1864-Arkivet

‹ Ét niveau op

2. Bataljon – kaptajn Ravn

Rapport ved kaptajn Johan Theodor Ravn om 16. Regiments 2. Bataljons deltagelse i kampen den 18. april 1864.

Til
Det 16de Inf. Regiment.

Rapport
fra 16de Regiments 2den Bataillon over Kampen ved
Dybbøl den 18de April 1864.

Ifølge den fastsatte Tour imellem 1ste og 2den Bataillon, erholdt Undertegnede den 17de April om Aftenen Regimentets ordre til med 2den Bataillon at besætte Stillingens yderste høire Fløi. Kl. 8½ gav jeg Compagnierne Ordre til at afmarchere fra det søndre Brohoved til den befalede Stilling. Fremrykningen til Stillingen skeete den Aften for første Gang langs Stranden, for at Compagnierne, i Tilfælde af en mulig Retraite, kunde være bekjendte med denne Veis Terrainforhold.
Kl. omtrent 9 blev Bataillonen Ahlefeldt af 9de Regiment afløst, og Stillingen besat paa følgende Maade:

3die Compagnie, paa Forpost fra Alssund til henimod Skandsen No. 9.
4de – høire Fløi af Løbegraven fra Sundet til Skandsen No. 10
8de – venstre Fløi af samme Løbegrav
7de – Reserve, 150 Alen bag Løbegraven.
Undertegnede opholdt sig i Løbegraven ved 4de og 8de Compagnie

Henimod Midnat begyndte Fjendens Ild at tiltage i Voldsomhed, Bataillonens Stilling blev beskudt og bekastet saavel fra Fronten som fra Venstre Flanke. Ilden vedvarede med Heftighed til Kl. 10 om Formiddagen den 18de, da en heftig Geværild pludselig hørtes i Retning af venstre Fløi.
Foran vore Forposter var endnu ingen fjendtlig Fremrykning at see, men Kl. 10½ begyndte Fjenden at angribe deres venstre Fløi, og noget senere Centrum, og ved en Fremrykning langs Aabenraaveien. Herved nødtes Forpostcompagniet til efterhaanden at indtage en Flankestilling paa Løbegraven og skraat ned mod Sundet.

Fra Bataillonens Stilling kunde Undertegnede aldeles ikke oversee Situationen i Centrum, men da, fra Kl. 10½, fjendtlige Geværkugler bag fra, i bestandig større Mængde slog ned i Løbegraven, overbeviiste jeg mig om, at Fjenden maatte have gjennembrudt Stillingen. Da Situationens Alvor saaledes blev mig klar, henvendte jeg mig omtrent Kl. 11 til Regimentet om Tilladelse til at trække Forpostcompagniet ind, for at lade det indtage en Stilling længere tilbage, men da Brigadens Ordre skulde afventes, kunde jeg først Kl. 11½ give 3die Compagnie Ordre til at gaae tilbage over Løbegraven og langs Alssund, idet dog 1 Deling foreløbigt indtog en Stilling ved et Gjærde ca. 200 Alen bag Løbegraven, tilhøire af 7de Compagnie, som imidlertid her havde indtaget den befalede Reservestilling til Optagelse af de i Løbegraven værende Compagnier.

Strax efter at 3die Comp. var gaaet tilbage, gav jeg 8de og dernæst 4de Comp. Ordre til Retraite, det sidstnævnte Compagnie gik om 7de Compagnies høire Fløi ned imod Stranden, og det 8de Comp. gik om dets venstre Fløi, paa denne March beskudt i Flanken af fjendtlige Skytter, som allerede havde nærmet sig Steengaarden. Efter at 7de Compagnie havde givet de to Compagnier Tid til at naae Stranden, tiltraadte dette Compagnie ligeledes Retraiten under Chargering imod Fjenden, som efterhaanden stærkere besatte Steengaarden.

Bataillonen var saaledes, omtrent Kl. 12½, samlet og sluttet, i Retraite langs Sundet i følgende Orden 3die, 4de, 8de og 7de Compagnie. Den blev beskudt af Fjenden med Granater fra Batterier ved Randsgaard eller Batterup, og af Geværild fra Infanterie, som samlede sig i vore Løbegrave ved Sundet og langs Skrænten øst for Steengaarden. da Bataillonen nærmede sig den store Slugt, halvveis paa Veien til Brohovedet, var denne heftig bestrøget af Fjenden, hvorfor Compagnierne passerede den i stærkt Løb, ikke uden at lide betydelige Tab. Da 7de og 8de Compagnie skulde over Slugten, var Fjenden trængt saa langt ned, at der maatte udføres et Modangreb, for at skaffe Luft. Dette udførtes af en Deling af 7de Compagnie under Lt. Lautrup og af en Deling af 8de Comp. under Lt. Thomsen. Disse Angreb bleve udførte med Mod og Raskhed, og bragte Fjenden til at standse.

Under Passeringen af Slugten styrtede forsprængte Dele af andre Regimenter igjennem denne ind i Marchcolonnen, og bragte nogen Forstyrrelse i den. For at skaffe den fuldstændige Orden atter tilvie, gjorde Pr. Lt. Schau holdt med 8de Compagnie, strax paa den anden Side af Slugten. Compagnie Commandeuren faldt her, beskjæftiget med at ordne sit Compagnie, og Lt. Astrup førte derefter Compagniet tilbage over Broen.

Efter at 3die og 4de Compagnie havde passeret Broen, erholdt jeg, i Nærheden af nordre Brohoved, af en Adjudant fra Hovedqvarteret Ordre til at paaskynde Bataillonens Retraite over Broen og besætte Løbegraven nord for Kirken. Denne Stilling indtoges derpaa saaledes, at 3die Comp. stod nærmest Kirken, dernæst 8de, 4de og 7de Compagni. I denne Stilling erholdt navnlig 4de og 7de Compagnie Leilighed til, ved en heftig og velrettet Ild at standse Fjendens Fremrykning imod nordre Brohoved.

Idet jeg, hvad det Specielle angaaer, henholder mig til Compagniernes vedlagte Rapporter, kan jeg ikke undlade at fremhæve den Ro og Orden og det Mod, som Mandskabet udviiste under denne besværlige Retraite, ligesom jeg ogsaa har al Anledning at udtale, at samtlige Compagniechefer, Capitain Dræbye, Premierlieutenanterne Taldberg, Schau og Hansen, have ført deres Compagnier med Mod og Omsigt. Særligt tillader jeg mig endnu at fremhæve den smukke Maade, hvorpaa den Førstnævnte i en Time maneuvrerede med sit Forpostcompagnie, under Fjendens Ild i Flanke og Ryg.
Bataillonens Adjudant, Lieutenant Seemann, har med Mod og Utrættelighed udført sin Pligt, og Underlæge Sparrevohn opholdt sig som sædvanlig i Ilden ved Bataillonen, og passerede først broen med det 7de Compagnie.

Bataillonens Tab denne Dag var af Døde, Saarede og Savnede:
1 Officeer, 3 Underoff., 1 Hornist, 9 Undercorpl. og 65 Menige.

Ravn
Capitain og Bataillonscommandeur.

Viser 4 emner.