1864-Arkivet

Man kan blive tryg, naar man stadig staar i Krudtdampe under Granaternes hvasse Sprog, og man en Tid har haft Lykken med sig. Men undertiden bliver man paa en temmelig følelig Maade revet ud af sit Sikkerheds-Hylster. En Granat træffer en Mand paa Hovedet, tager dette med sig og springer i det samme. Stumperne river en Arm af en anden, en tredie falder til Jorden med gjennemskudt Bryst, og saa fremdeles ligger hele Mandskabet fra en enkelt Kanon. Der gaar et stille Suk igjennem hele Skansebesætningen, Modet lammes i et saadant Øjeblik. Man hører de haardt saaredes Jamren, man ser de døende endnu vride sig i deres BlodpøI. Fjenden mærker, hans Skud har gjort Virkning. Han overdænger os om muligt endnu stærkere med Granater for at øge Forvirringen. Chefen kalder Ambulancerne frem, de endnu levende bæres bort, de døde lægges til Side. Der lægges et Tæppe over dem, og de bliver liggende til om Natten. Reservemandskabet kaldes frem, og den tomme Kanon bliver atter besat. Nu vaagner der Hævntanker i alles Hjerter. Man ser sine døde Kammerater, deres sidste Klageskrig lyder endnu i ens Øren og maner til at tage blodig Hævn, om det er muligt. Der skydes med alle Kanoner, som haves til Raadighed, saa vel fra Fjendens Side som fra vor. Der er et Bulder fra Kanonernes Drøn og Granaternes Sprængning, saa man næppe kan høre sine egne Ord. Nu en Lavetblok skudt over ved en Kanon, saa et Hjul splintret ved en anden det lammer vore Kræfter, og vi mærker føleligt paa hele Situationen, at i Fremtiden vil Fjenden have Overtaget, hvis der ikke bliver bibragt ham et stød, der atter kan bringe Ligevægt til Veje.