1864-Arkivet

‹ Ét niveau op

6. Kompagni – premierløjtnant Pingel

Rapport ved premierløjtnant Frederik Nicolai Pingel om 20. Regiments 6. Kompagnis deltagelse i kampen den 18. april 1864.

Til Den 8de Brigade.

Rapport
fra Commandeuren for 20de Regiments 6te Compagni
over Kampen den 18de April 1864
Da Regiments og Bataillonsstabene ved 20de Regiment ere oprevne maa enhver Meddelelse om Regimentets Skjæbne den 18de April være Brigaden ønskelig, hvorfor jeg ogsaa herved tillader mig directe at indsende en Rapport over, hvad jeg som Øienvidne har havt Leilighed til at iagttage for Regimentets Vedkommende. Det træffer sig i saa Henseende tilmed saa heldigt, at jeg, der ved en vidunderlig Tilskikkelse frelstes fra den visse Død, trods heftige Smerter dog befinder mig saa vel, at jeg ikke alene meget vel kan holde Tankerne samlede, men forhaabentlig om ikke alt for lang Tid atter vil kunne melde mig til Tjenste.

Klokken var omtrent 10½, da en heftig Geværild blev kjendelig, hvorfor Compagnierne strax lode Folkene træde under Vaaben. Kort efter ankom Regimentscommandeuren, hvornæst Compagnierne strax sattes i bevægelse imod de tilbagetrukne Værker. Det meste af 1ste Bataillon dannede første Linie og da saaledes formeret at regne fra Høire: 2det 6te og 5te Compagni. Forat komme hurtigere fremad formerede flere Compagnier, heriblandt ogsaa det 6te, sig i tætte Kjæder, men Fremrykningen, der fandt Sted skraat fremad til Venstre, havde næppe varet i 5 Minutter og vi vare netop komne i Høide med den første afbrændte Gaard, da vi til vor Forbauselse opdagede, at Fjenden ikke alene holdt den tilbagetrukne Linie besat, men endog begyndte at beskyde os kraftigt fra den nærmestværende afbrændte Gaard og tilhørende Hegn.

Medens 5te Compagni fortsatte Bevægelsen op over den første afbrændte Gaard og dernæst paa det Lodret paa samme løbende Hegn, rykkede 2det Compagni rask fremad og besatte et foran liggende Hegn. 6te Compagni blev hele denne Bevægelses naturlige Centrum; Det lykkedes at samle det bag en Bakke, som strax besattes af 4de Deling som Skÿtter under den flinke Foureer, Corporal Jantzens Anførsel, 3die Deling under Lieutenant Neergaard skjödes strax frem til et Hegnhjørne, hvorfra det virksomt kunde dække 2det Compagnies Fremrykning og beskyde den afbrændte Gaard, som ligger tæt op til Værkerne.

Da venstre Fløi, som kort efter blev forstærket med Premierlieutenant Rasmussens og Secondlieutenant Jantzens Compagnier af anden Bataillon, var naaet frem i Høide med 6te Compagni, rettedes et Angreb paa den afbrændte Gaard, som toges og besattes i dens nordlige Deel af to Delinger af 6te Compagni, medens Resten af Gaarden og de nærmeste Havehegn besattes af Premierlieut: Rasmussens og Secondlieut: Jantzens Compagnier. Hegnet tilhøire lod jeg besætte med et Halvcompagni, der dannede Forbindelse med andet Compagni.
Udover denne Gaard, bag hvilken Oberstlieutenant Scholten kort efter faldt, naaede egentlig ikke Regimentets Angreb. Nogle Traverser tæt op til den tilbagetrukne linie bleve vel tagne, men da hele Linien var flankeret ogsaa fra Skandsen No.4, hvorfra tilmed Preusserne allerede begÿndte at udfolde meget stærke Colonner, var et Angreb haabløst.

Dog lykkedes det Regimentet her i over en halv Time at holde Fægtningen staaende, men da kastede Fjenden sig pludselig med Voldsomhed frem imod de tilhøire for Gaarden liggende Hegn og Bakker, hvor jeg dengang netop opholdt mig og hvor jeg fandt Oberst Lasson liggende død. Angrebet, der var stærkest imod 2det Compagni, der blev gjennembrudt, forplantede sig snart over hele Linien, der kastedes. Trods gjentagne Forsøg lykkedes det mig ikke at faae Fodfæste i nogen Stilling førend et hegn et par Hundrede Alen Sydvest for det sydlige Brohoved.

Her bad jeg Lieutenant Baumann overtage Commandoen, medens jeg gjorde et Forsøg paa af de de tilbagesprængte Troppedele at danne en venstre Fløi bag den Sydfor Brohovedet liggende Skrænt, uden hvilken Brohovedet ikke godt lader sig forsvare. I denne naturlige Vaabenplads samledes efterhaanden et Par hundrede mand af Regimentet. Klokken var da 12. Tilstede paa dette Sted vare dengang følgende af Regimentets Officerer foruden mig: Premierlieutenant Willerup, Secondlieutenanterne Baumann, Harland, Knob, Hertel og Schoubÿ.

Her holdtes Fægtningen en tidlang staaende, da en Officersaspirant overbragte Brigadens Ordre om at samle Regimentet bag Kirken. Tilbagegangen, der skulde foretages efterhaanden fra höire Flöi af, over hvilken jeg efter Premierlieutenant Willerups ankomst nærmest havde taget Commandoen, begyndte strax i retning af den nordre Bro. Under Overmarchen indtraf det uheld, at en Ingenieurlieutenant af utidig Ængstelse gav sig til at afbryde Broen, förend jeg var naaet over med mere end en ringe Deel af Mandskabet, som derfor for største Delen maatte anvises den söndre Bro. Hvad der herefter skete er mig ubekjendt, da jeg tabta Bevistheden ved at rammes paa Skulderbladene af et Stykke Tömmer, som en Granat afrev af broen.

Jeg er nu indlagt paa Lazarethet paa Nÿ Artillerikasserne paa Christianshavn, hvorfor jeg selvfølgelig ikke kan indberette noget om Compagniets Tab i Slaget. Maaske maatte det til Slutningen være mig tilladt at udtale min Anerkjendelse af den fortrinlige Hjælp, som Lieutenant Baumann paa min Opfordring strax ÿdede Compagniet, ligesom jeg vilde forsömme en kjær Pligt, hvis jeg ikke fremhævede Commandosergeant Luxhøi, hvis Tab Compagniet længe vil føle.

Kjøbenhavn d: 25 April 1864.
Tjenstligt

F.N. Pingel

Premierlieutenant
Commandeur for 20 Rgts. 6te Compagni