1864-Arkivet

Medens svenskerne og nordmændene kom herover med kong Carls velsignelse, gjaldt dette ikke finnerne, idet det var lykkedes Bismarck at vinde czaren for sig ved at yde ham hjælp mod de oprørske polakker. I alt skal der have været 11 finner i vor hær, deriblandt tre officerer og en student, der senere blev løjtnant.
Den ene af officererne, løjtnant Herman Liikanen, havde tjent sin første medalje ved Frederikshamns forsvar i 1855, og den næste som løjtnant i Garibaldis korps i den italienske krig. Han og student Rudolph Joseph Estlander rejste fra Helsingfors den 11. februar, men af frygt for et forbud fra regeringen fulgtes de ikke ad til at begynde med. Liikanen nåede Åbo den 13. og henvendte sig på posthuset for at få at vide, hvordan han kunne komme til Åland. Han blev henvist til postillon Bergström, der sendte ham i forvejen til gæstgivergården Mäenkylä, hvor Estlander sluttede sig til ham. Under et voldsomt uvejr nåede de over tynd is eller ved hjælp af isbåd til Bergø og derfra til Åland. Men så måtte de vente til den 27., da stormen pakkede isen sammen under den svenske kyst. Efter et ophold i Stockholm, hvor Liikanen var i audiens hos kong Carl, kom de til København, hvor Estlander kom på reserveofficersskolen, medens Liikanen og to andre finske officerer, sekondløjtnant K. O. Carlson og sekondløjtnant Anton Sanmark, sendtes til armeen. Carlson såredes den 17. april, men blev helbredet og vendte tilbage til 22. Regiment, hvor Estlander imedens var blevet løjtnant. Liikanen såredes den 18. april på Dybbøl, hvor Sanmark var så uheldig at blive fanget. Både Sanmark og Liikanen nåede at blive riddere. Liikanen blev over 90 år og oplevede at deltage i mindefestlighederne i 1914, hvor han som eneste finne sad ved Christian X’s venstre side under taflet på Amalienborg. Kongen spurgte ham, hvor han havde gjort tjeneste i 1864, og da han svarede: “e;Ved Kauffmanns Brigade,”e; kaldte kongen over bordet på hans gamle brigadechefs søn, oberst Kauffmann. Liikanen fik ved den lejlighed Dannebrogsmændenes Hæderstegn og var meget betaget over kongens personlighed og festlighederne. Endelig skulle han opleve, at Finland blev selvstændigt, og at Dybbøl igen blev dansk i 1920.

Uddrag fra: “e;1864 – et hundredårsminde”e;, København 1863, artikel af J.W.G. Norrie side 269-70.