1864-Arkivet

I Oktober 1863 var jeg paa Session og blev indskrevet til Konstabel; men for at tjene mange Penge begav jeg mig til Jernbanearbejde fra l. November 1863 til 26. Februar 1864, da jeg fik min Ordre til at møde paa Rekrutskolen i København den 5. Marts 1864. Krigen var da udbrudt for længe siden. Vi var 600 Mand paa Skolen. og vi eksercerede i vort civile Tøj med Sabel paa, for militært Tøj var der ikke noget af. Vi var der ikke ret længe, inden der blev Tale om at vi snart skulde til Dybbøl, for der faldt saa mange Konstabler under Belejringen, at der manglede Mandskab. En Artilleriskole varer jo ordinært 16 Uger, men den 8. April – knap 5 Uger efter – kom der Bud efter det halve Skolehold, 300 Mand, de maatte have os, som vi var. Vi var paa Fælleden den Dag til Kanoneksercits; jeg husker endnu, at en Ordonnans kom med Melding til vor Skolekaptajn, Brun. Vi blev straks kaldt op paa de faste Batterier, og Kaptajnen meddelte os, at det halve Skolehold, 300 Mand, skulde afrejse til Dybbøl næste Morgen tidlig, – om der var nogle, der frivillig vilde gaa i Krig for Fædrelandet, da kunde de jo træde frem. Jeg og nogle faa flere traadte da frem. men da der ikke blev nok, maatte Troplærerne til at pille de bedste af os ud, og vi blev saa ialt 310 Mand. Vi maatte om Natten være paa Tøjhuset for at modtage vort militære Tøj – noget gammelt Stads, som var lappet sammen -, saa den Nat sov vi jo ikke. Den 9. April rejste vi saa med første Tog til Korsør og kom om Bord paa et Dampskib, som skulde sejle os til Als. Ved Middagstid anløb den Svendborg; vi maatte ikke komme i Land, men der fik vi nogle flere Soldater om Bord, saa der blev ca. 350 Mand. Vi havde for Resten god Tid, da Damperen ikke maatte komme til Høruphav paa Als. før det blev mørkt, for ellers kunde Tyskerne skyde os ned fra Broager. Men hvad skete? Da det blev mørkt blev det tillige Taage, saa da vi sejlede østen og sønden om Als og skulde gaa ind til Høruphav, sejlede Damperen fejl med os kom lige ind under Broagerbakker, hvor den gik saa fast paa Grund, at den ikke kunde komme fri igen ved egen hjælp. Ved at give Agt paa Granaterne som Tyskerne sendte fra Broager til Sønderborg, opdagedes det snart, hvor vi var; thi de gik næsten lige over Skibet. Vi blev kommanderet til at være saa stille og rolig som mulig, for at Tyskerne ikke skulde opdage os, da vi ellers let kunde blive skudt ned eller taget til Fange, inden vi nogensinde kom i Krig. Men saa i Stilheden kunde vi høre en Kanonbaad med sine 12 Aarer plaske i Vandet. Nu var gode Raad dyre, thi var det en Tysker, saa var vi jo fangne med det samme. En Jolle blev sat ned, og 2 Matroser kom i den, og de skulde saa ro ud til Kanonbaaden, thi man beregnede, at var det en tysk Baad, saa blev de matroser taget til Fange, og saa var vi andre hyttet foreløbig; var den derimod dansk, saa kunne vi faa Hjælp. Den viste sig at være dansk, og vi fik, forbindelse med den; men trods alle Anstrengelser – baade med Aarer og Dampkraft – kunde Skibet dog ikke, komme fri. Kanonbaaden maatte saa ud til Høruphav for at faa et fladbundet Kulskib, som en lille Dampbaad havde paa Slæb, sendt ud tit os. I Nattens Mørke maatte vi paa en smal Stige klattre fra Dampskibet ned i Kulskibet, og blev paa den Maade slæbt ind til Høruphav. Dampskibet, der nu var lettet for de 850 Mand, kunde nu selv, komme fri. Da vi i Høruphav kom op af Kulskibet, var det omtrent Dag, saa den Nat blev der heller ingen Søvn.