1864-Arkivet

Den 14., 15. og 16. April havde Regimentet Hviletid paa Als.
Om Aftenen d. 15. April, da 16. og 17. Regiment skulde rykke over i Stillingen, trykkede Folkene af disse Regimenter sig ved at gaa frem. Brigadekommandøren, Oberst Wørishøffer, fik dem dog ved kraftig Tiltale til at rykke over i Stillingen.
Næste Dag gik det Rygte, at 3. Regiment ikke vilde gaa over. Hvorfra det Rygte var kommet, opklaredes aldrig; men da Afløsningstiden kom, rykkede vor Brigade i mønsterværdig Orden og med 3. Regiment i Spidsen over i Stillingen. Først gav 3. Regiments Kompagnier under Forbimarchen det opstillede 18. Regiment et Hurra, og derefter besvarede dette atter med Hurra hvert enkelt Kompagni af 3. Regiment, der rykkede forbi – et fælles Tilsagn om Fostbroderskab mellem Regimenterne.
3. og 18. Regiment dannede i 1864 2. Infanteribrigade. Mandskabet bestod af Sjællændere; begge Regimenter var altid i Ilden sammen og søgte at overgaa hinanden i Mod, Frejdighed, Ufortrødenhed og Paalidelighed. Begge Regimenter er ogsaa lige om Æren for den hæderlige Kamp ved Mysunde d. 2. Februar og senere for den blodige Kamp om Kjær By paa Als d. 29. Juni.
Ankommen til Sønderborg maatte vi passere udenom Byen og ad Kirkealleen liste os ned til Broen over Alssund. Paa den Tid af Dagen, da Prøjserne vidste, at Afløsning fandt Sted, overdængedes Brohovedet og Alssiden med Granater saa nøiagtigt, som var det Præcisionsskydning. Sektionerne rykkede dog støt over med stor Afstand mellem hverandre.
Brigadekommandøren, Oberst Kauffmann, hvem vi defilerede forbi ved Sønderborg, var meget bevæget, fortalte Staben senere, ved at se Folkenes Begejstring, og ingensinde har vel den danske Hær haft bedre Afdelinger, end 3. og 18. Regiment i 1864.
Om Eftermiddagen d. 16. var flere av 3. Regiments Officerer traadt sammen i Barakkerne og havde under Forsæde af Premierløjtnant Borch-Hertz lavet en lille Soldatervise, hvormed Regimentet om Aftenen rykkede over i Stillingen.
Alle Regimentets Befalingsmænd lavede Afskrifter af Sangen til Folkene, ogsaa de skrivekyndige af disse. Folkene dannede smaa Sangforeninger og indøvede Sangen. Begejstringen var stor, alle vilde synge med.
Den lød saaledes:
Alle Mand op, Tornystret paa.
Nu skal vi nok paa Forpost gaa.
Rask over Marken, op i Skansen!
I No. 2 spilles op til Dansen.
Der faar vi Hakke og en Spade.
Det er vor Dame i den Galopade.
Buk, buk, Broager dæk!
Paa’en igjen, Granaten er væk.

Nede paa Venstre gaar hun bra
Hele Ballonen ta’er Huen a’,
For er der inte no’en Travers,
Saa er det heller ingen Kommers,
Naar de skyder med saadanne Stumper,
Og hele Granater imellem os dumper,
Buk, buk, Avnbjerg dæk!
Paa’en igjen, Granaten er væk.

Bryd jer nu inte om det Skidt
Tysken sender herind paa Kredit.
Det er nok inte vort Regiment,
Som er den Bukken for dybt bekendt,
Spyt i Næven, over Broen,
Pokker dække for saadan no ‘en,
Paa’en, paa’en, fremad min Ven!
Nu hopper 3die paa’en igen.

Regimentet besatte den 16. om Aftenen venstre Fløj af Dybbølstillingen, 5. Kompagni laa mellem Skanse I og II.
Det var os klart, der kunde ikke være langt til Stormen af Stillingen, der nu burde være forladt stiltiende, da Skanserne var nedskudte til uordnede Grushobe og Kanonerne ødelagt. Det havde ikke været nogen glorværdig Sejr for Prøjserne, naar de stormede de forladte Grusdynger.
Efter d. 17. om Aftenen at være afløst paa venstre Fløj af Stillingen, bivouakerede Regimentets første Bataillon Natten mellem d. 17. og 18. April paa en Skrænt ud mod Alssund bag Skanse VIII som Reserve for højre Fløj af Stillingen. Den anden Bataillon laa Brohovedet.
Sove var der saa godt som ikke Tale om, Granaterne, saavel fra de prøjsiske, som fra vore egne Batterier paa Als, dog mest fra de prøjsiske, for paa Kryds og Tværs i Luften, især henad Morgenstunden, som var det et Lystfyrværkeri, og vakte allehaande Tanker om den sig nærmende Slutning paa Dybbøldramaet.
