1864-Arkivet

Da vi efter Retræten fra Dybbøl var samlet paa vor Alarmplads ved Sønderborg Kirkebatteri, kom vor Kaptajn, Hertel, og kommanderede os tilbage over i Brohovedskansen, for der sagde han, stod infanteriet og vilde skyde med Kanonerne, og det kunde vi ikke være bekendt. Det var rigtigt nok; de forstod jo ikke at bruge dem, men de gjorde, hvad de kunde. Vi var straks ca. 30 Mand rede til at følge Kaptajnen og en Korporal Kruse. Da vi kom ned til Sønderborg Kirke og derfra kunde se over paa Dybbøl Mark, hvorledes fjenden stormede frem for at tage Broen, og vi skulde over imod dem, kom den Tanke op i mig: det kommer du vist ikke levende fra; men jeg havde det Sindelag, at hvor jeg blev kommanderet, der vilde Jeg gaa. En gammel troende Mand, som jeg havde tjent, sagde, da jeg tog Afsked med ham, at ban vilde bede for mig, og jeg tror ogsaa han gjorde det; kan være, at Gud paa hans forbøn sendte sin Engel til at bevare mig i denne Kugleregn. Jeg husker tydeligt, hvorledes Kaptajnen og Korporal Kruse – med sin sorte Puddel – gik foran os ned over den nordre Bro. Der faldt mange ogsaa en af vort Skole hold, Jens Jespersen fra Thyholm, faldt der. Vi vilde se efter ham, men Kaptajnen drev stærkt paa at faa os op i Skansen til de 4 Kanoner. Infanteriet kunde jo ikke holde Stand imod den overlegne store Fjendestyrke, som stormede frem, men da vi kom dem til Undsætning og Aabnede en stærk Kardætskild fra de 4 Kanoner maatte Fjenden tilbage med store Tab. Man sagde, at den sidste haarde Kamp i Brohovedskansen varede i 2 Timer, jeg ved det ikke, og hvor mange Storme vi afslog, ved jeg heller ikke, men Jeg ved, at da jeg ovre ved Sønderborg Kirke gav mig Gud i Vold, da gav han mig ogsaa Frimodighed til at gaa efter Kommando op i Skansen og til at gøre, hvad jeg kunde, og staa der uden Frygt til sidste Mand. Da vi gik derfra, var den nordre Bro brændt, og den søndre blev svinget ud, saa Tyskerne fik dog ikke Als den Dag, hvad de vel nok havde gjort Regning paa, men nu var Forbindelsen afbrudt. Under Kanonaden var der kommet to Krudtladninger i den ene af de 4 Kanoner, og da Skuddet gik af, løb Kanonen saa langt tilbage ned i en dyb Grav, at den pegede med Mundingen lige op i Himlen, og dermed var den ubrugelig, – underligt at den ikke sprang. Det sidste vi hørte Jens Jespersen sige, var: hils min gamle Mor. Han kom nok levende ind til København, men døde dér af et Saar i Underlivet.