en besætning på 437 mand. Fregatten Jylland kan i dag ses i en flot restaureret udgave i Ebeltoft.

Træsnit bragt i bla. “To hundrede træsnit. Tegninger fra krigen i Danmark 1864” med teksten “Fregatten Jylland efter affæren ved Helgoland, med angivelse af de ramte steder”.