Fra Morgenstunden til op ad Formiddagen blev Stillingen af de prøjsiske Batterier i Fronten og i Flankerne overdænget med Granater, efter senere Opgivelser indtil Kl. 10 Formiddag 7.900 Skud. Besætningen i Stillingen havde det ikke hyggeligt.
Bataillonen var i Dagbrækningen opstillet færdig til at rykke frem, og efter at have staaet saaledes vel en Timestid havde den atter sat Geværerne sammen og var traadt af for at fordrive Tiden paa bedste Maade paa Bivouakpladsen. Da Klokken var lidt over 10 Formiddag alarmerede den fungerende Kommandersergeant, Vor raske og ufortrødne Sergeant Bjelkerup, ved 5. Kompagni, til hvilket jeg henhørte, pludselig med Raabet: “e;Hr. Kaptajn, de skyder med Geværkugler.”e; Prøjserne stormede Dybbølstillingen.
Hurtig var Bataillonen samlet og opstillet, og Kl. 10½ fik den Ordre til at rykke frem og indtage en Fægtningsstilling, for 5. Kompagnis Vedkommende ved den afbrændte Gaard bag Skanse VIII, de andre tre Kompagnier til højre ud mod Alssund. Allerede forinden vi naaede denne Stilling, mødte vi Afdelinger af 17. Regiment, tilbagegaaende fra Skanser og Løbegrave.
Prøjserne havde en Tid standset Forfølgelsen efter at have indtaget denne Del af Stillingen for at ordne sig forinden videre Fremrykning.
Imidlertid besatte Kompagnichefen den afbrændte Gaard med Kompagniets første Deling og førte herfra en Skydefægtning med Prøjserne. Selv maatte jeg, som nu var eneste Løjtnant ved Kompagniet, staa med de tre andre Delinger c. ½ Time som Reserve og uden egentlig Dækning blive beskudt af vildfarende Kugler, der saarede flere af Mandskabet.
For at hindre nogen af mine Folk i ubemærket at slutte sig til 17. Regiment, som gik tilbage gennem vor Stilling, lod jeg Mandskabet falde ned. “e;De ligger skidt, lille Lassen”e; raabte 17. Regiments Chef, Kaptajn Lund, min tidligere Lærer fra Aspirantskolen.
Jeg kunde kun svare, at jeg laa her ifølge Ordre.
Det gør altid et nedstemmende Indtryk at staa ledig og se snart en, snart en anden af Kammeraterne blive saarede. Denne Ventetid var da ogsaa den værste halve Time, jeg havde under hele Felttoget, heldigvis fik den omsider Ende, og jeg fik Ordre til at sende anden Deling hen til Kompagnichefen, medens jeg med tredie og fjerde Deling skulde tage Stilling paa en Bakke Syd for den afbrændte Gaard.
Fra denne Bakke førtes en efterhaanden stadig hidsigere Kamp med de atter fremtrængende Prøjsere. Bakken dominerede det foranliggende Terræn; det gjaldt for Prøjserne at tage den, ligesom det gjaldt for os at holde den saalænge som muligt af Hensyn til Bataillonens tre andre Kompagnier, der stod til højre af 5. Kompagni, og for at løse Bataillonens Opgave: at dække 16. og 17. Regiments Tilbagetog fra højre Fløj. Mit Halvkompagni havde til venstre Forbindelse med Afdelinger af 2. og 9. Regiment, der dækkede venstre Fløj.
Mandskabet var i godt Humør, nu de havde faaet noget at bestille. Der fandtes i Halvkompagniet en Hønsekræmmer, han var altid lystig, og som Skydningen gik bedst, siger han med sit mest svedne Grin til sin Rodekammerat: “Mon man kan sla’ en Handel a’ med Prøjserne efter dette her Skyderi?” og lidt efter: “Du 17! Hvordan tror du Hønsene har det? Kunde de se os ligge her og bytte Venskabstegn med Prøjserne, saa tror jeg, Hanen glemte at gale, ak ja, de rare Høns.” Lidt efter kom: “Der er alligevel mere Grin ved at handle med Høns.”
Hans Hønseerindringer vakte naturligvis Lystighed i Skyttekæden.
Bakken, vi laa paa, dannede altsaa venstre Fløj af Bataillonens Fægtningslinie og var et fortrinligt Støttepunkt, derfor var Kampen om den hidsig; men at den ikke kunde holdes længe var givet paa Grund af Prøjsernes Overmagt. Halvkompagniet mistede hurtigt c. 30 Mand, selv fik jeg Remmen paa min Feltflaske skudt over og et Hul i Frakken. Det var den prøjsiske Brigade Raven vi havde foran os, dens Chef, General Raven, faldt for 3. Regiments Kugler.
