1864-Arkivet
“Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer” af kaptajn Axel F. Hansen (Kbh. 1909) står om Roos:
Svensk frivillig sekondløjtnant Carl Leonard Roos faldt under 8. Brigades modangreb den 18. april. Efterfølgende blev hans lig udleveret af prøjserne, men da ingen kendte ham, tog man et billede af ham.
Det vides, at han blev sergent den 16. november 1838 ved det svenske Lifbevårings Regiment. Den 30. september. 1839 blev han elev på Mililærlæroværket paa Gottland og tog den 13. maj 1843 linieofficerseksamen. Den 10. januar 1846 fik han afsked fra Lifbevarings Regimentet. Han deltog som frivillig i den første slesvigske krig med hæder, idet han først som menig, senere som sergent stod ved 12. Linie Infanteri Bataillons 4. kompagni fra 28. juni til 30. august 1848 og ved 2. Forstærknings Bataillon fra 30. maj til 30. august 1849.
Efter at have været i dansk tjeneste ansattes han ved det svenske toldvæsen. Den 16. maj 1851 fik han underløjtnants “rang, hæder og værdighed”. Det var dog kun en titel, da som officer har han aldrig gjort Tjeneste i den svenske Hær. 1851 blev han gift med Friherreinde Anna Christina Ottilia von Vegesack (1821-58). Det formenes, at det er hendes slægt, der har skaffet ham forannævnte officerstitel. Ingen af de efterlevende frivillige svenske officerer fra 1848-50 har kendt noget til Roos. Den svenske adelige slægt Roos tilhørte han ikke. I Familien Vegesacks Stamtavle er han lige nævnt som underløjtnant Carl Leonard Roos uden videre oplysninger.
Den 19. marts 1864 antoges han af det danske krigsministerium atter til tjeneste som sekondløjtnant og ansattes ved 20. Regiment i Fredericia. Han fulgte med regimentet til Dybbøl, hvor han den 18. april fandt heltedøden, idet han faldt under 8. Brigades storm.
Prøjserne udleverede liget i Sønderborg, men da 20. Regiment straks efter kampen var overført til Fyn for at reorganiseres efter det store mandefald, var der ingen der, som kendte den kraftigt byggede officer med det store fuldskæg. Han blev derfor fotograferet, og således oplystes det senere, at det var Roos.
Han var en godmodig, ikke særlig livlig mand. Udtalelser fra hans foresatte går ud på, at han har opfyldt sine pligter med punktlighed og akkuratesse, og at hans forhold i enhver henseende var rosværdigt.