1864-Arkivet

Min Barndom gled hen i rolige stille Forhold til 1864. Onkel Jørgen blev strax indkaldt til København og der blev talt utrolig om Dannevirke og at vore brave Jenser kunde holde Stillingen mod to Stormagter. Desværre viste det sig i Februar at vore Tropper maatte gaa fra Dannevirke, jeg havde aldrig set en Soldat og fik en stor Overraskelse da de første Dragoner kom til Byen den 6. Februar.
Vi havde i vor Stue en af de gammeldags Kakkelovne og da der blev fyret fra Køkkenet da Ovnen var sammensat af 5 Plader, brugte jeg som Barn at ride paa min Mors Kakkelovn naar den ikke var for varm. Saadan sad jeg den ovennævnte 6.Februar i Mørkningen og red oveskraas paa Kakkelovnen, da min Moder paa en gang sprang op fra Stolen og udbrød “Der har vi Dragonerne”. I en Fart kom jeg ned og i Træskoene, og ned til Vendepladsen hvor de holdt, og ned for at se dem. Vi Drenge kom ret tilpas, da Soldaterne skulde i Kvarter. Vi fik hver nogle Stykker med os, for at vise dem i Kvarter
I de næste Dage kom Infanteriet, og omsider kom 13 Batteri, der skulde til Sjellerup.
Af Infanteri laae hos os i Kvarter, meste af 5. og 6. Infanteri Regiment, senere kom af 7-8-13-15-16 og 18. regiment. Vi Drenge fandt mange Venner i blandt dem, Skolen blev forsømt og vi gik daglig med Militæret paa Exerserpladsen. Af 6. Regiment fik jeg mig en særlig Ven, som jeg desværre maatte den sorg at midste paa Dybbøl, stor var min Sorg, da de kom og fortalte os at han fik begge Been afskårdt og døde og laa begravet på Dybbøl. Intim Venner blev vi ogsaa med en Deel Underofficerer og enkelte Officerer, der stadig benyttede vi store Drenge til at løbe Ærinde og med Breve fra een By til en anden. Jeg erindrer den 18. April, at jeg og min Barndomskammerat Hans Hansen, stod paa Egen Kirkegaard, og saa efter Dybbøl, vi kunde nok see at der var noget usædvanligt på Færde. Biskop Hansen kom ogsaa derop med en Kikkert, han rystede med Hovedet og sagde til os, “I dag gaar det haart til paa Dybbøl, Børn! Gud hjælpe vore Kjære.”
Omsider kom Soldaterne i lange kolonner ad Landeveien, og fortalte os at Dybbøl var falden. Efter dette fik vi en Indkvarteringer, og vi havde Beskjæftigelse nok, jeg især, da min Moder vaskede for Soldaterne, jeg gik rundt i Kvartererne og samlede Bidentøj, og afleverede det rene, og krævede penge ind, jeg skal her bemærke at alt Militær var reel, og behandlede os godt.
Omsider kom den 29. Juni og Als blev taget. Om Formiddagen opskræmmedes vi ved det store Knald der kom fra en Kanonbaad sprang i luften i Sandevig. Strax om Morgenen tidlig blev vi vækkede ved Udblæsning af Militæret. Jeg laa i Sengen og græd mine bittre taarer, da vore Soldater kom og hilste af med mig. Jeg sprang hurtig ud af Sengen og der var Uro alle vegne. Jeg med flere af mine Kammerater løb ned til Landeveien, der kom det ene Kompagni i stærk Marsch efter Sønderborg, efter det andet.
Vi vendtede stærkt paa de tydske Tropper i flere dage, men det tog flere Dage, inden de første viste sig. Først kom der Ulaner tre Rekognosering, senere fulgte Artilleri, Husarer og senest Infanteri, Vi Drenge holdt os i tilbørlig Afstand fra dem, det var jo som vi havde det paa Fornemmelsen at det var vore Fjender, og dels gjorde vel ogsaa Sproget her sin Virkning.