1864-Arkivet

Den 1. Maj 1839 blev han Kadet, gennemgik Akademiet og udnævntes den 1. November 1842 til Sekondløjtnant ved 7. Linie Infanteri Bataillon med Anciennetet af 1. November 1841.
Hans militære Løbebane var da følgende: 7. Linie Infanteri Bataillon 1842-45, 13. Linie Infanteri Bataillon 1845-49, Premierløjtnant den 27. Maj 1848, 10. Lette BataiIlon 1849-51, Kaptajn den 6. Oktober 1850, atter 13. Bataillon i 1851, 3. Brigade 1851-56, 2. Brigade 1856-59, 10. Infanteri BataiIlon 1859-64 og endelig fra 29. Marts 1864 Kommandør for 2. Regiments 2. BataiIlon under Major Høsts Sygdom. Han deltog med Hæder i den første slesvigske Krig og fik for denne sin Deltagelse den 9. September 1849 Ridderkorset.

Han var i Besiddelse af en klar Forstand, Ro og Fasthed, Egenskaber, der karakterisere den gode Soldat. Med Liv og Sjæl var han Infanterist, og hans Kærlighed til sit Vaaben har fundet Udtryk i flere Artikler fra hans Haand om Infanteriets Organisation.

Den 18. April ledede han Forsvaret af Skanse Nr. 4. Han opmuntrede sit Mandskab saavel ved Ord som ved Handling, idet han kæmpede imellem det ved Brystværnet. Mandskabet fulgte hans Eksempel og gjorde sin Pligt til det sidste ligesom han, men omsider maatte han overgive sig for den knusende Overmagt, der stormede ind i Skansen fra alle Sider og fyldte det lille Rum til Trængsel.
Straks efter Overgivelsen faldt han for en rasende Hannoveraners Kugle.

Liget førtes til København og begravedes den 27. April paa Garnisons Kirkegaard. Han fremhæves i Rapporten med Udmærkelse for sit Forhold i Kampen paa hin sørgelige Dag.

I den korte Tid han var Bataillonskommandør ved 2. Regiment, vandt han alles Hengivenhed ved sin elskværdige, humane og djærve Optræden.
Et betegnende Træk af ham skal nævnes. Da Regimentet en Aften i den første Halvdel af April trak fra Skanserne ind i Brohovedet for at bivuakere der, var der for Officererne rejst et Par Lærredstelte, men da Lundbye saa, at Mandskabet skulde ligge under aaben Himmel, forsmaaede han det Ly, som Teltet kunde yde. Udmattet og syg, som han var, lagde han sig i den bidende kolde Vind midt blandt Soldaterne paa den frosne Jord, som kun sparsomt var dækket med Halm. Stivfrossen og forkommen vaagnede han ved Daggry og var den første til at trøste og opmuntre de haardt medtagne Soldater.
Naar Officererne klagede over Sygdom og Overanstrengelse vidste han altid paa sin ejendommelige, elskværdige og gemytlige Maade at opmuntre dem til at holde ud til Enden.
Han selv var altid fuld af Haab og Fortrøstning og han forstod at indgyde andre disse Følelser.
Og han holdt ud til Enden. Ære være hans Minde.

Lundby ægtede den 8. August 1852 Charlotte Caroline Augusta Ernst (1824-1868), der tillige med fem Børn overlevede ham: “hendes Trøst var det, at den Almægtige lod ham nyde Lønnen for den Hjertensgodhed, der var Hovedtrækket i hans Karakter.” Han var en ualmindelig kærlig og øm Familiefader.
Enken tillagdes under 4. Maj 1864 Rang med Majors Enker.

Højt kvidred den lille Lærke
Sin Sang under Foraarssky,

Den kunde nu sikkert mærke,
at vi fik Sommer paa ny.

Den kvidred trods Skytsets Torden
Og Saaredes høje Skrig,

Den kvidred glad, skønt Jorden
Var ganske bestrøet med Lig.

Den Kvidder trøsted saa mange,

Der kæmped for Danmarks Sag;

Han lyttede glad til dens Sange
Hin Morgen paa Kampens Dag.

Og rolig sad han og lytted
Trods Kuglernes susende Regn;

Der sad han fast ubeskyttet
Bag Markens nedskudte Hegn.

Og Lærkens Sang gav hans Hjerte
Et Haab om Sommer paa ny,

At Danmarks Kummer og Smerte
Skulde svinde som Vintersky.

Det knalded derude i Kæden,

“Herop, det gælder en Dyst,

Nu vover sig Fjenden af Heden,

Nu kæmpe de Danske med Lyst!”

Han var den første paa Skansen;

Der stod han rolig og mild,

Men øjet i Kugledansen
Fik en sær, en straalende Ild.

Han var den sidste i Skansen;

Den kosted hans Hjerteblod,

I øjet slukkedes Glansen,

Og Jorden suged hans Blod.

Men liden Lærke sin Trille
Saa smukt over Skansen slog,

Som om den berømme vilde
Den Helt, vor Herre tog.

Michael Gjørup.