1864-Arkivet

Derefter fik vi Vaabenhvile, og i denne Tid blev 6. Fæstningskompagni indkvarteret paa det gamle Sønderborg Slot, hvorfra vi kunde se ovre i Brohovedskansen, se hvorledes Tyskerne arbejdede med at faa den store Kanon op af Graven, og vi morede os. Vi Rekrutter maatte eksercere hver Dag, for vi havde lært for lidt, Men Tyskerne hvilede ikke. De arbejdede paa den Bro, som de ville slaa over Als Sund, naar vaabenhvilen var udløben. Man har villet paastaa, at Rolf Krake forsømte sin Pligt og ikke kom til Stede før end tyskene var gaaet over Broen; jeg ved det ikke, jeg var denne Dag paa Kirkebatteriet ved Sønderborg og altsaa ikke der hvor Overgangen skete; men jeg kan godt tænke mig, at dersom dette Panserskib havde været paa Fart i Sundet den Dag, som den var Dagen før, saa kunde Tyskerne ikke let være gaaet over. Men nok derom. De gik jo over mellem Rønhavegaarden og Arnkilsøre, og der Var ikke andet for os at gøre end at fornagle Kanonerne og retirere efter Høruphav, hvor der skulde være Skibe til at tage os. Tyskerne sendte dog snart Tropper nok over til at afskære vor Retræte og tage os til fange. Vort Kompagni kom dog ud paa et Skib, som laa derude imellem Ladegaarden og Høruphav; men da var Tyskerne allerede saa langt fremme, at de skød efter vore Folk, og 2 Mand blev saarede om Bord. Det kom til et Slag inde i Høruphav Skov mellem vort Infanteri og Tyskerne. Vi havde en Sergent, Bigom, som under Løbet fra Sønderborg var bleven saa udmattet, at han ikke kunde følge med. Han bad mig og en Peder Nielsen fra Thy om at blive tilbage og hjælpe ham, han vilde saa nødigt tages til Fange. Vi fik under Armene paa ham og slæbte af Sted efter Ladegaarden; men vi var nær blevet fanget alle tre, thi Sergenten kunde ikke mere. Saa siger han: “Mon vi ikke kan rede et køretøj paa Ladegaarden,” og da vi kom der stod der, en Møgvogn i Gaarden med Enspænderværk i. Jeg løb tilbage efter en Hest, som vi var kommet forbi, og Peder Nielsen fandt noget Seletøj og noget Halm i Vognen. At vi ved denne Lejlighed blev skilt fra vort Kompagni og blev langt tilbage, siger sig selv; men nu kørte vi alt hvad Remmer og Tøj kunde holde, efter Høruphav. Skibene var da allerede sejlet for længe siden. Derimod kom der nogle saarede fra Slaget inde i Skoven til os og kom op at køre. Vi skulde jo nu til Kegenes [Kegnæs] og dertil, sagde man, var ½ Mil ad Kørevejen, men til Fods kunde man skyde en genvej. Da vi var for mange til Vognen valgte P. Nielsen og jeg at gaa denne Vej. Sergenten var nu saa rask. at han kunde køre for de saarede, og han kørte, som var han gal, han kom til Kegenes længe før vi. Vore Tornystre var blevet i Vognen til Hovedpuder for de saarede. Jeg var ked af, at mit Tornyster var borte, der var nemlig 2 Femdalersedler i den. Vi løb omkring paa Kegenes til vi fandt først Hesten, saa Vognen, og endelig vore Tornystre henkastet i en grøft. Vi greb dem og løb, alt hvad vi kunde, og naaede lige at komme med det sidste Skib ad Faaborg til. Da vi kom der, stod mange af Byens Folk nede ved Havnen og trakterede os med Drikkevarer, mest Vin og Vand; det var vi glade for den Aften, for det havde været en varm Dag for os. Men før vi kom i Land, raabte vor Kaptajn ud til Skibet, om der var nogle af hans Folk dér. “Ja, Hr. Kaptajn,” svarede vi to. Da vi kom, tiltalte han os noget haardt og vilde vide, hvad vi havde nølet efter, og hvorfor vi ikke var kommen med de andre; men da vi saa fortalte ham om Sergent Bigom og om Køretøjet og Køreturen var han glad og roste os. Saa marcherede vi fra Faaborg til Middelfart og blev fordelt paa forskellige Pladser langs Lille Bælt. Jeg kom over paa Fynskov i en Skanse ved Ellegaarden, indtil der i August blev sluttet Fred.