1864-Arkivet

‹ Ét niveau op

Re: Re: Grav for lieutenant Walther von Harbou

Johannes Vilhelm Antonius Harbou

I 1821 (11 år gammel) blev Johannes Harbou “voluntær” i Landkadetkorpset og fik i 1825 (15 år gammel) efter bestået eksamen grad som sekondløjtnant. Det følgende år afgik han til infanteriet og blev i 1833 premierløjtnant og 1840 stabskaptajn – hele tiden i Holsten, hvor en stor del af hans familie boede.
I 1841 skrev han en række artikler i Fædrelandet, hvori han påpegede nogle mangler i det danske forbundskontingent i Holsten. Dette tog den enevældige konge ham højst unådigt op: Han blev stillet for en krigsret, idømt 6 måneders fæstningsarrest og ved hærreduktionen 1842 afskediget på ventepenge (dvs. en årlig ydelse – eller pension, om man vil – som en afskediget officer dengang kunne få i en periode af 5 år).
I 1843 befalede kongen ham at rejse til Paris med det formål at studere det franske, militære undervisningssystem. Efter to års ophold i Paris tog han tjeneste i de franske styrker i Algier. Her udmærkede han sig flere gange og blev ansat i marechal Bugeauds stab. Da det officielt blev meddelt, at Johannes Harbou havde fået tildelt æreslegionens kors, måtte modtagelsen af selve ordenen vente de ca. 6 uger, som en forsendelse fra Paris varede. Imidlertid sendte oberst Pélissier (senere marechal, hertug af Malakoff – fransk øverstkommanderende i Krim-krigen i 1855) ham sit eget kors, så Harbou ikke skulle vente til det rigtige kors kom fra Paris! Begge kors er i familiens besiddelse.
Sommeren 1846 sendte Harbou en rapport hjem om sine oplevelser og iagttagelser. En del heraf udkom i 1847 under titlen: “Nogle ord om Kampement og Feltforplejning”. Bugeaud ledsagede Harbous rapport med en skrivelse til kong Christian VIII, hvori han omtalte Harbou på en meget rosende måde.

I maj det følgende år vendte Johannes Harbou hjem til Danmark og afventede i Altona, at kongen skulle træffe beslutning om hans fremtidige anvendelse og eventuelle genansættelse. I Altona oplevede han på nærmeste hold oprørsbevægelsen i hertugdømmerne. Da oprøret var en realitet, rejste han den 20. marts 1848 (med samme skib, som de deputerede for oprørsbevægelsen) fra Kiel til København. Ankommet til København, gik han direkte op til krigsministeren, oberst Tscherning, som var en god bekendt af ham. Da han så at sige var den eneste danske officer med nogen krigserfaring, blev han modtaget med åbne arme og på stedet ansat som krigsministerens adjudant.
Han kom nu til at spille en betydelig rolle, dels i krigsministeriet, hvor han var bemyndiget til at træffe selv meget vidtgående beslutninger “efter befaling” i ministerens fravær, dels ved forskellige udsendelser til både den aktive hær og til udlandet. 28. maj var han således udsendt som krigsministerens befuldmægtigede til overkommandoen for at standse hærens påtænkte fremrykning fra Fyn over Als til Sundeved, men bemyndigede derefter på eget ansvar den kommanderende general, general Hedemann, til at rykke så langt frem, som det var nødvendigt for at indtage en passende forpoststilling til sikring af Als. Den heldigt udførte fægtning ved Nybøl blev resultatet heraf.
Harbou stod på særdeles god fod med Læssøe, der var adjudant for Hedemann. Korrespondancen mellem disse to adjudanter er temmelig respektløs og fælder meget skarpe og kritiske domme over en række ældre officerer.
I juli blev Johannes Harbou udnævnt til major og ved Tschernings afgang som krigsminister blev han ansat ved 13. Bataljon og fik året efter kommandoen over 12. Lette Bataljon, som han førte under slaget ved Kolding. Han blev her hårdt såret. Året efter får han kommandoen over 9. bataljon og bliver igen hårdt såret i slaget ved Helligbæk.
Han udnævnes til oberstløjtnant i 1852 og til oberst i 1858. I 1863-64 førte han en brigade. Umiddelbart før krigsudbruddet i 1864 skrev han til konseilspræsident D. G Monrad og rådede indtrængende til at søge en forhandlingsløsning med de tyske stormagter for at undgå krigen. Ligeledes frarådede han kraftigt at yde stærk modstand i Dybbølstillingen.
Ved krigsudbruddet i 1864 fik han kommandoen over 5. Infanteribrigade, hvormed han deltog i forsvaret af Dybbølstillingen. Under en natlig inspektion den 20. marts var han så uheldig at falde i et hul og beskadige benet, og den 28. marts blev han for tredje gang hårdt såret, ramt af en kugle i brystet. Efter kampens ophør måtte han melde sig syg og kom ikke til at deltage mere i krigen.
I september samme år blev han udnævnt til generalmajor, men ved hærreduktionen tre måneder senere blev han afskediget med grad af generalmajor à la suite (dvs. ikke-tjenstgørende).
Johannes Harbou var en ivrig debattør i dagspressen om især militær-faglige forhold. I 1848 udgav han en pjece “Til Våben, i Gevær!”, som vakte megen opsigt. Som mange andre ældre officerer var han glødende helstatsmand og en erklæret modstander af det national-liberale parti. Uden held forsøgte han at blive valgt til rigsdagen. Hans modstandere benyttede hans advarsel mod en stærk udbygning af Dannevirkestillingen imod ham og stillede spørgsmålstegn ved hans danskhed. Til trods for hans samarbejde med Tscherning og hans indsats i de to slesvigske krige, blev han af mange anset for tysker.
I 1876 blev han ansat som chef for 2. Udskrivningskreds, en stilling han beholdt, til han i 1883 tog sin afsked.
Til din orientering: vores familie er dansk, og har navn efter sit oprindelsessted: Harsyssel (Har-bo).
Hans Harbou