Da Kampen om Bakken havde varet i c. 20 Minutter, blev der en Standsning i Fægtningen. En af Divisionens Adjudanter, Løjtnant Westphal, kom nu frem og kaldte os tilbage for ikke at blive afskaarne fra Retræte ved Prøjsernes Fremtrængen i Fronten og paa venstre Fløj. Kompagniet benyttede Standsningen i Fægtningen og gik saa ubemærket som muligt c. 500 Alen tilbage til en ny Stilling bag et Hegn, der i de sidste Dage havde været Liggeplads for en Bataillon.
Jeg lod bageste Geled af begge Delinger krybe baglæns ned fra Bakkekammen og saa stilfærdig som muligt gaa tilbage til det nærmeste Hegn. Prøjserne opdagede det alligevel og fortsatte Skydningen. Ilden blev besvaret en kort Tid, og jeg gik saa tilbage med de forreste Geledder, idet jeg beordrede Folkene til i hurtigste Løb at søge hen bag Hegnet. Under dette Løb over en Pløjemark snublede nogle af de forreste, og en Del andre faldt over dem, men jeg fik dem hurtigt paa Benene igen, hvad Prøjsernes Ild, de havde nu besat Bakken, hjalp mægtigt til, og vi naaede Hegnet, uden, saavidt jeg erindrer, at have mistet flere af Folkene.
I Stillingen her bag Hegnet, der blev holdt c. 35 Minutter, og i hvilken vi blev beskudt ogsaa af enkelte vildfarende Kugler fra Brohovedet, saa vi maatte vise et Kompagniflag, blev der dog ikke Lejlighed til at afgive noget Skud, da Prøjserne ikke trængte paa her, og jeg fik da Ordre af Kompagnichefen til med 2. Halvkompagni at fortsætte Tilbagegangen ind i Brohovedet, hvilket skete.
Kompagnichefen selv med 1. Halvkompagni maa være gaaet tilbage langs Stranden, thi han fulgte ikke efter, og jeg gensaa ham først paa Als, da Kampen var endt.
Ankommen ud for Brohovedet blev jeg sendt til Als og stødte der til Regimentet, der samledes bag Sønderborg. Men Overgangen over Frederik VII’s Bro var ikke hyggelig. Prøjsernes Broagerbatterier var godt indskudte, og Granaterne haglede over Broen. Hist og her laa trufne døde Soldater, og de Granater, der faldt tæt paa begge Sider af Broen, sendte en Kaskade over dem.
Regimentet udhvilede paa en Mark ved Sundsmark Barakker, hvor jeg snart faldt i dyb Søvn, under hvilken Regimentschefen inspicerede Kompagnierne af første Bataillon og beundrede min faste Søvn efter Formiddagens oprivende Kamp. Kaptajnen vilde vække mig; men Regimentschefen sagde: “Nej, lad ham sove, han maa have gode Nerver, siden han sover saa roligt.”
Bataillonens Tab den Dag var betydeligt: 6 Officerer, 17 Underofficerer og 198 Menige, heraf vort Kompagni 57.
Hvor vi tilbragte Natten, erindrer jeg ikke mere, men Dagen efter Kampen var vi atter paa Forpost, denne Gang i Løbegravene langs Alssund udfor Sønderborg By ved Overfartsstedet til Dybbølsiden. Her modtog Kompagniet ved en fjendtlig Parlamentær Liget af Generalmajor du Plat, der pr. Baad blev overført fra Brohovedet. Liget blev modtaget med Honnør af Kompagniet og Prøjseren affærdiget paa en Tømmerflaade, hvilket var en Skuffelse for ham. Han kunde ikke skjule sin Nysgerrighed efter at se Sønderborg efter Bombardementet, ej heller sin Skuffelse over slet ikke at komme i Land. En stor Del Lig af faldne danske Officerer blev i de nærmeste Dage bragt over fra Dybbøl og henlagt i Ulkebøl Kirke, hvorfra de sendtes til København.
Paa Dybbøl var der Slagdagen om Eftermiddagen og nærmeste Dage stort Besøg for at beundre Prøjsernes Heltegærning og Musik fra Morgen til Aften. Der var Vaabenhvile, saavidt jeg erindrer, i tre Dage for at opsamle Saarede og Døde.
En Del af vore Afdelinger sendtes nu fra Als til det nordvestlige Fyen, og de tilbageblevne Afdelinger, hvorimelIem 3. Regiment, rykkede skiftevis paa Forpost langs Sundet og i Kantonnement paa Landet. De Afdelinger, der laa som Reserve for Forposterne var om Dagen paa Jordarbeide til Udbedring af Forsvarsforanstaltningerne paa Als. Kolonneveje tilvejebragtes i den nedskudte Del af Sønderborg, men forøvrigt passerede intet af Betydning paa denne Del af Krigsskuepladsen. I Tidsrummet fra 6.-14. Maj førte jeg Kommandoen over 5. Kompagni, mens Kaptajn Svane førte Kommandoen over Regimentets 1. BataiIlon.