1864-Arkivet

Samme Dag, den 10. April, marcherede vi saa til Sønderborg. Der var meget for os at se: Soldater, Vognparker og den ødelagte og halvbrændte By. Granater kom der mange af fra Broager og slog ned hist og her i Byen. Samme Aften ved 11-Tiden kom vi saa ud paa Dybbøl, hvor vi blev fordelt i de forskellige Skanser imellem de gamle Konstabler. Jeg kom i Skanse Nr. 8. Skansekommandøren stod og raabte Numre op paa det ny Mandskab for at faa os fordelte til de forskellige Kanoner. Samtidig med os kom der en Afdeling Infanteri ind i skansen for at gøre Skansearbejde, saa der var stuvende fuldt af Mennesker. Mens dette foregik, kom der en Granat og sprang imellem os, 4 døde paa Stedet og mange saaredes. De døde blev lagt til Side, en af disse blev lagt ved Siden af den Kanon, hvor jeg fik min Plads anvist, uden at jeg vidste, han var død. Jeg spurgte ham om forskellige Forhold uden at faa svar. Først da Ambulancen kom om Morgenen Kl. 4 og samlede ham op, opdagede jeg, at min kammerat var død. Den Nat sov jeg heller ikke, og jeg var i Sandhed ved at blive udmattet efter 3 Døgns Vaagen. De gamle forstod jo Forholdene bedre, de gik, paa nogle nær, som stod paa Udkig, ind i Krudtmagasinerne og havde det lunt. Som jeg stod der, forfrossen, sulten og søvnig, lød der i skansen: Øl! Vi kom saa ud og fik øl i vore Kedler, og aldrig har varmt Øl og Smørrebrød vederkvæget mig som den Morgen den 11. April.