1864-Arkivet

Her er temmelig god plads og ro i nat. For en time siden, da jeg netop havde fået læst et brev fra fru H . ., det ordonnansen havde bragt mig, kom korporal Løkke brølende herned, at nu stormede de. Så måtte vi op på skansen i en fart, de skreg og plaffede ude i skyttegravene og fra de fjendtlige batterier sendte de den ene granat efter den anden hen i løbegravene og terrænet bagved, mindre i skanserne. Det var naturligvis ikke andet end det sædvanlige, dels at prøve, om vi muligvis endnu skulle have nogle kanoner med kardæsker, hvad de dog ikke fik at vide i aften, dels for at alarmere os og, når besætningerne var trukne ind i skanserne, så skyde så mange som mulig. Det plaffede ligesom på Tivoli, kun at vi her havde fornøjelsen gratis. Nu er arbejdsmandskabet sat i gang og folkene ved deres kanoner. Haagensen ligger og sover herindenfor i krudtmagasinet, herudenfor i temperingsrummet findes ikke andre end den sovende ordonnans. Granaterne hvisle og hvæse herudenfor. “Om jeg er bange?” Nej, man hører på lyden, hvor granaterne går hen og er det nat ser man det på glimtet, ligesom på en raketstok på Tivoli, som man naturlig meget nødig vil have i hovedet og bukker sig for. Det bliver først væmmeligt, når de springer om ørerne på en fra alle sider. Det evige “Skov dæk” lyder herned. En gang imellem kommer et par forkyste arbejdere herind i gangen, når en bombe eller granat springer herudenfor. Det knalder også en gang imellem fra nr. 2 og 3 eller 4. Ancker var her inat, men var ikke meget fornøjet. Nu kommer Løkke for at sove her i gangen. Han er bedrøvet over, at Haagensen er så syg og måske for sin frygtelige hoste må på lazaret. Nu vil jeg ind i min seng i krudtmagasinet. God nat, sov trygt, som jeg snart vil gøre, alle gode magter beskytte dig og Gud med os. Din hengivne…”